En god nats søvn… Det må være en myte!

En god nats søvn… Det må være en myte!

Såh altså, nu er jeg så nået til det kritiske punkt på dagen (indlægget er nærmere beskrevet postet kl. 00.42), hvor det er meningen, at man helst skal sove og for at være helt ærligt, er jeg helt ekstremt træt og udmattet. Selvom man måske ikke umiddelbart skulle tro det mit blogindlæg fra for et par timer siden taget i betragtning.

Desværre er det bare sådan, at mange af de ting, jeg er rigtig dårlig til, er de helt basale ting i livet. At sove er en af dem. Jeg har intet talent for at sove. Eller set fra en anden vinkel, har jeg et stort talent for søvnløshed. Det mestrer jeg næsten til perfektion.

For at give jer et indbik i, hvordan min søvnløshed ofte udarter sig, så får I her fornøjelsen af nattens otte (ja, 8!) mails til mit bostøtte-team som et eksempel på et egentlig temmelig typisk nat for mig. Jeg siger jer, det er nogle meget mærkelige mails, mine bostøtter kan møde ind på arbejde til om morgenen. Faktisk kan jeg ofte ikke selv huske halvdelen af, hvad jeg har fået sendt af sted til dem, og i nogle perioder har jeg for vane at tjekken min mail-indbakke og min sendte mails-mappe samt evt. også SMS-beskeder og messenger, når jeg vågner om morgenen. Det er sket mange gange, at jeg har fået sendt noget af sted, som jeg ikke selv helt forstår meningen med, og så har der været et par gange, hvor jeg har købt noget på nettet med mit Dankort, hvis kortoplysninger er solidt lagret i min hjernes interne hukommelse. Der var også noget med en selvdigtet sang om birkes til min gode ven Mikkel engang. Så det…

Nå, eksempel på mails til bostøtte-teamet natten mellem onsdag og torsdag i denne uge, som er et ikke usædvanligt syn ift. mængden af mails, selvom indholdet nu er til den knap så mærkelige side: 😉

  1. Kl.: 01.53
    Til: autismeflex
    Fra: Mine
    Emne: Suk
    Masser af søvn. Det bliver det så bare ikke til!Mange hilsner
    Mine
  2. Kl.: 02.01
    Til: autismeflex
    Fra: Mine
    Emne: Pædagogisk strategi!
    Den magiske pædagogiske strategi ift. søvnløshed.
  3. Kl.: 02.30
    Til: autismeflex
    Fra: Mine
    Emne: Strategi-update
    Det var en totalt god strategi. Altså ikke til rent faktisk at kunne sove, men så gik tiden da med det. Jeg skrev jo også bare en strategi ift. søvnløshed. Det betyder ikke nødvendigvis, at den gør noget ved det faktum, at jeg ikke kan sove. 😉
    Mange hilsner
    Mine
  4. Kl.: 02.40
    Til: autismeflex
    Fra: Mine
    Emne: Usøvnløs røv
    Nu sover min røv. Den er da så i det mindste ikke søvnløs, kan vi konstatere.
    Mange hilsner
    Mine
  5. Kl.: 03.29
    Til: autismeflex
    Fra: Mine
    Emne: Artikel vedr. empati
    Hej Tina,

    Allerøverst i artiklen (hvad det nu hedder) på dette link, står der noget om empati og autisme, som vi snakkede om “sidste dag”. 😉

    Og ja, jeg er meget sleepless in Viborg lige nu!

    Mange hilsner

    Mine
  6. Kl.: 04.00
    Til: autismeflex
    Fra: Mine
    Emne: Svedbanken præsenterer…
    Det er godt nok heldigt, at jeg har det helt ok med at høre andre folk snorke. Det giver mig bare vildt meget ro og en følelse af velvære og afstressning. Man kan vel nærmest kategorisere det som mindfulness.

    Det er også heldigt, at jeg qua min autisme ikke er i stand til at bruge hverken ironi eller sarkasme. Nu vil jeg læse tog-køreplaner, for det er noget, jeg qua min autisme bruger rigtig meget tid på, selvom jeg jo selvfølgelig allerede kan dem alle udenad. Det er bare totalt rart med særinteresser jo. Bagefter vil jeg gøre min liste over de nummerplader, jeg har set i løbet af marts måned lidt mere lækker og evt. tilføje nogle fun facts om de køretøjer, hvorpå nummerpladerne var monteret.
    “Nu vil jeg ud at skide. Er der nogen, der skal have noget med? Det’ bare gas.” – Bodil Jørgensen i Rytteriet sæson 2.
    Relevansen af dette citat står til fri fortolkning. Muhahaha!
    NEJ! Jeg er på ingen måde overtræt. Det er jeg ALDRIG! Men jeg kan altså ikke lige finde tilbage til den boks, jeg skulle tænke ud af, da jeg fik overrakt ja-hatten. Hvor har jeg mon lagt den henne…? *leder i slagbænken* *kigger i skorstenen* *anklager hesten for at have taget den*
    Lige nu sidder jeg faktisk og kaster med håndgranater af trylledej. Jeg træner til på tirsdag, hvor I kan rende mig. Men jeg mangler desværre en finger, for jeg har kun 10. Og jeg har kun hudtype 1, ikke albinisme. Suk. Jeg bliver aldrig sådan RIGTIG en rollespiller. Måske kan jeg godt bruge min Thors hammer på tirsdag, nu hvor jeg ikke har papsværd til at kæmpe med i en farlig leg. Måske får jeg alligevel lov til at være en del af klubben så. Helt uden at spise en skovsnegl. Men så vil jeg altså også have min Marokko-pude tilbage.

    Mange hilsner

    Mine
  7. Kl.: 04.29
    Til: autismeflex
    Fra: Mine
    Emne: Kedelige nattevagter
    Har lige været ude at se til de der nattevagter. De ville ikke spille Timeline med mig. Jeg fik en af de der pn oxapax, og så spurgte den ene mig, om hvis jeg også i morgen vågnede allerede kl. 2, ville jeg så ikke love at komme ud til nattevagterne der? Men det ville jeg altså ikke, for jeg synes, det er lidt langt midt om natten, når jeg skal udskrives torsdag.Hvis jeg ikke falder i søvn efter den her oxapax, vil de stadig ikke spille med mig. Suk. Den ene spillede ellers kabale på computeren, da jeg kom. Hun har nok problemer med socialt samspil og foretrækker at fordybe sig i sine særinteresser alene. Typisk NT adfærd. Det ved vi jo alle.Mange hilsner
    Mine
  8. Kl.: 04.39
    Til: autismeflex
    Fra: Mine
    Emne: You’re hot then you’re cold!
    Ok så. Nu opdager jeg, at jeg fryser – sådan lige nu hvor jeg har fået lagt mig under de to tynde dyner. Jeg har ellers uldsokker på samt shorts under mine natbukser og med langærmet uldundertrøje på og en Wonder Woman t-shirt ovenpå den. Og ja, det ér faktisk en utroligt vigtig detalje, at det er en Wonder Woman t-shirt.

    Jeg har sat kryds ud for søvnløshed i bivirkningsregistreringsskemaet for 29/3… Det er vist rimeligt. Jeg ved ikke, om jeg har sat krydset højt nok ift. graden af trælshed. De der skide 0-9 vurderinger er jo svære! Det kan jo erfaringsmæssigt altid blive værre.

 

Og det markerede så afslutningen på, hvad der ligesom kom fra min hjerne til bostøtte-teamet via email. Så held og lykke til mig med at få en lidt mere produktiv nat på søvnfronten nu her, hvor jeg sidder i min seng med børstede tænder og alt muligt og pludseligt mærker, at jeg skal tisse pænt meget. Det må jeg hellere lige få gjort, før jeg lægger mig til at sove.
Godnat godnat.

 

Edit: Lige nu er det 30/3 2018 kl. 23.45. Min hjerne har overtænkt dette i flere timer efterhånden, og jeg bliver simpelthen nødt til at tilføje dette, for jeg er i katastoretænkningstilstand over det nu. Min mail nr. 6 til bostøtterne er smækfyldt med ironi og diverse referencer. Hvor jeg henviser til togkøreplaner og nummerplader, kører jeg på de der gængse stereotyper af autistiske særinteresser. Jeg er på ingen måde negativ overfor de specifikke interesser, og jeg kan faktisk også selv en stor del af flere køreplaner i hovedet, (det er virkeligt praktisk!), og selvom jeg godt nok ikke lige samler på nummerplader, har jeg lagret diverse andre relativt ubrugelige tal og andre håndgribelige fakta i min hjerne, så bare det gør folk glade, og det ikke skader andre eller dem selv, så har jeg det helt fint med, hvad end andres særinteresser måtte gå ud på. Det, det går på her, er den stereotype opfattelse, der lidt for ofte kan herske om autisme. Og nu kan jeg endelig forsøge at sove. Håber jeg da. 😉


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *