Dag 1 – 13/3 2020
Jeg havde egentlig skrevet noget, men det blev ikke gemt, og jeg var for træt til at starte forfra. Jeg skriver dette på dag 2. Jeg kan bare huske, at jeg fik voldsom angst, fordi jeg ikke kunne regne med den aftale om videoopkald i eftermiddagsbostøtten, og ingen på forhånd havde givet mig besked om, at det ikke kunne lade sig gøre der. Ovenikøbet gik den bostøtte meget hurtigt i forsvarsposition, da jeg reagerede på den manglende forudsigelighed, og at jeg ikke kunne regne med den aftale alligevel, så det gjorde det absolut ikke bedre.

Dag 2 – 14/3 2020
I dag er det indtil videre gået meget bedre end i går. Det er faktisk gået rigtig godt. Det er eftermiddag nu og mellem dagens to bostøtter. Den næste er en helt ny vikar, som har sin første alene-bostøtte med mig.
Jeg er egentlig ret fortrøstningsfuld, selvom jeg ikke kender hende i aften. Hun har været i en enkelt intro sammen med en af de kendte bostøtter, og der havde jeg et godt indtryk af hende. Hun virker underlig på den måde, der fungerer hos mig. Jeg er ikke god til mennesker, der er alt for almindelige. Jeg ser frem til at lære hende at kende.

I dagbostøtten var der en af de kendte. Eller det vil sige, hun var i bostøtte via videoopkald. Hun havde hentet en bordopvaskemaskine for mig inde i byen, som jeg havde købt brugt. Hendes datter og dennes kæreste havde endda været så søde at hjælpe hende med at hente den.
Jeg har i nogle uger haft meget problemer med min spiseforstyrrelse i restriktiv retning, og jeg var egentlig begyndt at få styr på den igen, men så røg al den fysiske bostøtte, og det kollapsede igen. Kolapset skyldtes dog primært det praktiske problem, at bostøtterne ikke må komme og hjælpe mig med opvasken, og med en bordopvaskemaskine, er det lige pludseligt meget mere overskueligt, så nu spiser jeg igen. Dejligt!

Det var svært at sætte opvaskemaskinen til, for vandhanen i køkkenet var ikke den rigtige diameter, men det var den på badeværelset, så efter en masse praktiske udfordringer, så lykkedes det mig ved egen hjælp men med bostøtte på sidelinjen på facetime at få startet opvaskemaskinen og vasket op. Mens den stod på badeværelset. Jeg har taget badeværelsesdøren af, så der var nok plads, men jeg får jo alligevel ikke besøg de næste uger, så den har jeg ikke brug for.

———

Det er nu ved at være sengetid. Aftenbostøtten med den nye vikar gik rigtig godt, synes jeg. Ligesom jeg egentlig havde forventet.
Jeg kan godt have lidt svært ved at forstå de sproglige vendinger, hun nogle gange bruger, men når jeg spørger, hvad det betyder eller siger, at jeg ikke forstår det, så er hun god til at sige det på en anden måde.
Den nye vikar går til vikingekamp i sin fritid, og eftersom hun var på FaceTime hjemme hos sig selv, kunne hun vise mig sine og mandens våben(rekvisitter) og det beskyttelsesudstyr, som de bruger. Det var meget interessant at høre om det, synes jeg.
Hun er underlig på den gode måde. Det skal nok blive godt fremadrettet, er jeg sikker på. Hvis altså hun ikke også vælger at stoppe efter et par gange, ligesom de sidste mange nye vikarer har gjort. Det har godt nok været hårdt! Der var et af de tilfælde så sent som i sidste uge. Eller måske var det den her uge, det kan jeg ikke huske. Det hele flyder sammen for mig.

Jeg havde taget både boller og bøffer op fra fryseren tidligere i dag, så jeg fik kyllingeburger til aftensmad. Jeg plejer at putte spidskål i, men jeg havde noget rødkål, der allerede var snittet, så det stegte jeg i olie med soya og sesamfrø. Det blev en god burger, og der er allerede vasket op, og mit køkkenbord er ryddet.
Jeg elsker at jeg kan vaske op selv, nu hvor jeg har en opvaskemaskine!

Jeg har taget min pn her til aften for at sikre mig, at jeg får sovet i nat, for så har jeg de bedste forudsætninger for også at få en god dag i morgen.

Jeg kan godt mærke, at underboen ikke kommer ud i disse dage, for der har været ulideligt røgfyldt i min lejlighed. Det påvirker mine lunger, så de gør ondt. Jeg glæder mig helt vildt meget til endelig at flytte fra det her helvede af en lejlighed om tre måneder! Jubii!

Nu er det sengetid.

Dag 3 – 15/3 2020
Det er eftermiddag, og om ikke så længe, er det tid til dagens anden bostøtte.
Jeg ligger i min rede under kugledynen og med stor uldtrøje, sokker og hue på. Jeg er træt, og jeg fryser.
Dagen har egentlig været ok. Jeg har lige afsluttet en times videoopkald med en veninde som er tilknyttet samme tilbud som jeg, og jeg som derfor heller har den sædvanlige bostøtte. Hun er dog så heldig, at hun stadig må få fysisk bostøtte af en regionsvikar, fordi vedkommende jo ikke har været i berøring med hverken den muligvis smittede borger eller de bostøtter og vikarer ansat direkte af tilbuddet.
Jeg er rigtig glad for, at hun har den mulighed, for det gør min bekymring for hende mindre, så den ikke fylder sådan. Jeg tror også, at det er afgørende for hende, at der stadig kommer en bare et par timer for hende.
Selvom jeg da selvfølgelig har tænkt den tanke, om det mon også kunne være en mulighed for mig med min regionsvikar, så har jeg valgt ikke at spørge om det. Det ville blive for forvirrende for mig, hvis jeg primært skulle forholde mig til bostøtte via videoopkald og så nogle ganske få gange i perioden ville få besøg, tror jeg. Hvis al bostøtte bare er videoopkald, så kan jeg ligesom bedre vænne mig til den her undtagelsestilstand og håndtere at være i den, selvom det er enormt svært.
Men indtil videre klarer jeg det, og jeg klarer det egentlig ret godt, synes jeg.
De praktiske ting, jeg ikke selv kan gøre, kan godt ligge og vente i to uger uden, at det har alvorlige konsekvenser, nu hvor jeg har den der bordopvaskemaskine.

Jeg har angst, ligesom jeg plejer, men i disse dage opfører den sig lidt anderledes. Der er ikke nødvendigvis så konkret en årsag til, at jeg begynder at få de meget velkendte symptomer på angst, det er mere bare en evigt tilstedeværende konsekvens af situationen pga. corona virus, som svinger i intensitet.

Jeg er bekymret for, hvordan jeg kommer til at reagere, når tingenes tilstand bliver mere normal igen, og jeg har bostøtte osv., som jeg plejer. Det er jeg fordi, jeg de seneste måneder jo er blevet tiltagende dårlig psykisk pga. den måde, tilbuddet er blevet ændret til det værre for mig.
Som situationen er nu, er der meget kort fra tanke til handling fra tilbuddets side, når der er noget, jeg beder om, som jeg har behov for. Ofte kan den enkelte bostøtte også tage beslutninger selvstændigt.
Jeg beder ikke om ting i tide og utide, for det er der jo ingen grund til. Jeg beder om de ting, der er nødvendige for mig for ar kunne fungere. Det er ikke spor anderledes, end det plejer, selvom behovene qua situationen selvfølgelig er lidt anderledes.
Det, der er anderledes, er, at jeg uden nogen videre diskussion og afvisninger får den støtte, jeg har brug for.
Det er ikke det, jeg er vant til. Det er mere det modsatte, jeg er vant til, og jeg kan ikke overskue at skulle tilbage til den normal, der havde en stor andel af skylden for min massive mistrivsel.
Det gør mig bange og meget angst.

Jeg blev nødt til at tage noget pn for et par timer siden. Noget angstdæmpende medicin.
Min angst går helt amok, hver gang jeg forsøger at snakke med bostøtterne om ting, der har med enten corona at gøre, eller ting der har at gøre med at skulle tilbage til normaltilstande og blive mødt, som jeg plejer og dermed få det værre igen.

Jeg er også bekymret for, at mine OCD-symptomer især i form af bakteriefobi kommer til at blive svær at få dæmpet igen, når alt det her corona er overstået. Det er eskaleret fuldstændig, og det var i forvejen noget, det krævede rigtig meget af mig i det daglige.

Der er faktisk mange ting, der bekymrer mig, men jeg glæder mig til, at jeg skal flytte fra det her helvede af en lejlighed om tre måneder.
Flytningen kommer til at tære hårdt på mig, men ger slipper endelig væk fra den her lorte-lejlighed, og det må jeg bare blive ved med at mine mig selv om.

Nu er der lige 25 minutter til at hvile i inden næste bostøtte.

———

Aftenen gik rimeligt, indtil jeg begyndte at blive mere og mere panisk mellem de to aftenbostøtter over, om jeg mon er skyld i en af bostøtternes sygemelding, fordi jeg har reageret rigtig voldsomt, mens hun har været her, de sidste gange, før hun blev sygemeldt.
Jeg ringede til telefonvagten som først afviste mig mange gange, indtil hun fattede, at klokken altså ikke var 20 endnu, så derfor havde jeg endnu ikke bostøtte, og dernæst var hun ikke i stand til at hjælpe med at dæmpe min angst, tværtimod eskalerede hun den yderligere med den måde, hun talte til mig.

Jeg lukkede efterfølgende fuldstændig ned, da jeg havde videoopkald med bostøtten, og jeg blev underlig igen.
Jeg har taget min medicin inkl. min angstdæmpende medicin, jeg kan tage ved behov. Den har effekt nu, så jeg kan tænke mere klart. Talekommunikation virker stadig ikke.
Det trækker ind fra de åbne udtrækskanaler i vinduerne, som jeg har åbnet for ikke at blive kvalt i røgen nede fra underboens lejlighed, og jeg fryser. Jeg er for træt til at rejse mig og lukke for dem. Jeg håber, jeg kan holde varmen.

Alting er for kaotisk og uforudsigeligt i disse dage, og min hjerne har rigtig svært ved at have kapacitet nok til at kunne håndtere det. Jeg er meget træt. Jeg håber, jeg kan sove nu.