Jeg har brug for at blive inddraget. Når I ikke inddrager mig, oplever jeg et kontroltab, og jeg kan slet ikke håndtere det. Min tillid til mennesker er slet ikke så stor, at jeg følelsesmæssigt kan rumme, at andre mennesker har så høj en grad af kontrol over snart sagt alt i mit liv.

I baserer ofte jeres beslutninger på tolkninger i stedet for at spørge mig. De mennesker der er kommet længst med den metode, er de mennesker, der ret hurtigt har fundet ud af, at jeg er nærmest umulig at tolke korrekt. For at tolke korrekt, kræver det, at man spørger mig. De mennesker der er nået frem til konklusionen, at det er nødvendigt at inddrage mig og spørge mig i stedet for at tolke, det er de mennesker, der har kunnet tilbyde en hjælp, som jeg oplevede som en hjælp, og som jeg kunne tage imod som en hjælp.

Jeg oplever, at I tager afstand til mig. I er sikkert bange for mig, fordi jeg har givet udtryk for, at jeg er bange for mig selv. Det var ikke det, jeg havde brug for. Jeg har brug for, at I til stadighed udviser mig den tillid, som jeg gradvist mister til mig selv, så I kan blive ved med at bekræfte mig i, at jeg aldrig har været farlig overfor nogen, og at jeg aldrig bliver det.

Min skabs-OCD blusser gevaldigt op for tiden, og jeg mistænker rigtig meget, at min frygt for at komme til at skubbe eller slå andre er en del af OCD problematikken. Altså at det er en tvangstanke.

Jeg har også brug for, at I tager det alvorligt i den forstand, at det er et udtryk for, at jeg er helt ekstremt presset af de rammer, jeg skal eksistere under, og at jeg har brug for, at de rammer i højrere grad bliver tilpasset mig. Det har jeg også sagt til jer. Jeg skal stressreduceres, og jeg har brug for massiv stressreduktion.

Den måde, hvorpå I som tilbud møder mig, vil jeg betegne som problemskabende adfærd forstået på den måde, at sådan som I vælger at agere på overfor mig skaber problemadfærd fra min side, fordi jeg ikke kan fungere I det, I byder mig. Jeg kan ikke arbejde i det miljø, som I skaber for mig.

Jeg forstår slet ikke, hvorfor borgerinddragelse er så forfærdeligt i Specialområde Autismes regi, som det tilsyneladende er. Sådan oplever jeg det i hvert fald.

Jeg er et voksent menneske. Jeg er ikke umyndiggjort. Jeg gør et stort arbejde for at tage det ansvar, der kræves af mig. Jeg bliver mødt som om, at jeg er et lille barn. Bortset fra at jeg håber, at børn møder en højere grad af omsorg, end jeg oplever. Der ér omsorg ja, men ikke tilstrækkeligt til, at det retfærdiggør, at jeg bliver behandlet som et barn.

I får det tilbage fra mig, som I afspejler, at I opfatter mig som. Jeres adfærd fremmer det, som I gerne var foruden, og som jeg også selv var foruden. Det er ikke noget, jeg gør bevidst, det sker helt af sig selv.

En af jer har flere gange sagt til mig, at jeg kan mere, end jeg tror. Måske, men så kan jeg altså også mere, end I tilsyneladende tror. I udviser ikke nogen videre tiltro til min egen selvindsigt og evne til at træffe fornuftige valg og beslutninger, som er rigtige for mig som individ. Jeg ér dybest set et ret så fornuftigt og ansvarligt menneske, hvis altså jeg får lov til at være det.

Når I holder jer på afstand, bekræfter I mine tvangstanker. I bekræfter min angst for, at jeg virkeligt ér en, som man skal være bange for.

Sådan som jeg har forstået diverse ting, jeg har læst igennem årene, er der større sandsynlighed for, at et enkeltindivid eller en gruppe af mennesker, der bliver mødt med negative forventninger og fordomme ender med at opfylde de negative forventninger, fordi folk alligevel var negativt indstillet overfor dem i forvejen.

En person, der hele tiden får at vide, at vedkommende er uduelig og dum risikerer langt oftere at præstere under sit personlige potentiale sammenlignet med en, der bliver mødt med tillid, tiltro og opbakning.

Det bliver selvopfyldende profetier. I er alle uddannede fagpersoner. Det må I også have stødt på et eller andet sted undervejs i jeres respektive uddannelser eller efterfølgende.

Jeg har udvist jer en høj grad af tillid på trods af mine dårlige erfaringer med mennesker ved at lukke jer ind i min indre verden. Jeg fortæller jer overordnet set om mine følelser og behov, så I ikke behøver gætte jer frem til dem.

Jeg har udvist jer en for mig at se utroligt høj grad af tillid ved at fortælle jer, at jeg er bange for mig selv, og hvordan jeg mon kan ende med at reagere, fordi jeg er så vanvittigt presset. Jeg havde nok været bedre stillet nu, hvis jeg havde holdt min mund. Men hvis jeg havde holdt min mund, havde jeg ikke givet jer chancen for at finde ud af at hjælpe mig med at ændre på de ting, det udløser, at jeg er så ekstremt belastet og har det ad helvede til.

I stedet for at kvittere med en anerkendelse af den høje grad af tillid, jeg faktisk udviser jer, vælger I at reagere med afstandtagen. Samtidig fastholder I det, der skaber, vedligeholder og til stadighed øger min grad af psykisk mistrivsel. Efterhånden er der også en høj grad af fysisk mistrivsel.

I belønner ikke mit forsøg på at samarbejde. Min logik fortæller mig, at andre kan hjælpe mig bedst muligt, hvis jeg er åben omkring, hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker og føler. Men det er åbenbart ikke korrekt. Det er jeg ked af at opdage.

Mange hilsner,

Mine