Selvom jeg i mit sidste indlæg fokuserede meget på de positive fremskridt i mit liv og især fremhævede, at jeg ikke længere har selvmordstanker, så har jeg stadig svære dage, og jeg har også stadig mange af dem.

Min frygt for bakterier fylder rigtig meget for tiden. Jeg har efter sigende altid haft en tendens til at være lidt hysterisk med at vaske hænder, men her de sidste 2-3 år, er min hud blevet meget påvirket af det. Jeg døjer rigtig meget med håndeksem, og jeg er ligesom ikke rigtig kommet over den omgang, der begyndte i januar i år.

I mit bostøtteteam er der lidt for mange ændringer for tiden, hvilket jeg har rigtig svært ved at håndtere. Der er et generelt meget højt forbrug af vikarer, og det er kun lige lidt mere end halvdelen af mine bostøttetimer, der bliver dækket af fastansatte. Jeg har syv timers bostøtte hver dag, og har alligevel ret svært ved at hænge sammen.

Heldigvis er de ved at søge nogle flere, så forhåbentligt får de snart ansat nogle flere bostøtter. Det er vist fra 1. juli.
Det trælse ved det er bare, at jeg så igen igen skal til at forholde mig til nye mennesker, og det kræver simpelthen så meget af mig at skulle lukke ny mennesker ind i mit hjem og mit liv og få opbygget tillidsfuld relationer.
At få opbygget en god relation er en forudsætning for, at jeg overhovedet er i stand til at modtage støtte til noget som helst fra dem. Det gælder også sådan nogle ting som praktiske opgaver.

Jeg er angst for mennesker. Igennem mit liv har jeg oplevet rigtig mange ubehagelige ting fra andre mennesker, hvilket giver mig en grundlæggende utryghed i forhold til mennesker.
Jeg går med en nærmest konstant frygt for at være forkert, og jeg bliver nogle gange panisk, hvis jeg tror, at personerne omkring mig tænker, at jeg har gjort eller sagt noget forkert, eller at jeg er dum, træls og så videre.

Jeg er udmærket klar over, at det i langt de fleste tilfælde er angsten, der fucker med min hjerne, men fordi det føles så virkeligt, får angsten overtaget. Jeg kan tænke virkeligt mange “hvad nu hvis?” tanker.
Dog er jeg med årene blevet bedre til at realitetsteste forstået på den måde, at jeg spørger der, hvor jeg frygter, at jeg bliver set som forkert.
Jeg spørger, fordi jeg godt ved, at angsten sjældent har ret, så derfor kan jeg få det bekræftet fra dem, jeg frygter at blive opfattet som træls af.
Nogle gange kan det få angsten til at gå væk, men de fleste gange lindrer det i første omgang kun angsten, men det giver min fornuft bedre mulighed for at bearbejde angsten, så jeg kan få tankerne på afstand.
Det er ligesom en katalysator til, at jeg kan begynde at tage styringen over angsten igen, hvis jeg får bekræftet af andre, at det “bare” er angst.

Jeg oplever relativt ofte, at mit system bare lukker ned. Det betyder i praksis, at jeg ofte ikke reagerer på tiltale og ikke er i stand til at omsætte det andre siger til noget, jeg egentlig kan forstå eller handle på.
Jeg mister også ofte evnen til at tale eller også er det volapyk, jeg får lukket ud af min mund.
Nogle gang kan jeg kommunikere på skrift, og hvis der er lukket helt ned for kommunikation, er det typisk evnen til at kommunikere på skrift, der først kommer igen.

I dag har jeg haft rigtig svært ved at tale og i det hele taget kommunikere.

Jeg har fået bevilget en app, der kan tale for mig, når jeg ikke formår at tale, men jeg har ikke brugt den ret meget, fordi jeg var bange for andre menneskers reaktion, og for at de ikke forstod den der computerstemme.
I dag har jeg dog brugt den til at tale med bostøtten, og hun sagde, at den ikke var svær at forstå. Det har været rigtig rart at have en stemme, selvom jeg ikke lige var i stand til at bruge min egen.

Jeg tror, jeg vil forsøge at øve mig mere i at bruge mit tale-hjælpemiddel, så jeg kommer til at føle mig mere fortrolig og tryg ved det.

Jeg vil også kunne bruge den i de situationer, hvor jeg er så overbelastet, at jeg stammer.
Jeg har ellers ikke været vant til at stamme, men det er jeg altså begyndt at have problemer med indimellem, når jeg er virkeligt presset, angst og/eller træt og udmattet.

Hvis man ikke kender mig i virkeligheden men kun gennem fx denne blog, så må det være lidt svært at forestille sig, st jeg kan have kommunikationsproblemer.
De dage, hvor jeg har almindelig tale, er mine problemer med kommunikation også svære at opdage, hvis man ikke har kendskab til dem.
Jeg har et kæmpe ordforråd, og jeg kender og bruger mange fagudtryk og fremmedord. Det får de fleste til at antage, at jeg fint kan kommunikere det ud til min omverden, som jeg har behov for, og at jeg ikke har problemer med at forstå min omverden. Det er desværre bare ikke sådan, det forholder sig.

Jeg oplever rigtig ofte problemer med at få udtrykt mig med de rigtige ord, så andre forstår det, jeg har brug for at fortælle dem.
Det er som om, jeg taler en anden form for dansk end de fleste.
Vi bruger de samme ord, som har den cirka samme betydning hvert for sig, men når vi så sætter dem sammen til sætninger og helheder, så bliver det alligevel to forskellige slags dansk, vi taler.
Jeg taler autist-dansk, mens de fleste andre taler “neurotypisk dansk”. Her refererer neurotypisk til mennesker uden autisme.

Samtidig oplever jeg også problemer med at forstå andre mennesker, fordi der ofte er en masse i kommunikationen, som er usagt, og som ligger underforstået. Man skal kunne læse mellem linjerne. Det kan jeg i de fleste tilfælde ikke.
Hvis nogen siger noget mellem linjerne til mig, så skal de ikke regne med, at jeg ved, at de har fortalt mig det.

Ud over at jeg ikke ved, at noget er blevet sagt, hvis det bliver sagt mellem linjerne, så er der også et andet problem med den måde, neurotypiske har en udbredt tendens til at kommunikere på.
Jeg har rigtig mange gange oplevet, at når jeg siger ting direkte, uden at jeg siger noget mellem linjerne, så bliver det alligevel tolket anderledes.
Det gør det, fordi den anden part i samtalen er vant til at skulle læse mellem linjerne, og så opfinder de på en eller anden måde noget, som jeg slet ikke har sagt.
På den baggrund er jeg flere gange blevet beskyldt for at være manipulerende, selvom jeg jo sådan set ikke har sagt de ting, som modparten fejlagtigt har læst imellem linjerne, hvor jeg ikke har sagt noget.

Så på overfladen er jeg god til kommunikation. I realiteten har jeg rigtig store problemer, og det er med til at forstærke den angst, jeg har for mennesker.

Lige nogle bonus-memes her til sidst.