Jeg har muligvis allerede nævnt nogle gange i denne blogs korte eksistenstid, at jeg hader verden. Mange vil da sikkert sidde og tænke, hvorfor pokker jeg gør det – jeg har jo kage!
Jeg skal forsøge at forklare mit verdenshad her.
Jeg hader ikke detaljer af verden. Der er enkeltdele, som jeg faktisk er helt fint tilfreds med. Der er enkeltpersoner, som jeg savner, når jeg ikke ser dem, og som jeg ville savne, hvis jeg aldrig skulle se dem igen. Der er også enkeltpersoner, som jeg ikke kommer til at se igen, som jeg savner nu.
Der er også isolerede begivenheder og aktiviteter, som jeg gennem årene har holdt af at deltage i. Der er også flere detaljer i verden, jeg godt kan lide, end de ovenfornævnte. Det var blot nogle få eksempler.
Det mit verdenshad går ud på er helheden. Den måde verdens detaljer på en eller anden måde er blevet sat sammen på en sådan måde, at man virkeligt ikke skal være ret meget anderledes end gennemsnitsmennesket, for så er man ikke rigtig velkommen. Lige nu tænker jeg mest ud fra danske forhold, eftersom jeg er født og opvokset i Danmark, og det ligesom er Danmark, der er mit livsgrundlag så at sige.
På papiret må man godt være med, hvis man er anderledes – også hvis den anderledeshed går ud på at være handicappet og/eller syg. Vi skal jo allesammen inkluderes osv. Danmark har endda ratificeret FNs Handicapkonvention, hvilket betyder, at de skal stræbe efter at opfylde de krav, eller hvad det hedder, i handicapkonventionen, der tillader mennesker med handicap også at have mulighed for at opnå et godt liv og få den hjælp, støtte og de hensyn, der er behov for for at kunne opnå et for dem godt liv.
Nu skriver jeg dem. Jeg er jo ligesom også selv en del af den gruppe. Bare lige for en god ordens skyld.
Vi er i Danmark meget stolte af vores velfærdsstat, sociale sikkerhedsnet osv. Nok især udadtil som en slags glorificering af os selv på den internationale “scene”. Altså vi praler gerne overfor resten af verden. Det ser også rigtig godt ud på papiret. I praksis fungerer det desværre på visse områder ikke ret godt.
Jeg har mødt mange mennesker, som giver udtryk for, at de har de bedste intentioner, og at de faktisk rigtig gerne vil hjælpe osv. Lige nu snakker jeg om alle de mennesker, som jeg har mødt i mine mange år i “systemet”. Sygeplejersker, læger, pædagoger, psykologer m.fl. Problemet er bare, at de gode intentioner ofte er nærmest umulige at få ført ud i livet. De bliver som regel bremset et sted længere oppe i hierarkiet af den eller dem, som sidder på kisten med penge. Kisten med penge møder ikke enkeltpersoner, så for den kiste er det ofte alt for nemt at sige, at der ikke kommer noget ud af den kiste. Det virker i hvert fald sådan. Jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor jeg er en af dem, som ikke er ret vigtig, når det kommer til at yde en tilstrækkelig, relevant og kvalificeret støtte og behandling, men det er jeg så åbenbart desværrre ikke.
På uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser er mennesker med handicap og kroniske sygdomme heller ikke videre velkomne, når det kommer til at implementere alle de gode intentioner i praksis. Officielt er de fleste jo meget enige i, lyder det til, at mennesker med handicap og kroniske sygdomme selvfølgelig skal have mulighed for at bidrage med det, de kan. Når det så kommer til praksis, så er virkeligheden ofte noget helt andet. Det er nærmere noget i stil med “ja, mennesker med handicap/kroniske sygdomme skal da helt klart have mulighed for at bidrage med det, de kan. Men øh… Vi kan altså ikke lige rumme det her på vores arbejdsplads. Det er for besværligt, og de ville sikkert ikke passe ind alligvel. Kan de overhovedet varetage jobbet?” Det er sådan, jeg forestiller mig, at der bliver tænkt, når en arbejdsplads ikke lige har lyst til selv at være så inkluderende.
Uddannelsesinstitutioner er sgu heller ikke specielt rummelige på rigtig mange punkter. Det er utroligt svært at få mulighed for at tage en uddannelse på nedsat tid, så man er længere om at gennemføre den, men så arbejdsbyrden der ligger i at tage en uddannelse er passende ift. den studerendes funktionsniveau. Der er nogle støtteforanstaltninger ja, og jeg har været super glad for min mentor gennem SPS ordningen, men de er godt nok ikke tilstrækkelige, hvis man er begrænset ift. at kunne tage en uddannelse på fuldtid. Desværre!
Jeg har læst på en professionsbachelor inden for sundhedsuddannelserne. Det er desværre ikke lykkes mig at blive færdig, og det handlede ikke om manglende faglige evner. Min funktionsnedsættelse var desværre en alt for stor hindring under de givne vilkår for uddannelsen. Øv!
Nå, men jeg har gået på vist nok fire (måske tre?) forskellige hold på den der uddannelse. Skræmmende mange af mine medstuderende, som efter endt uddannelse skal ud at arbejde med mennesker, der på den ene eller den anden måde er ramt af en kronisk eller midlertidig funktionsnedsættelse i varierende grad og art, var virkeligt ikke særligt rummelige overfor de af deres medstuderende, som selv havde en funktionsnedsættelse. Mig selv inklusive.
Så kan jeg godt tænke, at de færdiguddannede medstuderende ikke kommer til at være særligt ægte i deres arbejde med mennesker med funktionsnedsættelser, når de i deres privatliv ikke engang selv er i stand til at have en ordentlig og respektfuld relation til et menneske med et handicap eller en kronisk sygdom. Det er skræmmende!
Så for at opsummere: Jeg hader verden som en helhed for den kultur, der er mennesker imellem og på det politiske plan og den fremherskende tendens til, at mistro og mistillid fra den offentlige sektor er det, man som borger, der har behov for støtte og hjælp til at kunne få et liv og en hverdag til at hænge sammen, først og fremmest bliver mødt med. Jeg hader det faktum, at jeg på ingen måder føler mig velkommen i verden som helhed samtidig med, at jeg faktisk møder flere og flere enkeltpersoner, der tilsyneladende virkeligt godt kan lide mig og holder af mig, og sætter mange positive ord på mig som person, selovm jeg også rummer nogle funktionsnedsættelser og har psykiske problemer i kølvandet på de mange år, hvor autismen og ADD’en var en ukendt faktor i mit liv.
Så hvis jeg er så dejlig en person, som efterhånden en del mennesker giver udtryk for, hvorfor pokker er jeg så SÅ uvelkommen til at eksistere under nogle vilkår, hvor jeg med endnu mere hårdt arbejde og endnu mere vedholdende kæmpen, vil kunne bidrage med de ting, som jeg rent faktisk er rigtig god til, fordi jeg bliver kompenseret for de ting, jeg så er temmeligt elendig til for at sige det mildt.
Jeg må lave et blogindlæg en dag med en beskrivelse af, hvor skævt man som person faktisk kan være udviklet rent mentalt, og hvor stort et problem det desværre udgør.
