Selvom jeg ikke fortæller så meget om det, så bager jeg stadig. Jeg bager dog ikke lige så meget, som jeg gjorde tidligere – før jeg blev flyttet til Randers sidste sommer og bolighelvedet med skimmelsvamp osv. begyndte. Mit funktionsniveau er dalet på flere områder, og jeg bliver meget hurtigere udmattet både fysisk og mentalt, end jeg ellers tidligere har været vant til.

Derudover skal jeg også lige komme mig ovenpå en depression, som jeg gik rigtig længe med uden at få behandling, fordi psykiatrien tilsyneladende ikke har kompetencerne til at se mig som så meget andet end autist, og hvad der ellers måtte være af komorbiditeter bliver bare bortforklaret med, at det er autisme.

I går bagte jeg fastelavnsboller sammen med bostøtten. Det har jeg faktisk haft lyst til i et års tid, tror jeg, uden at jeg har formået at finde et overskud til det, selvom det virker lidt underligt egentlig, når jeg har bagt så mange andre ting. Tjah, hvad kan jeg sige? Det er vist bare meget typisk mig.

Fastelavnsbollerne blev rigtig gode og havde den perfekt møre dej, da de var bagt færdige. Succes!

Om tirsdagen har jeg bagemodul i mit aktivitetstilbud. I denne uge bagte jeg boller med finthakket spinat, mandler og solsikkekerner i. De blev rigtig gode (og grønne!), selvom jeg nu godt synes, de kunne have brugt en anelse mere salt, for at fremhæve smagen af spinaten.

Nåh ja, i mandags bagte jeg faktisk også pandekager nede i mit aktivitetstilbud, for jeg var bare taget dernede for at være slatten et andet sted end i min lejlighed. Det er jo vinterferie i denne uge, så to af personalerne i aktivitetstilbuddet havde deres døtre på 8 år med på arbejde. Jeg spurgte, om jeg måtte bage pandekager, når der nu var børn med på arbejde, hvilket jeg godt måtte, og så spurgte jeg de to piger, om de havde lyst til at være med.

Jeg er egentlig ikke den store fan af børn, men her på det seneste har jeg fundet ud af, at jeg nogle gange egentlig godt kan synes, at børn er hyggeligt og sjove at bruge tid sammen med, og de bliver ofte så glade, når voksne gerne vil bruge tid sammen med dem, så jeg inviterede dem til at deltage i pandekagebagningen. Det ville de rigtig gerne. Bagefter spillede jeg lidt spil med dem, og jeg tror egentlig, at vi alle tre havde nogle hyggelige timer sammen.

Den ene af de to personaler konstaterede, at jeg egentlig var ret god til børn. Jeg svarede, at det måtte være fordi, jeg på mange måder selv er et barn stadig. (Selvom min fødselsattest siger, at jeg er 34 år.) Jeg tror i hvert fald, det er derfor, børn ofte ser ud til at hygge sig i mit selskab. Jeg er heller ikke videre selvhøjtidelig, og jeg er pisse klodset og kan grine af min egen klodsethed, så måske gør det også, at børn føler sig mere afslappede i mit selskab. De kan se, at de ikke behøver præstere noget bestemt eller vildt eller noget i den stil, og de kan også se, at det er helt ok at være klodset og fjollet. Måske. Jeg tror, det kan være noget i den stil, der gør det.

Hm. Faktisk bagte jeg også pandekager i lørdags, for der var min søster på besøg for at hjælpe mig med at reparere noget i lejligheden, og hun havde fået sådan lyst til pandekager efter mit nylige blogindlæg om pandekager og Nutella. Og når min søster ønsker sig pandekager til frokost, så skal hun da have pandekager! Mmmm, pandekager! I am Queen of Pancakes!

Hov. Jeg bagte egentlig også pizza i tirsdags, men det tæller på en måde ikke helt som at bage, for det var jo både aftensmad den dag og aftensmad til fryseren. Så det kan da vel ikke tælle helt så meget, vel? Det var lidt en Barbie pizza, for jeg puttede rødbeder i dejen, så bunden var lyserød. Den blev mega god!
Og johooo! Der SKAL altså være ananas på en pizza! Ananas = ekstra Hawaii. 😀p

Lige nu overvejer jeg at bage pandekager eller brownies, men jeg burde måske lade være, selvom jeg godt ved, at når jeg siger til mig selv, at jeg bør lade være med at gøre noget, så ender jeg som regel med at gøre det alligevel. Faktisk er det også allermest fordi, jeg har skumle planer om at overspise med en efterfølgende omgang opkast, at jeg så kraftigt overvejer at bage. Jeg har det skidt de her dage, fordi der dukker nogle traumer fra min tid på bostedet i Viborg forrige år op. Det udløser desværre selvskade som forsøge på at lindre den psykiske smerte, som føles voldsom og som om, jeg er i helvede for at sige det mildt. Overspisning med opkast er også en form for selvskade for mig.

Jeg vil gerne forsøge at forklare, hvad selvskade gør for mig, for selvom mange i den almene befolkning nok tror, at dem der selvskader mest af alt selvskader for at få opmærksomhed, så er det bare mange gange ikke tilfældet. Nogle gange er det nok tilfældet for nogle, at de selvskader for at få opmærksomhed, men jeg har faktisk ikke hverken kompetencer eller personlige erfaringer nok til at kunne udtale mig om det her.

For mit vedkommende er selvskade en mestringsstrategi. Vi kan sagtens blive enige om, at det er en ret så uhensigtsmæssig mestringsstrategi, men det er uanset hvad en måde at mestre noget på, som jeg ellers ikke er i stand til at håndtere. Jeg behøver ikke et “publikum” for at selvskade forstået på den måde, at det ikke nødvendigvis er noget, jeg fortæller nogen om, når det sker, eller det er sket. Det er faktisk fordi, jeg er flov, og jeg skammer mig over, at jeg selvskader. Jeg er også bange for, hvad folk mon tænker om mig, og at de tænker om mig, at jeg bare er manipulerende og opmærksomhedssøgende via selvskaden. Det er netop frygten for, hvordan andre vil se på mig, der gør, at jeg en del gange har selvskadet, mens jeg har haft bostøtte men uden at sige noget om det til bostøtten, før, under eller efter at selvskaden er sket. Jeg er pisse bange for, hvordan jeg mon så kan blive tolket og misforstået, fordi jeg er blevet det så mange gange i løbet af mit liv, og det har haft så alvorlige negative konsekvenser for mig.

Jeg håber ikke, at det bliver for ærligt nu, for jeg har tænkt mig at skitsere, hvilke typer selvskade jeg bruger, og hvorfor jeg ikke kun selvskader på én måde. Jeg er ikke stolt af det, men selvskade er stadig for meget et tabubelagt emne, som mange ikke forstår og ikke kender baggrunden for, så jeg synes, det er vigtigt, at jeg som personligt ramt af denne problematik kan være med til at prøve at afmystificere den.

1. Slå mig selv let med en eller anden ting. Det her er den mildeste form. Den efterlader ingen skader eller mærker, og den kan udøves forholdsvist diskret. Den her type bruger som regel i situationer, hvor jeg er meget stresset og angst, og den er et forsøg på at mærke min krop bedre, så jeg forhåbentligt kan finde mere ro i mine tanker.

2. Slå min hånd ind i væggen, gulvet eller lignende. Dette er også en af de mildere former, selvom jeg desværre har forstuvet min hånd et par gange sidste år, fordi det blev for voldsomt. Denne form for selvskade bruger jeg, når trin 1 ikke er effektiv nok til at finde ro fra alle tankerne, angsten osv.

3. Snitte/skære i mig selv. Det her er desværre en meget brugt form for selvskade for mig. Den larmer ikke, så jeg kan gøre det, uden at nogen kan høre mig. Så længe ingen kan se mig i gang, kan jeg selvskade uden at blive opdaget. Det sker som regel, når jeg er så fortvivlet, overvældet, angst, panisk osv., at jeg har svært ved at tænke klart. Det er når jeg følelsesmæssigt ikke er i stand til at håndtere den situation, jeg befinder mig i. Det kan både være på grund af flashbacks til ubehagelig ting i min fortid, men det kan også være på grund af ting, der sker nu og her såsom pludselige ændringer, dårlige nyheder og generelt ting, jeg mentalt ikke er i stand til at håndtere i den givne situation.

4. Overspisning med efterfølgende opkastning. På trin 3 i hierarkiet over min selvskade er snitte/skære. Når jeg bruger den form, føler jeg mig dum. Når jeg er nået til punkt 4, så føler jeg mig både dum og klam, og ofte ender det så med, at jeg også bruger trin 3, når jeg har overspist og kastet op. Jeg ved godt, at det ude fra set nok virker fuldstændig åndssvagt, ulogisk og irrationelt, og det er dybest set også. Jeg har bare endnu ikke fundet nok andre strategier til at håndtere den psykiske smerte, der ofte bliver meget voldsom. Jeg håber, det lykkes for mig engang, men jeg må også erkende, at jeg har brug for hjælp til at få bearbejdet nogle ting, så jeg kan begynde at lære endelig at slippe selvskaden.

5. Banke hovedet i gulvet eller ind i en væg eller lignende. Jeg forsøger dybest set at slå mig selv bevidstløs. Det er dog ikke lykkes nogensinde, men jeg er dog blevet ret så omtåget og sløv af det nogle gange. Der har også været sår i min pande. Jeg håber ikke, at det har givet varige mén. Heldigvis gør jeg det meget sjældent efterhånden.

6. Overdosis af sløvende medicin uden et ønske om at dø. Når jeg er nået til dette trin, er jeg seriøst ude at skide, for at sige det ligeud. Jeg har rigtig meget brug for hjælp til at få ro på alle de ubehagelige følelser, tanker og flashbacks, som er så overvældende, at jeg har brug for at give min stakkels udbrændte hjerne nogle timers meget tiltrængt pause, så jeg forhåbentligt kan finde kræfterne til at kæmpe videre bagefter. På det her trin er mine selvmordstanker ofte meget påtrængende, så den her form for selvskade skal forstås som en måde at undgå at ende ud i et regulært selvmordsforsøg. Det er den mindst værste løsning, som jeg kan finde i den situation. Jeg har som regel bedt om hjælp flere gange uden at få den rette og tilstrækkelige hjælp, før jeg når til at tage denne form for selvskade i brug. Her føles min hjerne som regel også totalt brændt sammen som beskrevet på trin 3.

7. Selvmordsforsøg. Som det tydeligt ses, har jeg ikke været succesfuld på dette punkt. Jeg har ingen selvmordsforsøg haft siden, jeg blev flyttet akut fra det bosted, som jeg boede på i Viborg i 2017. Man kan vel næppe kalde dette for selvskade egentlig, men dybest set bruger jeg langt hen ad vejen trin 1-6 som en måde at undgå at nå så langt ud, at jeg ikke ser nogen logisk grund til at leve, fordi det er så pinefuldt og ulideligt. Undskyld for de gange jeg har forsøgt, alle mennesker i mit liv. 🙁

Jeg har heldigvis også nogle mere hensigtsmæssige mestringsstrategier end selvskade. Dem har jeg også lyst til at dele på et tidspunkt, men det bliver ikke lige nu. Jeg er træt, og jeg skal huske at tage min aftenmedicin, inden det bliver alt for sent. Desuden bliver det her indlæg også alt for langt, hvis jeg går i gang med de positive mestringsstrategier også. Jeg kan dog afsløre så meget som, at bagning er en af mine positive mestringsstrategier, hvis det ikke allerede skinnende tydeligt nok igennem i denne blog i det hele taget. 🙂

Husk på: Jeg er ikke død. Jeg overlever, jeg klarer mig. Jeg har det ofte ad helvede til, men jeg kæmper. Jeg er dårlig til at give op og gør det som regel ikke ret længe ad gangen. Jeg har gjort det til min personlige mission at forsøge at være åben og ærlig om mit forløb og mine daglige kampe, fordi jeg håber på, at det måske engang kan bidrage til, at autister (og andre handicapgrupper) måske kan opleve mere forståelse for, hvem de er som individer, og at de også har stor værdi og fortjener at blive set som individer og blive behandlet med værdighed og respekt ligesom alle andre mennesker.

Jeg har et stort håb om, at min historie kan bidrage til, at de kommende generationer ikke behøver at skulle kæmpe så meget, som jeg har skullet. Så det i det mindste ikke har været spildt, alt det jeg har skullet igennem. Måske er det naivt men helt ærligt, det er sgu da også naivt at spille det der eurojackpot lotto, men det er der jo ligesom ingen, der synes, der er underligt. Så ja, lad min nu bare lege Wonder Woman og forsøge at gøre verden til et bedre sted. Det er da vel en meget god hobby, ikke? 😀

For lige at bløde dette indlægs alvorlige karakter lidt op, får I her et billede af min totalt lækre og fantastiske kat. Nej, I får sgu to! 😀 Ok nej, sorry. Måske stopper jeg nu, men jeg blev da lige nødt til at tage et billede af ham nu og tilføje også, fordi han har lagt sig så sødt på mine ben, mens jeg lægger sidste hånd på dette indlæg. Han ér altså virkeligt bare dejlig!