Det er længe siden, jeg sidst har skrevet et indlæg her på min blog. Den gode nyhed er, at det denne gang ikke er tegn på, at jeg er inde i en dårligere periode, men tværtimod det modsatte.
Jeg bruger meget energi på at arbejde på at skabe positive forandringer i mit liv både alene og med støtte fra de mennesker, jeg har omkring mig.
Det går langsomt fremad, selvom der selvfølgelig stadig sker tilbagefald og opblussen af symptomer, men summen af det hele bliver stadig positiv.

Jeg har jo haft selvmordstanker så lang tilbage, som jeg kan huske. De startede en eller anden gang i folkeskolen, og de sidste mange år har de været til stede nærmest konstant, og de har været meget krævende at modarbejde.
Desværre endte jeg også med at have mange selvmordsforsøg, da jeg boede på et bosted i otte måneder i 2017, som var helt forkert for mig.
Jeg har ikke haft selvmordsforsøg siden, jeg blev flyttet akut fra bostedet.

Siden februar-marts i år (2019), har jeg ikke haft selvmordstanker. Det er stort for mig, og det er helt igennem fantastisk.
Jeg kæmper selvfølgelig stadig en daglig kamp for at få mit liv til at hænge sammen og for at opbygge et liv, som giver mig mening og glæde, og hvor jeg føler, at jeg har opnået livskvalitet.
Jeg er slet ikke nået til det endnu, men jeg kan mærke, at jeg begynder at bevæge mig i en retning, hvor det ikke længere er fuldstændig usandsynligt at opnå.

Hvad er så årsagen til, at det er lykkes mig at blive fri for de ellers så invaderende tanker om selvmord, tænker den nysgerrige læser?

Der er ikke et simpelt svar på dette spørgsmål, og der er rigtig mange faktorer, der spiller ind her.
Dette er nok ikke en udtømmende opremsning af de medvirkende årsager til, at jeg begynder at opleve bedring, men det er nogle af dem.

Jeg har fået min kat Hugo. Han giver mig en grund til at stå op om morgenen og til at bibeholde en vis rytme og struktur.
Hugo motiverer mig til at gøre forskellige ting, og når jeg har Hugo med mig, har jeg en oplevelse af, at jeg kan mere.
Jeg går gerne en tur med Hugo i snor, fordi han elsker det. Fordi det er godt for Hugos velbefindende, har det hjulpet mig med at overvinde den voldsomme angst for overhovedet at gå alene ud af min lejlighed, som jeg endte med at have, inden jeg adopterede Hugo.
Jeg elsker at have ham med inde i mit aktivitetstilbud Bagland, fordi han gør mig mere tryg, og jeg får også en følelse af større udholdenhed, fordi jeg skal tage mig af Hugo.
Desværre må jeg ikke have Hugo med i mit samværstilbud, selvom han også der ville være en kæmpe støtte.
Nogle dage tager jeg ind i Bagland sammen med Hugo uden, at jeg egentlig skal noget der, fordi jeg faktisk har lyst til at komme af sted, og Hugo giver mig motivationen og trygheden til at kunne være af sted.

Om natten hjælper Hugo mig med at finde ud af, at jeg er vågnet, fordi jeg skal tisse, fordi han kommer op til mig i sengen, når jeg ligger uroligt. Det har min hjerne nu lært at associere med, at jeg skal tisse, så jeg når ikke at blive nær så vågen, før jeg registrerer behovet for at gå på toilet.
Bagefter følger han mig som regel ind i seng igen og bliver hos mig, indtil jeg er ved at falde i søvn. Så går han ud og spiser. Han er også hos mig, mens jeg er på toilet.

Jeg kunne skrive så mange andre positive ting om, hvad det har gjort for mig at få Hugo ind i mit liv, men jeg har vist skrevet rigeligt allerede. 😉

Antidepressiv medicin har også haft en rigtig positiv effekt.
Jeg føler mig ikke længere deprimeret, og det har også lindret noget af min angst.
Jeg havde igennem flere måneder ret mange smerter, som åbenbart skyldtes et langvarigt overbelastet nervesystem, for de er også væk nu.
Tilbage er bare se sædvanlige smerter som stammer fra et helt liv med tendens til fysisk overbelastning pga. hypermobile led. Dem kender jeg, og dem er jeg vant til. De er stadig trælse, men de er nemmere at acceptere, fordi jeg er klar over årsagen, og den er konkret og håndgribelig.

I februar måned valgte mit støttetilbud at ændre deres tilgang til mig på et meget vigtigt punkt: fleksibilitet.
Jeg har brug for at opleve at have indflydelse på og kontrol over tingene i mit liv, og det inkluderer i meget høj grad også mit støttetilbud.
Nu kan vi lave aftaler om at være fleksible ift., hvornår bostøttetiden ligger indenfor den enkelte bostøttes vagt, og det er både mig selv og mit støttetilbud, der kan anmode om en ændring.
Jeg bliver i højere grad inddraget i beslutningerne, og jeg føler mig i højere grad set, hørt og forstået som den, jeg inderst inde er og med de ressourcer og begrænsninger, som jeg har. Denne tilgang gælder også for Bagland.
Jeg føler mig anerkendt, accepteret, ønsket og vellidt som den, jeg er – også når jeg har haft en voldsom nedsmeltning og har skældt ud, selvskadet og/eller sendt billeder af min røv til bostøtterne. Og ja, det med røven er sket nogle gange, men det er trods alt min røv med underbukser på og så med nøgler tapet fast. Oprindeligt var det for at illustrere, at jeg syntes, at tilbuddet var røv og nøgler for mig.
Det er dog klassisk for mig, at jeg har et stort behov for at blive bekræftet i, at jeg stadig er ok og ikke dum og forkert, når jeg har haft en voldsom reaktion på noget, selvom jeg ikke har kunnet gøre for reaktionen.

Som jeg sagde til den ene af mine bostøtter, da hun skulle stille mig nogle spørgsmål til en opgave om motivation på Specialområde Autismes Autismepilot-uddannelse, så ønsker jeg mig “at være en bog, som andre har lyst til at læse”.
På det tidspunkt havde jeg svært ved at forklare det bedre, men det jeg mente var, at jeg gerne vil være en person, som andre har lyst til at være sammen med og tale med, og som de synes har noget godt og interessant at byde på.
Det ønske føler jeg, at jeg har fået opfyldt. 🙂

Jeg har allerede skrevet rigeligt for nu, og det har også været usædvanligt positivt, selvom mit liv dybest set stadig er en kamp igennem alle døgnets timer, men jeg er positiv, og jeg mærker tydeligt, at noget er forandret til det bedre, og det var den følelse, jeg ønskede at fortælle om i dette indlæg. 🙂

Tilføjelse senere på samme dag som ovenstående:
Jeg har faktisk tidligere skrevet på en blog i nogle af de år, hvor jeg var fejldiagnosticeret med først personlighedsforstyrrelse og derefter skizofreni.
Indholdet står i skærende kontrast til dette indlæg, men man kan tydeligt fornemme, hvor meget jeg har rykket mig i positiv retning siden da. 🙂
Bloggen kan man finde her, hvis man skulle være nysgerrig.
https://kegle.livejournal.com/