Klokken er 03.30. Jeg har været vågen i en time nu. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har ondt i maven, fordi jeg er sulten, eller om jeg har ondt i maven bare fordi.

Jeg har spillet 1010!, efter jeg var på toilet, for det var jo selvfølgelig fordi, jeg skulle på toilet, at jeg vågnede. Jeg vågner altid midt om natten, fordi jeg skal tisse. Det er virkeligt træls!

Ud over at jeg lige nu har den der forbandede ventemusik fra lægens telefonkø på hjernen, så har jeg også ligget og filosoferet lidt over repetitiv (gentagende) adfærd, som jo er en del af den der autismediagnose ift. diagnosekriterierne.

1010!, som er et spil på min mobil, er repetitiv adfærd for mig, og det er puslespil og pandekagebagning også. Da jeg var barn, havde jeg et bestemt “IQ puslespil”, som jeg lagde om og om igen, selvom jeg jo så let som ingenting kunne lægge det på alle mulige måder. Det samme med sådan nogle puzzle cubes.

Jeg har ligget og overvejet, hvad den der såkaldte repetitive adfærd så gør for mig.
Den giver mig ro og tryghed, for den giver mig noget forudsigeligt og velkendt i en verden, som mest af alt føles kaotisk og overvældende.

Såkaldt repetitiv adfærd giver mit generelt overbelastede nervesystem en mulighed for at finde bare lidt ro.
Det er ofte ikke tilstrækkeligt ro til at bringe mit system ud af den overbelastede tilstand, som jeg nærmest altid er i, men mange gange kan det være med til at gøre sådan, at det bremser, at en nedsmeltning rammer og slår mig helt ud med ekstrem udmattelse til følge.

Set fra mit perspektiv er repetitiv adfærd en del af det, man kalder selvstimulerende adfærd, som er det, der også bliver kaldt stimming.

Stimming for mig er fx, når jeg går og klapper mine håndflader sammen uden at mine fingre er involverede, hvis jeg er stresset, men også hvis jeg er begejstret eller glad.
Det er også stimming, når jeg går og flapper med hænderne og armene eller dimser med min Oball eller noget andet.

Stimming er med til at understøtte en indre følelsestilstand såvel negativ som positiv. Det er vigtigt for at kunne regulere og/eller udtrykke følelserne, som ellers er eller kan være meget svært.

Det er et basalt behov, som er ligeså vigtig at have mulighed for at få dækket som at kunne få noget at spise og drikke.

Nogle er flove er deres eller deres børns selvstimulerende adfærd, fordi de godt ved, at det falder udenfor normalitetsbegrebet.

Jeg har brugt de første 32-33 år af mit liv på at gå og undertrykke det for mig helt basale behov, som stimming er, fordi jeg ikke vidste, hvad det var, men det måtte være forkert, og jeg var jo forkert i det hele taget, følte jeg.

Jeg fik ikke min autismediagnose før få måneder før min 32-års fødselsdag, men min evige følelse af at være forkert og udenfor gav lige pludseligt mening.

Nu fylder jeg snart 35 år, og jeg stimmer, når jeg har behov for det, uanset hvor jeg er.
Folk må glo, hvis de vil, og tro mig, det er der sådan set en del, der gør. De fleste kigger heldigvis mest undrende eller nysgerrigt, tror jeg, og de færreste på en negativ eller ubehagelig måde.
Det er også ok. Jeg synes også, at såkaldte “normale” mennesker er underlige, og tit forstår jeg heller ikke dem, men det behøver jeg jo heller ikke for at acceptere dem som mennesker. 🙂

Min opfordring til andre autister eller forældre til autistiske børn er, at I ikke behøver at gå og gemme jer og undertrykke jeres behov for at stimme, fordi andre ikke forstår det.
Der er ikke noget at være flov over.
Så længe stimmingen ikke skader nogen inkl. personen selv eller på en eller anden måde er anstødelig eller ulækker (objektivt set), så bare giv den gas. 😀

Her er et par sangtitler, som nemt lige kan omskrives til ovenstående emne:

Enya: Stim Away (original Sail Away)
Rod Stewart: (I am) Stimming ((I am) Sailing)

Albumtitel: Stim When You’re Winning (Robbie Williams: Sing When You’re Winning)

Nå, men nu har jeg så været vågen i halvanden time. Jeg tror, jeg er sulten, så før jeg forsøger at sove igen, vil jeg lige prøve at finde ud af at få spist noget.