Jeg vil her prøve at beskrive, hvad det kan føre til, når en person bliver presset for meget i for lang tid.

Dette er bare en beskrivelse af, hvordan det er for mig, og det kan komme helt anderledes til udtryk hos andre.

Jeg har overordnet set altid været en rimeligt stille og rolig person. Jeg har ikke haft for vane at råbe og skrige, og det der med at kaste med ting og slå og sparke til ting har heller ikke været noget, jeg har gjort.

Jeg har oftest kunnet tale stille og roligt om tingene og kunnet argumentere relevant for det, jeg ville nå frem til. Jeg har mest været den type, der har forsøgt at løse tingene på en konstruktiv måde.

Sådan er det ikke mere.

Det har været nogle hårde år. Jeg blev fejlbehandlet for skizofreni i mange år, og jeg fik også medicin for det. Det var i årene 2007-2016. I mere end halvdelen af de år, har jeg haft en oplevelse af, at skizofreni bare ikke passede som beskrivelse til de udfordringer jeg havde (og stadig har). Og det gjorde sig især gældende fordi, jeg aldrig har været psykotisk. Desværre forstod jeg ikke spørgsmålene til udredningen for skizofreni på den samme måde, som lægen, der stillede mig alle de spørgsmål, gjorde. Jeg svarede desværre på spørgsmålene i udredningen med en helt anden forståelse af dem end det, der reelt blev spurgt om.

I 2016 var der endelig hul igennem til en genudredning, og det blev faktisk til to det år. Den første bekræftede det, jeg igennem flere år havde sagt, nemlig at jeg ikke opfyldte kriterierne for skizofreni-diagnosen, og at jeg sandsynligvis aldrig havde gjort det.

Der havde været en mistanke om en personlighedsforstyrrelse, som også blev afvist ved den udredning.

Mistanken om personlighedsforstyrrelse var vist rigtig meget pga. mine problemer med selvskade igennem flere år.

Nogle måneder senere i juni 2016, fik jeg i forbindelse med en udredning mere diagnoserne Aspergers Syndrom og ADD (den “stille” ADHD). Jeg fik sågar at vide, at det team der stod for den udredning syntes, at det skinnede tydeligt igennem alle de års journalmateriale, at det var autisme, der var det grundlæggende i mine problemer og så den ADD.

Det var 30. juni 2016, jeg fik svar på, hvorfor jeg igennem hele mit liv havde gået og følt mig anderledes og forkert i en grad, så jeg havde undertrykt grundessensen af min personlighed, fordi jeg så brændende ønskede at passe ind og blive accepteret i de sociale fællesskaber.

Det var næsten 32 år!

Første gang jeg kom hos en psykiater var i januar 2004, mens jeg var halvvejs igennem 3.g og tæt på en studentereksamen. Der var selvskadeproblematikken så småt begyndt at opstå.

Selvmordstankerne startede allerede i folkeskolen, men jeg husker ikke hvor tidligt, de opstod.

Jeg blev mobbet i folkeskolen. Altså på den der måde, hvor jeg blev holdt rigtig meget udenfor. Psykisk mobning. Det var helt ekstremt ensomt. Min bedste ven var min kat Mis. Mine klassekammerater mente, jeg snakkede for meget om Mis. Jeg sagde generelt ikke ret meget som barn og ung.

Jeg føler, jeg har brugt et helt liv på at føle mig ensom og udenfor. Jeg har haft en slags maske på uadtil, så ingen kunne se, hvem jeg virkeligt var, for så ville ingen kunne lide mig, var jeg sikker på.

Jeg føler mig også ensom og forkert nu. Jeg har nogle få venner, men jeg har kun en enkelt tilbage, hvor vi begge formår at bevare kontakten til hinanden på næsten daglig basis. Og det betyder alt! Jeg tør vise min ven, hvem jeg er, og jeg føler mig tryg ved både ham og hans kæreste. Jeg opfatter dem som min ekstra-familie.

Og så har jeg jo også min rigtige familie. Vi har vist bare alle kæmpet meget med hvert vores og hinandens igennem årene, så overskuddet til hinanden er nok ikke så stort, som vi vist alle kunne ønske os af os selv og hinanden.

Min mor har fået demens, da hun var 56 år. Jeg nægtede at tro på det. Jeg gik i gang med at researche emnet, og jeg fik lov at hjælpe min mor med at få en second opinion på demensdiagnosen, men det var desværre rigtigt. Og hold kæft hvor var det en stor sorg, at den blev bekræftet.

Nå, men udover det, jeg indtil videre har beskrevet, har jeg været igennem en del andre ubehagelige ting og heldigvis også nogle positive.

Jeg føler mig som en kriger, der hver dag er i kamp for at overleve og for at nå hen til et liv, der nærmere bliver levet end overlevet.

Jeg plejede at sige, at jeg egentlig er en positiv person og især al den modgang igennem livet taget i betragtning. Sådan føler jeg mig ikke mere.

I dag er jeg så gennemgribende overbelastet, at jeg er blevet sådan “en af dem”, der råber og skriger. En der kaster med ting og sparker og slår på ting. Jeg sviner ting til verbalt og på skrift, og jeg krydser bare fingre for, at jeg får det rettet mod systemer og ikke enkeltpersoner, for det er yderst sjældent, jeg oplever, at det er i orden at rette svinere mod enkeltpersoner.

Jeg er voldsomt angst. Jeg føler mig konstant forkert og uduelig, og det bliver virkeligt forstærket, når jeg er i kontakt med mennesker. For når jeg rent faktisk møder mennesker, der har gode intentioner, men jeg bare oplever, at jeg får det værre og værre, så må det jo være mig, der er noget galt med, ikke? Det er det, jeg føler i hvert fald.

Jeg går ikke ret meget ud af min lejlighed mere. Jeg tør ikke.

Jeg tør ikke stole på mennesker mere. Jeg forventer altid, at de svigter mig og/eller skuffer mig. Jeg er bange for at bede andre om noget, for jeg kan følelsesmæssigt ikke håndtere flere afvisninger. De giver ofte en voldsom reaktion efterhånden.

Jeg skælder næsten dagligt en bostøtte ud, og jeg råber oftere og oftere af dem. Min vrede dækker over en masse andre underliggende følelser, som vælter ud af mig forklædt som vrede. Det gør mig utroligt ked af det. Jeg ønsker ikke at være sådan en person, men det er fuldstændig ude af kontrol efterhånden. Jeg har sat et meme ind, som beskriver det rigtig godt. Vreden er toppen af isbjerget. Skjult under overfladen ligger alle følelserne, som vreden dækker over.

Det er ekstremt svært at se, hvordan det her nogensinde kan blive bedre. Jeg sidder efter mange års kamp mod systemer, mennesker og mig selv tilbage med et massivt funktionstab, som stadig ikke er bremset endnu. Hver dag er bekymringen for, hvor meget værre det mon bliver til stede. Jeg er også bange for, om jeg mon kan risikere at ende med at slå ud efter nogen, selvom jeg aldrig har gjort det før, men jeg har heller aldrig råbt og skreget og kastet med ting før. Det havde jeg jo slet ikke forestillet mig ske for bare tre år siden. Så hvor slemt bliver det? Bliver jeg i det hele taget ved med at overleve?

Jeg er bange hver eneste dag. Allermest for mig selv men også for resten af verden.

Denne her kriger har virkeligt meget brug for, at der snart kan varsles våbenhvile og derefter fredstid. Jeg er en meget træt kriger nu.