Som jeg har nævnt i et tidligere indlæg, blev jeg i næsten et årti fejlbehandlet for skizofreni. Jeg har prøvet ufatteligt meget medicin, og jeg har haft mange alvorlige bivirkninger. Leveren har især været udsat, så jeg har også gået til opfølgning på levermedicinsk ambulatorium ad flere omgange.
I juni 2016 blev anden udredning det år afsluttet. Skizofreni var afkræftet og fjernet som diagnose, og personlighedsforstyrrelse var også blevet afkræftet, selvom man havde mistænkt det. Konklusionen var Aspergers Syndrom og ADD. Man konkluderede, at de følgetilstande, jeg også havde problemer med i form af blandt andet angst og spiseforstyrrelse, formentligt ville bedres og ikke fylde ret meget, hvis jeg fik den rette sociale støtte i form af et bosted med døgndækning.
I august 2016, sendte jeg så en klage over fejlbehandling til styrelsen for patientsikkerhed. Mit forløb startede i 2007, så den del af mit forløb, hvor udredningen for skizofreni fandt sted og de første år med diagnosen, kunne jeg ikke klage over, da det var forældet.
Det er et stort problem med den forældelsesfrist, for alle de gange, jeg igennem årene forsøgte at sige, at jeg ikke mente, jeg led af skizofreni, der kiggede de forskellige fagpersoner tilbage i journalen og argumenterede med de notater, som fagpersoner før dem havde skrevet. Det var som om, det var sandhedEN, når det var skrevet, selvom en vurdering altid er subjektiv, for det afhænger rigtig meget af, hvordan en fagperson vælger at gå til en patient.
Derfor bar hele mit forløb jo også præg af, at man blev ved med at bekræfte sin faglighed, ved at gå tilbage og kigge i journalen, og det var på trods af, at jeg sagde, hvordan jeg havde misforstået spørgsmålene og fortalt, hvordan jeg i stedet havde forstået dem og svaret ud fra den forståelse.
Min egen oplevelse af, hvordan det føltes indeni blev gjort forkert, selvom jeg er den eneste, der nogensinde kommer til at kunne mærke, hvordan det inderst inde føles at være mig. Det er et vilkår ved at være et levende væsen.
20. december 2018 modtog jeg et brev i min eboks med afgørelsen på min klage. Jeg fik ikke medhold. Deres vurdering var, at behandlingen ikke havde været under faglig standard, og at man jo havde sat rigtig mange behandlingstiltag i gang, som jeg ikke havde profiteret af.
Den besked var svær at modtage. Jeg blev meget ked af det. Jeg ville jo ikke få nogen erstatning ud af, at jeg havde klaget over fejlbehandling, for det får man ikke, og det var heller ikke derfor, jeg klagede.
Jeg klagede, fordi jeg havde brug for en anerkendelse af, at der var begået en fejl, for det var en fejl, der havde så gennemgribende en indflydelse på mit liv på så mange planer. Men ingen af de ansvarlige har sagt undskyld for det. Ingen vil anerkende, at det jeg har været igennem, var forkert. Det har langt henad vejen nærmere virket som om, at læger tror, de er ufejlbarlige, og det er de ikke, for de er mennesker. Mennesker begår fejl, og det er en del af det at være menneske.
Jeg fik ikke medhold, fordi min behandling ikke havde været under faglig standard. Lad os lige tænke lidt over det.
Min første kontakt med en psykiater var i starten af 2004. Der gik indtil 2016, før nogen opdagede, at jeg har en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som autisme er. Jeg har været meget i kontakt med systemet. Alt for meget desværre. Jeg har tvivlet på det stempel, jeg fik, da jeg ikke oplevede de ting, som er en del af kriterierne for en skizofrenidiagnose. I min journal stod der, at jeg manglede accept af min sygdom. Den sygdom som jeg ikke havde.
Jeg har brugt fra 2007 til 2015 på antipsykotisk medicin. Jeg var en zombie. Jeg blev meget inaktiv. Jeg blev meget overvægtig. Jeg fik mange alvorlige bivirkninger. Jeg fik det værre.
Hvis det ikke var under faglig standard, at man igennem så mange år kunne behandle en patient for en sygdom, som hun ikke fejlede, selvom hun faktisk påpegede, at det ikke kunne være den sygdom, der var problemet, er den faglige standard i psykiatrien i Danmark så god nok? Er vi ambitiøse nok i Danmark, når det kommer til behandling af borgere, der har psykiske lidelser?
Jeg mener, at vi i Danmark ligger under en acceptabel faglig standard. Antallet af genindlæggelser i psykiatrien er stigende. Politiet bliver i stadigt større omfang tilkaldt til både psykiatriske afdelinger men også til borgere på bosteder og borgere, der bor alene. Langt de færreste patienter når at blive færdigbehandlede under indlæggelse, fordi der er for få pladser. Der står altid nogle patienter i kø, som har det værre. Det er en ond cirkel.
De ambulante behandlingstilbud er utilstrækkelige. Der er alt for meget fokus på kasser og alt for lidt fokus på individet, og hvilken type behandling der er bedst for den enkelte patient.
I kommunalt regi er der heller ikke tilstrækkeligt med støttetilbud, som jo gerne skulle understøtte behandlingspsykiatrien. Mange venter i utroligt lang tid på pladser på botilbud, hvis altså de får bevilget en plads, og mange må klare sig med alt for lidt støtte, hvilket for mange betyder, at de har mange indlæggelser bag sig.
Indsatsen overfor mennesker med psykiske lidelser og handicap er stærkt underprioriteret. Jeg selv har både et psykisk handicap, og så har jeg oveni det også psykiske lidelser. Jeg er førtidspensionist. Jeg ønsker at bidrage, for trods mine problemer, er der nogle ting, som jeg faktisk kan bidrage med alligevel. Jeg kan bare ikke bidrage, så længe jeg bliver ved med at miste funktionsniveau. Jeg kan ikke bidrage, så længe jeg skal kæmpe for den hjælp, som på sigt skulle kunne betyde, at jeg kan bidrage, og at jeg kan opleve mening med livet og livskvalitet.
Jeg føler mig som samfundets skrald, og det har jeg ærligt talt ikke fortjent, ligesom alle de andre med usynlige handicap heller ikke har fortjent det.
Lad os dog få prioriteret de sociale indsatser, så der kan skabes bedre liv for de mennesker, som i dag kæmper en ekstrem og hård kamp på ulige og uværdige vilkår mod et system, som blev skabt til at være medspiller og ikke en modspiller. Lad os få prioriteret psykiatrien, så mennesker, der lider psykisk, får den behandling, der er nødvendig, så de kan få et godt liv. Så vi kan få et godt liv.
I Danmark har vi på papiret et velfærdssamfund. Lad os dog få rettet op på de mange års afveje og få velfærdssamfundet til at blive en realitet igen.
