Jeg har lige været ved at kigge lidt i mapper med gamle personlige papirer inde i mit såkaldte roderum i min lejlighed. Egentlig var jeg ved at lede efter noget velcro, men så blev jeg distraheret undervejs. Det sker så ofte for mig, så det er jeg vant til.

Jeg fandt en mappe med journaludskrifter fra mine første år i psykiatrien. Jeg læste notater fra årene 2004-2007, og så stoppede jeg, fordi jeg blev for trist og ked af det.

Alle de ting de forskellige psykiatere og sygeplejersker beskriver om mig i min journal, og som de de første år tolker som værende på grund af en grundlæggende personlighedsforstyrrelse og senere på grund af skizofreni, er grundlæggende bare en beskrivelse af autisten Stefani. Det hele handler dybest set om en sygeliggørelse af alle de træk, der fra begyndelsen af mit liv har været min normal i og med, at jeg er autist, og så er det så krydret med beskrivelser af komorbiditeter som jeg har i endnu mere udtalt grad i dag, hvor jeg er 34 år, og jeg først for 2,5 år siden fik mine autisme og AD(H)D diagnoser.

Ud over autismen og ADHD’en havde jeg dengang, ligesom jeg har nu, problemer med svær angst, depression, selvskade, selvmordstanker, spiseforstyrrelse og tvangstanker og handlinger, som jeg den dag i dag godt ved, der nok reelt set er OCD.

Underligt nok er der også i de år beskrevet, at jeg oplever ledsmerter og hudproblemer, hvilket jeg stadig gør, og jeg bliver meget hurtigt udtrættet. Søvnproblemerne var også dengang massive.

De symptombeskrivelser, der hele vejen igennem det læste journalmateriale går igen, er problemer med social interaktion og kommunikation, beskrivelser af fysiske og psykiske reaktioner, som, jeg i dag er klar over, der har baggrund i mine meget udtalte sanseforstyrrelser. Der beskrives også problemer med at indgå i sammenhænge, der er ustrukturerede og ukonkrete. Det går igen, at jeg har svært ved at få mit liv til at hænge sammen, hvis jeg ikke har noget at stå op til af en eller anden form for beskæftigelse, fordi jeg har brug for at have struktur på dagen.

Jeg bliver gennemgående beskrevet som trist og depressiv med en følelse af håbløshed.

Tankemylder går igen. Opmærksomhedsproblemer. Koncentrationsproblemer. Let afledelig. Ængstelig. Utryg. Svært ved at bo alene og være alene. Svært ved at være sammen med andre. Dengang også svært ved at sætte ord på følelser. En konstant følelse af at være forkert.

Det er både godt og skidt, at jeg har læst de journalnotater i dag.

Det er skidt, fordi jeg bliver rigtig trist og ked af, at jeg bliver beskrevet som et rimeligt åbenlyst eksempel på en intelligent autistisk kvinde med ADHD oveni, og alligevel gik der så mange år med fejlbehandling. Det er også skidt, fordi jeg ud fra deres beskrivelser kan se, at der har været så utroligt mange misforståelser i kommunikationen, så de forskellige personer i psykiatrien ikke har forstået, hvad jeg har haft brug for, at de forstod. Samtidig har jeg også misforstået meget.

Dengang var min evne til at give udtryk for mine følelser heller ikke ret godt udviklet, så jeg formåede i meget ringe grad at sætte ord på mine følelser. Det var ikke fordi, jeg ikke ville, men jeg havde ikke sproget til det. I dag er jeg meget bedre til det, selvom jeg ikke altid kan få andre til at forstå, det jeg har brug for, at de forstår, men jeg har også skullet øve mig enormt meget i det, og jeg føler stadig, at jeg ofte mangler ord til at beskrive nogle følelser, som jeg ikke ved, hvad der hedder, eller hvilke ord de eventuelt ville kunne beskrives med.

Det er godt, at jeg har læst det, fordi det har givet mig en meget større indsigt i en del af mit liv, som har givet mig mange følelser af nederlag og diverse andre ting. Sådan har det meste af mit liv nu egentlig føltes.

Noget godt ved det er også, at jeg kan læse, at hvis man dengang havde haft den viden om autisme (også) hos piger og kvinder, som der heldigvis er kommet mere af i dag, så havde der nok ikke været så meget tvivl om, at jeg hører til på autismespektret. Det er godt, fordi alle de år med flere forskellige fejldiagnoser har givet mig en frygt for, at jeg også nu er blevet fejldiagnosticeret med autismediagnosen og den der AD(H)D, men jeg er lige nu overhovedet ikke i tvivl om, at det er helt rigtigt.

Det er den rigtige mig, de overordnet beskriver i journalmaterialet, selvom de fejltolker årsagen til, hvorfor jeg er, som jeg er. Der er selvfølgelig også ting, de har misforstået, hvilket langt hen ad vejen nok primært skyldes de kommunikationsproblemer, jeg ikke vidste, at jeg i dén grad havde og stadig har.

På en måde kan man sige, at de har set mig, men de har alligevel ikke helt formået at forstå mig. Jeg tror og håber, at den her genfundne viden, kan hjælpe mig med engang at tilgive, at jeg i så mange år ikke rigtig blev forstået, og at det havde så negative konsekvenser, som det desværre har haft.

Samtidig kan jeg jo også se, at en del af mine nok livslange følelser af at være forkert og træls allerede var til stede, før jeg kom i kontakt med psykiatrien, så alting er ikke deres skyld. Det vidste jeg sikkert godt inderst inde, men det er svært at erkende, fordi mange ting også har været deres skyld. Men det er ikke det hele.

I denne første afgrænsede del af mit ellers meget langvarige forløb i psykiatrien, tegner der sig også et klart billede af, at mit funktionsniveau nok altid har været meget lavere, end jeg selv og andre har opdaget.

Nogle vil nok undre sig over, hvordan jeg i praksis tænker, at det skulle kunne lade sig gøre, men jeg synes egentlig, at forklaringen er relativt simpel: Jeg vidste ikke, at de fleste andre langt fra havde det på bare nogenlunde samme måde som mig. For pokker! Jeg troede jo heller ikke engang på, at jeg har angst indtil for ganske få år siden, selvom jeg faktisk altid har lidt rigtig meget af angst, for jeg anede ikke, at andre ikke havde det på nogenlunde samme måde. Jeg havde virkeligt ikke regnet ud, at jeg havde det så meget anderledes end gennemsnitspersonen.

Jeg troede nok lidt naivt, at andre havde det nogenlunde ligesom mig, og det at skulle kæmpe hårdt for alting har jo altid været et grundvilkår i mit liv, så jeg indså ikke, at jeg hele tiden overforbrugte af mit personlige overskud. Jeg så, hvad andre mennesker magtede, og så forsøgte jeg at følge med, for det var jo sådan, man skulle gøre. Troede jeg.

Jeg har i alle disse år ikke fået ret meget ud af diverse behandlingstiltag, fordi de dybest set forsøgte at kurere min autisme, som man igennem årene fejlagtigt troede, der var udtryk for psykisk sygdom. Hold kæft hvor er det vildt at tænke på!