Et ordsprog siger, at “tale er sølv, og tavshed er guld”. Hvis det er sandt, så har jeg samlet rigeligt med guld de første cirka 32 år af mit liv. Nu er det på at gå efter sølvet! I dag er jeg 34 år.

Jeg tror, at jeg altid har været ret bevidst om, hvad jeg synes, der var rigtigt, og hvad der var forkert. Jeg har nok bare ofte ikke turdet sige så meget om, hvad jeg selv mente.

I skolen blev jeg vist mest set som den stille, høflige, flittige og pligtopfyldende pige, der ikke gjorde så meget væsen af sig selv. Nu hvor jeg tænker tilbage, husker jeg det rigtig meget som om, at jeg nærmest forsøgt at gøre mig så lidt synlig som muligt.

Jeg tror ikke, at jeg dengang var så bevidst om, hvorfor jeg foretrak ikke at gøre så meget opmærksom på mig selv, men som voksen har jeg fået en lidt bedre fornemmelse for årsagerne til det.

Jeg blev mobbet i folkeskolen. Som regel var det den der psykiske mobning, hvor jeg blev holdt udenfor fællesskabet. Dog var der flere episoder, hvor dem i min klasse gjorde ting, som de vidste, at jeg ikke kunne holde ud som fx at få kridtet til at pibe mod tavlen. Jeg får helt kuldegysninger bare ved tanken.

Jeg husker især én episode som virkeligt slem og grænseoverskridende.

Min folkeskole var bygget i ét plan, og derfor lå klasselokalerne hovedsageligt fordelt henad en lang gang med mange knæk undervejs.

En dag i 6. klasse, så vidt jeg husker, kom jeg gående alene på gangen, hvilket ikke var usædvanligt. De andre i klassen havde det med ofte at undgå mig i frikvartererne. Da jeg kom rundt om et hjørne, stod det meste af klassen og ventede på mig. To af drengene var så åbenbart på forhånd udvalgt til at tage mig i skridtet og på brysterne, når jeg kom rundt om hjørnet. De stod allesammen og grinede af mig.

Jeg er ikke sikker på, hvad jeg følte i situationen, for dengang havde jeg ikke udviklet ret meget sprog til at beskrive mine følelser med, selvom jeg i øvrigt var længere fremme sprogligt end normalt for min alder. Som jeg husker situationen nu, blev jeg chokeret og vred, men jeg blev samtidig også flov, og jeg skammede mig over, at de havde rørt ved mig på så intime dele af min krop, som jeg i forvejen ikke havde det godt med. Jeg sparkede og slog, og så gik jeg. Indeni græd jeg. Udenpå kunne man ikke se, at noget var galt.

Skammen, og det at jeg var flov, gjorde, at jeg ikke sagde noget om det til lærerne eller nogen som helst andre for den sags skyld. Jeg følte mig klam og ulækker, og det bekræftede følelsen af min krop som klam, tyk og ulækker, som jeg allerede der havde udviklet, selvom jeg vist reelt set var undervægtig.

Jeg fortalte generelt ikke ret meget om, hvor ubehageligt det faktisk var for mig at gå i skole, for jeg turde ikke. Jeg følte mig i forvejen konstant forkert og dum. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kunne bare mærke, at jeg aldrig rigtig passede ind.

På trods af at jeg intelligensmæssigt ligger over gennemsnittet, er det først indenfor de sidste måske 3-4 år virkeligt gået op for mig, at jeg faktisk ér ret godt begavet. Jeg har brugt mange år på at føle mig dum og uintelligent. Mine selvmordstanker begyndte desværre allerede at plage mig i midten af folkeskolen, og de plager mig stadig den dag i dag. Det er svært at se en mening med tilværelsen, når man ikke forstår sin omverden og ikke føler sig forstået og føler sig dum og forkert.

I 10. klasse i starten af 2001 blev jeg udsat for noget, som stadig giver mig rigtig store problemer i dag. En jævnaldrende dreng, som jeg kendte, begik et overgreb på mig. Det blev heldigvis ikke til en voldtægt, men det har alligevel sat dybe spor i mig, og i perioder giver det mig voldsomme mareridt, hvor jeg vågner panisk op og er lammet af angst i en grad, så jeg ikke engang tør stå ud af min seng for at gå på toilet. De nætter gælder det bare om at holde ud og komme nogenlunde igennem natten, for søvn bliver det ikke rigtig til.

Jeg bliver også plaget af flashbacks, hvor jeg genoplever episoden, og hvordan jeg bare blev holdt fast mod underlaget, befamlet og delvist afklædt, og jeg ikke kunne kæmpe mig fri, selvom jeg forsøgte alt, hvad jeg kunne. Han stoppede først, da han bestemte sig for at stoppe. Bagefter sagde han, at det var min egen skyld. Jeg kunne ikke selv få det voldsomt ubehagelige til at stoppe. Han havde magten over mig. Han bestemte, hvornår det skulle stoppe. Det var forfærdeligt.

Igen var jeg flov, og jeg skammede mig. Jeg følte mig klam og ulækker. Jeg fortalte ingen om det.

Jeg ved ikke, hvornår overgrebet forsvandt fra min hukommelse, men jeg ved, hvornår det dukkede op igen, og det ramte virkeligt hårdt.

Januar 2016 kom det tidspunkt, hvor jeg ikke længere var i stand til at fortrænge erindringen om overgrebet. Det var voldsomt, da det ret pludseligt dukkede op igen. Jeg græd næsten konstant, og jeg havde voldsomme mareridt og sindssygt mange flashbacks.

Det lykkedes mig endelig at få fortalt nogen om det, der var sket dengang, og det føltes så befriende bagefter, selvom det også var angstprovokerende og hårdt.

Jeg har stadig psykiske mén, men jeg har desværre ikke fået mulighed for at få den rette og tilstrækkelige behandling til at bearbejde traumet, så det har stadig en alt for stor og negativ indflydelse på mit liv.

Igennem alle de år med mange ubehagelige og direkte traumatiserende oplevelser holdt jeg stort set min mund. For 2-3 år siden ville det være utænkeligt, at jeg ville kunne få mig selv til at dele disse oplevelser med andre andet end til nøds med professionelle. Nu skriver jeg det på min blog, som ligger offentligt tilgængelig. Og hvorfor gør jeg så det, kan man godt tænke?

Jeg deler det, fordi vi er rigtig mange med (og uden) autisme, som er blevet udsat for mobning. Som jeg kan læse mig frem til, er man som autist og som handicappet generelt mere udsat for at blive mobbet og udsat for overgreb end sine jævnaldrende uden handicap.

Jeg kan jo kun tale om, hvad der gør sig gældende for lige netop mig, men jeg tror, at mine sociale vanskeligheder, som er en del af autismen, har gjort mig mere udsat, fordi jeg har og har haft så svært ved at afkode de sociale spilleregler og kontekster, som jeg har. Samtidig var jeg heller ikke kognitivt lige så moden som mine jævnaldrende, så jeg var nok et ret nemt offer.

Jeg deler mine oplevelser fordi, det er en trøst at finde ud af, at man ikke er den eneste, der har oplevet fx mobning og overgreb, og på den måde kan jeg måske hjælpe andre med ikke at føle sig som den eneste i verden og være flov, føle sig forkert og så videre.

Hvis nogen af jer som læser dette også har været udsat for eller bliver udsat for ubehagelige ting fra andre, uanset hvad det så har været, så vil jeg gerne fortælle jer det, som jeg ville ønske, jeg havde forstået som barn og ung:

Du er IKKE forkert.

Det er IKKE din skyld, at andre har gjort ting imod dig, som du fik det skidt af.

Det er IKKE forkert at bede andre mennesker om hjælp, hvis du oplever, at dine grænser bliver overskredet.

Det er ALTID ok at sige fra, hvis du føler, at dine grænser bliver overskredet. De er DINE grænser, og ingen andre end dig kan mærke, hvor dine grænser går. Heller ikke selvom andre nogle gange forsøger at bilde dig noget andet ind.

Selvom du måske i første omgang har sagt ja til noget, må du gerne skifte mening, hvis dine grænser bliver overskredet. Du må gerne ændre mening og sige nej. Det er din krop, dit sind og dit liv. Du fortjener at passe godt på dig selv, og dine grænser er lige så vigtige at respektere som andres grænser.

Måske er tavshed ifølge ordsproget guld, (hvad det så egentlig rigtig betyder), men jeg kan og vil ikke længere tie stille og være bange for at vise resten af verden, hvem jeg er, så fra nu af er mit mål, at jeg vil gå efter sølvet og tale!