For et års tid siden, da jeg boede i den der midlertidige løsning i en lejlighed i Viborg efter at være blevet flyttet fra bosted med to dages varsel, var den stående joke med og blandt bostøtterne, at det ikke var til at vide, hvordan lejligheden var indrettet, næste gang de kom.

Da jeg så blev flyttet til Randers i juni sidste år, kom den lettere tragikomiske stående joke til at være, at bostøtterne aldrig kunne vide, hvor de skulle komme i bostøtte hos mig henne, for der var jo det problem med skimmelsvamp i den første lejlighed, mig der tog flugten fra det og hjem til mine forældre, et par indlæggelser på psyk i Viborg, et par midlertidige genhusninger i Randers, et par indlæggelser på psyk i Randers og så den lejlighed, som jeg siden september har boet i.

Nu er jeg vist nået til det punkt i den her lejlighed, hvor det igen begynder at være berettiget med en stående joke om, at man aldrig ved, hvordan lejligheden er indrettet, næste gang man kommer igen.

Jeg har bare virkeligt svært ved at forestille mig, hvordan ting mon ser ud, hvis jeg ikke har set det i virkeligheden, så det gør det jo pisse svært at indrette mig. Samtidig er der også nogle ting, jeg bliver nødt til at tage hensyn til i indretningen ift. min angst, så derfor kommer det bare til at kræve mange forsøg, før jeg har fundet ud at indrette mig på en måde, så det føles trygt og rart for mig at bo her. Indretningsmæssigt altså.

Jeg er jo desværre meget lydfølsom med en ekstra god hørelse, så det er en kæmpe, konstant stressfaktor, at jeg bor i opgang og i en stor del døgnets vågne timer skal høre på talende naboer og musik. Jeg bliver bare så desperat for at få noget ro, for det stresser mig alt for meget. Det kan også være en medvirkende årsag til, at jeg er så udmattet, som jeg er hele tiden.

Jeg ville ønske, jeg kunne få mulighed for at bo et sted, som tog højde for mit handicap, selvom det er usynligt. Der er ikke ret mange mennesker, der forstår, at det kan være så pinefuldt at kunne høre støj fra naboer, fordi de ikke ved ret meget eller i det hele taget ikke ved noget noget om sanseforstyrrelser.

For mig gør lyd ofte ondt. Jeg kan nok bedst forklare, hvor ondt det kan gøre ved at sige det sådan her: Det føles som om, der bliver boret strikkepinde ind i mine øregange, så der bliver prikket hul på mine trommehinder. Og så bliver der bare stukket videre med de strikkepinde. Av!

Det er ikke ved al lyd, jeg får smerter, det er mere, hvis det er meget højt/massivt, eller hvis det er over lang tid. Det gør det så ikke bedre, hvis det er højt over lang tid.

Giver den beskrivelse mon en nogenlunde ide om, hvor pinefuldt det ofte kan være at blive udsat for sanseindtryk, som ens hjerne bare ikke er i stand til at bearbejde?

Jeg er heller ikke god til lys. Især det der kolde, blå lys og da slet ikke i det massive omfang, som butikker ofte er udstyret med. Nogle butikker ved jeg, der er ekstra slemme, så der har jeg på forhånd taget solbriller på. Andre gange må jeg skifte til solbriller. Jeg har altid kasket på. Når der er for meget lys, får jeg kvalme og hovedpine, og jeg bliver svimmel og træt. Min hjerne er virkeligt på overarbejde, og det koster meget energi. Det er derfor, at jeg er så afhængige af mine støjreducerende hovedtelefoner, fordi de i praksis fungerer som et høreværn for mig. Uden dem ville jeg være endnu mere begrænset i at kunne gå ud i verden (dvs. bevæge mig ud af min lejlighed), end jeg i forvejen er.

Her i eftermiddag havde jeg fornøjelsen af Hugo-baby (også kaldet kængurubaby) siddende i tasken på mig i en hel time. Han elsker det simpelthen og slapper bare fuldstændig af. Jeg elsker det også. Han er virkeligt bare dejlig.

Nu vil jeg forsøge at hvile og slappe af inden næste bostøtte, selvom jeg er rigtig dårlig til det. Det er altså pisse svært!