Så i dag har været en af de dage, hvor jeg virkeligt har hadet verden. Sådan, rigtig meget. Dem er der desværre ret mange af. Faktisk har jeg efterhånden flest af sådan nogle dage, og så har jeg sporadiske glimt af knap så meget verdenshad indimellem. Efter mange mere eller mindre desperate overvejelser, efter jeg i formiddag kom hjem efter fem dages indlæggelse på psyk., kom min aften til at bestå af… bagning! Det skal bages væk, jo!

Jeg havde noget “feta” (den der mega gode Puck ost), som snart skulle bruges, og det samme gjaldt for en pakke frisk gær og det meste af en liter mælk. Frisk gær har jeg faktisk sjældent, for tørgær risikerer jeg jo ikke på samme måde, at der når at blive for gammelt som frisk gør har en tendens til at blive hurtigt.

Det blev så til et stjernebrød med feta og nigellafrø, som jeg fandt en opskrift på på siden Simple Stories. Min version hedder en mutantstjerne, for min tålmodighed slap altså op der, hvor det var meningen, at man skulle gøre den pæn. XD

Til mutantstjernen skulle jeg dog kun bruge lidt over halvdelen af min pakke gær, så derfor måtte jeg jo finde på noget mere. Mit belgiske vaffeljern trængte lige til at blive luftet, nåede jeg frem til, så jeg fik lavet mig en portion vafler ved hjælp af en opskrift fra siden Maden i mit liv. Det blev vildt gode! Jeg kan anbefale andre at bruge den opskrift.
Mit vaffeljern kan justeres i temperaturen fra 1-5, og jeg brugte kun trin 2 til disse vafler.

Jeg har en oplevelse af, at mange tænker, at man da fint bare kan bruge margarine i en bageopskrift, når der står smør, hvilket man da ofte også kan. Margarine er også billigere end smør, så til nogle få bageopskrifter bruger jeg bare margarine, selvom der står smør. Men det giver altså også en helt anden smagsoplevelse, hvis smørret spiller en stor rolle i en opskrift, og man så skifter det ud med margarine. Det bliver ofte ret fesent sammenlignet med en version, hvor man bruger smør.

I disse belgiske vafler, synes jeg, at det betalte sig at bruge smør, og jeg hamstrer som regel smør, når jeg ser, det er på tilbud til en 10’er pr. pakke eller deromkring, for det kan jo holde sig i en evighed. Hvis det er, kan man også fryse det ned. Smør når dog aldrig at blive for gammelt her i huset, men det ville også kræve, at det lå helt ekstremt længe, for det kan holde sig meget længere, end der står på emballagen.

Lige nu sidder jeg og venter på, at mutantstjernen bager færdig. Den har indtil nu fået 15 min., men den ser ikke færdig ud, så den får lige fem minutter mere, og så må jeg se, om den er klar der. Man skal nemlig altid huske på, at bagetider i opskrifter er vejledende, og at det kan variere meget fra ovn til ovn, selvom man bruger den samme opskrift, så det er bedre lige at sætte timeren til kortere tid, end opskriften siger, så man ikke kommer til at forkulle sit ellers lækre bagværk!

I får lige et billede af min mutantstjerne, inden den havde efterhævet og var blevet penslet med æg og drysset med nigellafrø. Den… kommer i hvert fald højst til at vinde en præmie for et “rustikt look”. 😉

Lige om lidt tror jeg, at mutantstjernen skal ud af ovnen. Så tager jeg et billede mere, og så står det jo folk frit for, hvor mange point den får for det visuelle udtryk. Jeg vil bare liiiiige igen minde om kategorien “rustikt look”.

I morgen er det fredag, og det er også dag 3 med den nye medicin, jeg er opstartet på under indlæggelsen, for den der ADD, jeg har oveni min autisme. ADD er også det, man nogle gange kalder for den stille ADHD, fordi man mest er hyperaktiv i sin tækning men ikke så meget i kroppen. I hvert fald ikke så synligt som de der børn, man plejer at sige, der hænger i tapetet, eller noget i den stil.
Nå, men det er tredje slags medicin, jeg prøver i forhold til at få den der ADD lidt mere under kontrol, hvis altså man kun tæller indholdsstof. Methylphenidat (som bla. er kendt under navnet Ritalin), kunne jeg ikke tåle, og i sidste uge stoppede jeg med Elvanse efter en måneds tid, fordi jeg også oplevede for voldsomme bivirkninger. Øv! Nu er det så Strattera, der er til afprøvning. Og fordi jeg er så følsom overfor medicin, så får jeg det i flydende form, for så kan jeg starte på endnu lavere dosis, en den normale startdosis, for det fik jeg det nemlig også skidt af, da jeg afprøvede det for ca. 1,5 år siden.

Nå, nu er mutantstjernen færdig. Den ligner sgu da næsten! XD
Og med dette billede af den fantastisk flotte mutantstjerne, vil jeg nu slutte af.

Edit kl. 23.25: Update på mutantstjernen. Den smager faktisk temmeligt godt. Men hey, den er jo fyldt med Puck! Og også Philadelphia light naturel. 😉