Engang min søster og jeg var alene hjemme, havde vi lavet et eller andet, som vi havde dybstegt. Jeg er lige ved at tro, at det var dengang, vi lavede indbagte, dybstegte Bounty og Mars. Opskriften står i Mad med Nigella, så vi var ikke engang ophavsmænd til lige netop denne spøjse spise.
Nå, vi vidste i hvert fald ikke helt, hvad vi skulle gøre med det der flydende fedt, for man måtte vist nok ikke hælde det ud i vasken, vidste vi, fordi det så ville stoppe vasken til. Men hvad skulle vi så gøre med det?
Vi ringede til vores moster og spurgte, hvad vi skulle gøre med det der flydende fedt. Hun foreslog, at vi hældte det over hegnet til naboens have. Huset på nabogrunden havde stået tomt ret længe, så min søster og jeg valgte at følge mosters råd. Hun havde vist mest ment det i sjov, men altså… Vi kom af med fedtet.
I et retrospektiv giver det egentlig god mening nu, at vi smed det over til naboen, når det nu var det, moster havde sagt, vi kunne gøre. Altså den der autistiske konkrethed taget i betragtning. 😉
Som illustrationen her fra Saturday Morning Breakfast Cereal tydeligt viser, kan det jo i nogle tilfælde ende langt værre end en sølle grydefuld fedt over hegnet til naboen. Jeg siger det bare. Detaljer er altså faktisk pænt vigtige.
