I årenes løb er jeg mange gange blevet beskyldt for at snakke meget om min kat. Både min første (nu afdøde) kat Mis i folkeskoletiden, Stjerne, som jeg havde i Aarhus, og som nu bor hos mine forældre, og nu har jeg så den dejlige Hugo også kaldet Hugo-Bent.
Beskyldningerne var sådan set bare fakta. Jeg snakkede og snakker stadig meget om min(e) katte. Jeg tager vildt mange billeder også.
For mig er det at have en kat en af de vigtigste ting for at kunne trives. Folk der har børn snakker jo også meget om dem, og mine katte er mine børn, så selvfølgelig snakker jeg meget om min kat.
Jeg har for flere år siden besluttet mig for, at jeg ikke vil have (menneske)børn. Det siger mig ikke ret meget, og jeg har slet ikke det personlige overskud til at kunne tage mig så godt af et barn, som det ville fortjene, hvis jeg valgte at sætte det i verden.
Jeg kender mine begrænsninger, ligesom jeg også har ret godt styr på mine ressourcer. Jeg har svært nok ved at tage mig godt nok af mig selv og får massiv støtte til det hver dag, og jeg synes stadig, jeg kæmper hårdt hver eneste dag. Med den erkendelse synes jeg også, at det ville være fuldstændig urimeligt af mig at sætte børn i verden, når jeg ved, at jeg ikke har kræfterne til at tage mig godt nok af dem. Samtidig er det heller ikke noget, jeg drømmer om eller savner, så jeg har det rigtig godt med min beslutning.
Det er nu ikke fordi jeg som sådan hader børn, men jeg har det selvfølgelig rigtig svært ved, at de ofte er meget støjende. Jeg oplever dog, at der ofte ret hurtigt bliver skabt en god kontakt mellem mig og et eller flere børn, og jeg tror, det er fordi, de kan mærke, at jeg gider dem, og at jeg er interesseret i deres verden og dem som personer med den oplevelse af verden, som de nu engang har.
Derudover er jeg jo også selv et stort legebarn, og jeg kan fint tosse rundt og være skør sammen med dem uden, at jeg føler, jeg behøver tage mig af, hvad andre voksne nu tænker om mig. Jeg er ikke selvhøjtidelig, og jeg kan fjolle sammen med dem uden at være flov over det.
For mig personligt er det vigtigt i kontakten med børn (og mennesker generelt) at være åben, anerkendende og accepterende overfor netop den person, som vedkommende er. Jeg er ikke perfekt, så selvfølgelig vil jeg da også ramme ved siden af nogle gange, eller jeg kan blive påvirket i negativ retning af en eller anden forforståelse baseret på tidligere negative erfaringer. Den fælde kan ingen vel sige sig fri for at falde i.
Jeg har selv oplevet, hvordan det føles, når mine følelser, tanker og oplevelser ikke er blevet anerkendt som gyldige af andre mennesker, og der skal ikke ret mange af den slags oplevelser til, før det er svært ikke at begynde at tvivle på sit eget værd. Sådan en person har jeg ikke lyst til at være.
Jeg tror, at langt hen ad vejen gemmer de fleste mennesker noget godt indeni. Hos nogle ligger det desværre bare noget dybere begravet end hos andre. 😉
Hvis jeg fra starten af et møde med et nyt menneske signalerer, at jeg har negative forventninger til dette menneske, så får jeg nok ofte mine forventninger opfyldt. Jeg indrømmer gerne, at mange dårlige oplevelser med mennesker og især de offentlige systemer har gjort, at jeg har meget svært ved ikke at have negative forventninger. Dette gælder dog nok allermest for de mennesker, som arbejder i et af de offentlige systemer, som jeg nu engang er tilknyttet. Jeg ved jo godt, at det ikke er møntet personligt mod de personer, men at det er konsekvensen af mange dårlige og nogle endda traumatiserende oplevelser med professionelle. Det ved de måske bare ikke. Eller måske ved de det godt intellektuelt, men følelsesmæssigt sker der alligevel en reaktion på dette, fordi følelserne er meget sværere at kontrollere end den rationelle tænkning.
Dette indlæg tog lige en uventet drejning, men det var til gengæld ikke uventet, at det tog en uventet drejning. Sådan er det bare langt henad vejen at være mig, og det er ok, selvom jeg nogle gange kan forvirre mig selv temmeligt meget. Sikkert også folk omkring mig.
For at afslutte min lovprisning af katte for deres uundværlige tilstedeværelse i mit liv, får I hermed nogle kattebilleder. Hvem elsker ikke bare kattebilleder? 😀 (Til info: Det var et falsk spørgsmål. Det eneste rigtig svar er, at alle da selvfølgelig elsker kattebilleder. Så ved I det, hvis I skulle være i tvivl. 😉 )
Mig og Mis Mis
Stjerne
Hugo