Jeg har det sidst 3/4 år lagt ret mange puslespil, og jeg er egenlig ret god til det, viser det sig. Jeg har udelukkende lagt en bestemt slags puslespil, som hedder Wasgij, hvor motivet, man skal lægge, ikke er det samme som på æsken.

Jeg har ofte rigtig svært ved at sidde stille ret længe ad gangen til en aktivitet, så derfor har jeg nok en lidt alternativ stil, når det kommer til at lægge puslespil. Også der. 😉 Jeg skifter mellem at stå og sidde. Når jeg står, står jeg ikke nødvendigvis stille. Nogle gange hopper jeg, og nogle gange danser jeg. Jeg står på ét ben, laver nogle underlige strækøvelser eller står i nogle sære stillinger. Det øger åbenbart min evne til at holde fokus på at lægge puslespil. Lidt sært, men så længe det virker, er det vel i og for sig ligegyldigt.

Her til morgen forsøgte jeg mig så med det puslespil, jeg gik i gang med i aftes. Det er helt anderledes, end hvad jeg plejer at lægge, for der er motivet det samme som det, der er på æsken. Slam!, sagde det. Jeg fik da så vist lige en puslespilsåbenbaring der:

Jeg har regnet årsagen til min puslespilspræference ud! 😮

Jeg forsøger at lave et puslespil, hvor man skal lægge det motiv, der er på æsken. Den type har jeg altid haft det lidt svært med. Før jeg blev introduceret til Wasgij puslespillene, troede jeg ikke, jeg brød mig om at lave puslespil, og jeg havde heller ikke en oplevelse af, at jeg var ret god til det.

Nu tror jeg, jeg ved hvori den ret så markante forskel ligger.

Med det her puslespil, har jeg opdaget, at når et puslespil er designet til at blive lagt ud fra et på forhånd kendt motiv, så er det motivmæssigt anderledes opbygget. For mig er det meget svært at lægge det uden at kigge på æsken, fordi der ikke er den samme grad og type af detaljer som i Wasgij. Men det er som om, at jeg med den viden stadig nægter at kigge på kassen, og så sidder jeg og bliver frustreret over, at det er så svært at lægge.

Jeg tænker, det har rigtig meget med min kravafvisning at gøre. Klassiske puslespil med et på forhånd kendt motiv dikterer, hvad det er, jeg skal lægge. Det dikterer nærmest også den måde, jeg skal arbejde på for at kunne lægge det. Det kræver, at jeg skal kigge på motivet på kassen hele tiden, for at kunne gøre det helt magen til med alle puslespilsbrikkerne. Puslespillet kræver, at jeg gør noget helt bestemt på en helt bestemt måde for at få lov at nå frem til et helt bestemt resultat.

Min hjerne modarbejder meget tydeligt de krav, som puslespillet stiller mig!

Det her er en meget underlig erkendelse. Jeg bliver til stadighed overrasket over, hvad og hvor meget jeg helt instinktivt og ubevidst står af på, fordi det føles som krav, men jeg har heller aldrig brugt så meget tankevirksomhed på at finde ud af, hvorfor jeg ikke kan lide et eller andet, eller hvorfor jeg har så svært ved det/ikke kan finde ud af det. Det gør jeg ret ofte nu, og så lærer jeg jo heldigvis også meget mere om mig selv og den måde, jeg fungerer på, selvom jeg ikke altid helt synes, at den viden er særlig rar at skulle erkende.

Jeg sad i min frustration her til morgen lige inden denne skrivelse og overvejede, om jeg så bare skulle det som en mulighed for at øve mig i at håndtere krav, eller om det mon er et rigtig dumt tidspunkt at gøre det på, når alt i forvejen stiller for store krav til mig lige for tiden.

Argumenter for:

Lige pt har jeg ikke andre puslespil at gå i gang med, så alternativet er at vente nogle dage uden at kunne lave puslespil, indtil jeg modtager nye forsyninger.

Argumenter imod:

Jeg oplever i forvejen alt for høj en grad af krav og forventninger til mig, og med tanke på den grad af frustration og trang til afvisning, jeg allerede nu oplever af det puslespil, så er det måske ikke en fornuftig forvaltning af min energi.

Konklusion:

Jeg bør pakke puslespillet væk igen for at skåne mig selv mest muligt lige pt.

Paradoks:

Den konklusion oplever jeg så også instinktivt at føle en afvisning på, fordi ingen skal bestemme, om jeg kan eller ikke kan noget, og det gælder tydeligvist også for mig selv. Hvis jeg pakker puslespillet sammen, giver jeg op, hvilket er det, som min analyse af puslespils-situationen fortæller af mig, at jeg skal. Og så vil jeg da i hvert fald slet ikke give op!

Det her er godt nok op ad bakke. I træsko uden hælkappe endda! 😉

På billedet ses det puslespil, som er årsag til morgenens åbenbaring.