Jeg er et ensomt rumvæsen

Jeg har egentlig haft en ok dag, men alligevel føler jeg mig trist nu. Jeg har været syg i en uges tid nu med snot, hoste og bihulebetændelse, tror jeg det er blevet til, men det er nu ikke som sådan det, der gør mig trist, selvom jeg gerne indrømmer, at jeg hader at være syg, for jeg har det altså bedst med at holde fast i de vante aktiviteter i løbet af en uge, og jeg bryder mig ikke om at aflyse aftaler.
Plus der ligesom også sker det, at når kroppen melder ud, at den er syg, så er det bedste jo at lytte til den og give den ro, så jeg hurtigst muligt kan blive rask igen, men det er som om, min hjerne absolut ikke vil høre tale om det, så jeg skruer næsten aktivitetsniveauet op de første par dage som en eller anden slags modreaktion på kroppens krav om at geare ned og slappe af.
Så får jeg det jo sjovt nok ikke bedre, og nogle dage inde i den magtkamp mellem kroppen og hjernen, må jeg så kapitulere og lægge mig under dynen.
Det er fandme heldigt, at jeg sjældent er syg! De der smerter i mine led, og hvad jeg nu ellers døjer med kan jeg ligesom bedre forholde mig til at kæmpe imod hver dag, men lige med det her snot og hoste – ja der føler jeg mig nærmest døden nær. Kvinder kan tydeligvist også få mandeinfluenza!

• 

• 

• 

Det, der lige nu gør mig trist, er ensomheden. Jeg føler mig generelt som et ensomt menneske, og jeg har meget mindre socialt indhold i mit liv, end jeg egentlig ønsker. Jeg føler mig ufrivilligt isoleret.
Når mit overskud generelt er temmligt meget i bund, og min fysiske og psykiske udholdenhed er ekstremt lav, så bliver det bare rigtig svært at få dækket mit sociale behov.

Den generelle mangel på nødvendig energi i dagligdagen gør det også utroligt svært at gå ud at opsøge nogle fællesskaber og et socialt liv.

Hvis jeg nu fx gerne ville ud at opsøge nogle nye fællesskaber, så er der en lang række faktorer, som spiller ind på sandsynligheden for succes. De kommer her i vilkårlig rækkefølge:

– Mængden af indtryk: Jeg har mange sanseforstyrrelser, så hvis jeg skal deltage i en aktivitet, hvor der er meget støj, mange mennesker, meget lys, stærke dufte osv. osv., så kommer det til at koste meget af den mængde energi, jeg nu engang har til rådighed den dag.

– Graden af forudsigelighed: Hvis jeg skal ud i nye sammenhænge, så vil der være en lav grad af forudsigelighed i en given aktivitet. Jeg vil sandsynligvis ikke kende de andre, som deltager, jeg kender måske ikke indholdet, og jeg ved heller ikke, om indholdet er noget, jeg vil have svært ved. Der er alle mulig faktorer, som kommer til at være ukendte for mig, og det koster mig også meget på energikontoen.

– Så er der de sociale ting: Hvis der er flere end en enkelt eller to personer, så begynder jeg at have svært ved at følge med i samtalen. Jeg har en elendig filterfunktion i min hjerne, så alle lyde kommer ind i min hjerne og fylder egentlig lige meget.
Det er et stort problem, fordi det gør det svært for mig at skelne de relevante indtryk fra de irrelevante indtryk.
Jeg kan fx nævne det at være til fødselsdag. Der er som regel flere samtaler kørende rundt omkring bordet. Jeg vil gerne tale med personen ved siden af mig, men jeg ender ofte med at sige “hva’?” rigtig mange gange, fordi den anden persons tale drukner i resten af støjen i lokalet.
Jeg er begyndt at sige, at jeg hører dårligt, hvilket jeg også gør i sådanne sammenhænge. Rent fysiologisk hører jeg så til gengæld bedre end normalen for min alder.

– En anden ting ift. det sociale er de der uskrevne sociale regler. Jeg ved de er der. Jeg bruger meget tid på at overveje, om det jeg gør nu er rigtigt eller forkert i forhold til de der uskrevne regler, som jeg så ikke lige fik installeret i min hjerne i forbindelse med, at jeg blev skabt.
Jeg ved, at jeg ofte misforstår andre, og at andre også misforstår mig. Jeg ved også, at jeg i princippet har noget godt at byde på, men jeg har i mange situationer svært ved at få det ud til andre.
Jeg ved, at jeg interessemæssigt kan afvige ret meget fra andre, og at jeg er meget skævt udviklet, så jeg på én og samme tid er både barnlig og gammelklog.
Jeg ved også, at jeg i mange tilfælde tænker, at meget af det der smalltalk er ligegyldigt, og at jeg kan have en tendens til at gå i detaljer med ting, som andre måske ikke lige synes, der er interessant, fordi det jo bare er smalltalk, og det er vist nok ikke hyggeligt, hvis man snakker for detaljeret om ting. Altså det tror jeg da i hvert fald nok, at det er sådan, de fleste tænker.
Jeg skal også forsøge at regne ud, hvornår det er min tur til at tale. Det er altså virkeligt svært, for det er ligesom om, at folk ikke laver pauser. Den ene persons tale bliver nærmest bare flydende erstattet med den næste persons tale osv. Hvordan kan folk regne ud, at det er deres tur??
Selvom jeg åbenbart ligger over gennemsnittet i forhold til det der IQ, så oplever jeg, at min mentale bearbejdsningshastighed er langsommere end de flestes. Selvom det i princippet ikke drejere sig om mere end måske få sekunder, så er det mere end rigeligt til, at jeg ikke når at omsætte det, andre siger og finde ud af, hvad jeg så gerne vil bidrage med, før det på en måde er for sent. Det er især for sent, fordi jeg så også lige skal bruge tid på at regne ud, hvornår det er min tur til at tale.

– Min tro følgesvend angsten er også værd at nævne i denne sammenhæng. Jeg har ofte en overvældende angst for at sige eller gøre noget forkert, så andre mennesker tænker dårligt om mig og måske også begynder at behandle mig dårligt og udelukke mig fra fællesskabet. Jeg siger sjældent noget til folk, hvor jeg bevidst forsøger at gøre dem kede af det eller er uhøflig, men der sker bare tit et eller andet i kommunikationen, som gør, at der opstår misforståelser.
Derfor gør samvær med mennesker mig i rigtig mange tilfælde angst, fordi jeg er bange for at være forkert og blive afvist og behandlet dårligt.
Et liv med mange dårlige oplevelser og erfaringer med mennesker får ligesom de gode oplevelser til at glide i baggrunden, så frygten for igen at opleve ubehagelige ting fra andre mennesker kommer til at fylde for meget.
Når det sociale samvær er slut bruger jeg derfor rigtig meget energi på i tankerne at forsøge at gennemgå indholdet for at prøve at regne ud, om jeg forstod de andre rigtigt, om jeg nu blev forstået rigtigt, og om det hele taget gik godt nok, eller om jeg var helt forkert, dum, åndssvag, underlig og alle mulige andre negative ting.

• 

Måske kan I, der læser dette, efterhånden danne jer et billede af, hvor meget det egentlig kræver af mig at deltage i sociale sammenhænge? Det virker som om, at neurotypiske mennesker (ikke-autister) bare instinktivt ved alle de ting, som jeg skal bruge rigtig meget energi på at tænke mig frem til. Det har jeg også læst, at de/I i langt højere grad gør.
Jeg har også hørt, at mange har en hjerne, som rent faktisk har en fungerende filterfunktion i forhold til sanseindtryk, så det er muligt bare at fokusere på de relevante indtryk og så auomatisk sortere de andre fra. Det misunder jeg faktisk temmeligt meget!
Det der faktisk kom mest bag på mig, var noget jeg læste sidste år, og som jeg bad en af mine bostøtter om at bekræfte. Det var, at rigtig mange er i stand til kun at tænke på èn ting ad gangen. Èn enkelt ting! Jeg trode sgu, det var løgn, men hun sagde, at det er rigtigt. Hun bekræftede også, at det faktisk kan lade sig gøre slet ikke at tænke på noget nogle gange. Altså så man har pause fra tankerne. Jeg kan slet ikke forestille mig det. Jeg skal være heldig, hvis jeg kun har en enkelt tanke kørende ad gangen. Ofte har jeg jo flere tankespor kørende på èn gang, og mange gange har jeg også popcorntanker, hvor mine tanker bare springer rundt fra det ene til det andet til det tredje, uden at det egentlig behøver at have nogen sammenhæng.
Hold kæft det må være dejligt! Så kan jeg sgu bedre forstå, at mange af jer andre kan fungere i sammenhænge med mange indtryk, når I er stand til at have pause fra at tænke nogle gange. Min hjerne larmer jo ligesom konstant med alle mulige og umulige tanker, så jeg nogle gange ikke engang selv kan følge med.

• 

Jeg lagde jo ud med at nævne, at ensomheden er svær og fylder meget i mit liv. Jeg begynder efterhånden at nå et punkt i mit liv, hvor jeg tænker, om ensomheden mon altid vil være en fast bestanddel af mit liv, fordi min omverden langt hen ad vejen føles så uforståelig og mystisk. Det giver rigtig god mening, at autisme også bliver kaldt “Wrong Planet Syndrome”, fordi det ofte føles som om, jeg er et rumvæsen, som er strandet på den forkerte planet og ligesom bare forsøger at passe ind så godt som muligt.

Jeg indrømmer, at dette indlæg måske er blevet en anelse rodet. Det er ofte sådan, at når jeg har et emne, jeg gerne vil skrive om, så starter jeg på det, men fordi jeg ikke har en færdig plan for hvad inholdet helt nøjagtigt skal være, så lader jeg ligesom min hjerne få frit spil til at udvikle teksten undervejs.
Nogle gange falder det nok mere heldigt ud end andre. Jeg ved jo efterhånden godt med mig selv, at selvom jeg har en plan, så sker der et eller andet undervejs, og så blev det ligesom bare til noget andet. Jeg sætter lige et passende meme ind til det. 😉
Det er ikke mig, der har lavet det her meme, og jeg ved desværre ikke, hvem det er.

•