Dag 4 – 16/3 2020
I’m having trouble coping now. My language is impaired as well as many other brain functions. My working memory is even worse than usual. That is why this is written in English.

I’m heading for a full mental breakdown due to the lack of support in my home and face to face in real lige. Since Friday I have had my daily hours of support via video call only.
I’m beginning to have serious problems coping with the situation. I am worried about my health and my mental health in particular.
I’m writing in English because I suddenly couldn’t access my Danish vocabulary.
It happens sometimes when I’m influenced by too much stress.
The psychologist who is making the psychological assesment I’m under has told me that it’s because the native language is situated in a different place in the brain than any other language a person may have learned.

This really sucks!

In 15 minutes the first bostøtte of the day will be calling me. I really don’t feel well.

———

Det er aften nu. Der en enkelt times bostøtte på videoopkald tilbage. Dagen har mildest talt været elendig. Jeg er i så stort et mentalt underskud, at jeg efterhånden er seriøst bekymret for mit helbred. Jeg er endnu ikke rigtig vågnet op endnu, til trods for at klokken er over 18. Der ligger en dyne henover min hjerne, og alting foregår nærmest i slowmotion. Jeg føler mig som en zombie.
Ved middagstid havde jeg et seriøst angstanfald, der hurtigt gik over i en nedsmeltning. Jeg ved faktisk ikke, hvor mange gange, jeg gik over i hyperventilation uden at kunne få det stoppet for lige at få lidt styr på det og kort tid efter igen hyperventilere.
Mine muskler nærmest krampede af den times tid, hvor jeg røg ind og ud af hyperventilation. Jeg havde en bostøtte med på telefonopkald og videoopkald. Videoen holdt pludseligt op med at virke på et tidspunkt.
Jeg kunne godt høre, at hun var… frustreret måske, fordi hun var så magtesløs, når hun var så langt væk fra mig. Hun forsøgte at guide mig verbalt til at falde til ro.
Jeg kunne ikke engang hente den angstdæmpende medicin i køkkenet, som jeg kan tage ved behov, for jeg lå bare fuldstændig krympet sammen inde i min stue i min midlertidige base på en madras på gulvet.
Jeg bruger ikke mit soveværelse i disse dage. Det føles lidt mindre skræmmende bare at skulle forholde mig til et enkelt rum, når alt er så kaotisk.
Det her har bare været en lortedag. Jeg er på randen af et mentalt sammenbrud. Jeg havde så godt og grundigt bildt mig selv ind de seneste par dage, at jeg godt kunne håndtere situationen, og at jeg på det nærmeste endda havde det godt. Indtil det store kollaps i aftes.

Dagen har budt på meget nedsat mental kapacitet. Min fysiske tilstand er også begyndt at blive påvirket, fordi jeg ikke kommer udenfor og får mig bevæget. I forvejen var jeg ikke i den bedste forfatning fysisk, og min muskelmasse kunne have været i meget bedre stand, og nu kommer det her så oveni. Det går stærkt med tab af yderligere muskelmasse.

Fra i morgen må jeg få fysisk bostøtte en time om aftenen. De resterende 6 timer vil stadig foregå pr. video- eller telefonopkald.
Min lejlighed er et gigantisk rod. Det er lidt svært at komme rundt, og jeg skal træde hen over ting og zigzagge mig rundt.
Mit badeværelse trænger meget til at bliver gjort rent, for det var allerede blevet udskudt noget til inden alt det har corona lukkede en stor del af samfundet ned på grund af manglende overskud. Mit køkken er efterhånden også ved at være temmeligt beskidt.
Jeg har jo den der OCD, som gør det svært for mig med bakterier sådan under helt normale tilstande uden corona virus. Det bliver så endnu værre.
En del af den sædvanlige problematik ved den bakteriefobi er at gøre rent. Især badeværelset og køkkenet. I mit hoved er alle karklude fyldt med bakterier inkl. dem, der lige er taget fra skuffen med rene karklude og blev skyllet op med rent vand fra hanen.
Bakteriefobien er eksploderet i omfang.

Nåh ja. Og min opvaskemaskine står jo pt på badeværelset, fordi jeg ellers ikke kunne få den tilsluttet vand og jeg har et lille bitte badeværelse, så det der med at komme i bad, er da lige blevet endnu mere uoverskueligt end sædvanligt. Det er ellers i forvejen uoverskueligt.

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan den ene time skal kunne gøre den store forskel, når jeg har behov for både at holde mit hjem bare nogenlunde hygiejnisk, få orden i bare lidt af de kæmpe rod i lejligheden og samtidig også få støtte til at få forberedt dagens måltider.

Jeg er fuldstændig færdig, og jeg er meget bekymret for mit helbred. Jeg er bange for, at jeg får varige mén af den manglende støtte, som i forvejen faktisk ikke helt dækkede mit reelle behov. Jeg var i forvejen massivt overbelastet og i massiv mistrivsel.
Hvor store skader, skal jeg forvente denne gang, fordi jeg ikke får det, der bare ligner den støtte, der er nødvendig for at kunne overleve i længden?

Jeg er klar over, at hele samfundet oplever en gigantisk omvæltning, og at det virkelig ér en nødsituation, vi står i. De fleste er heldigvis også i stand til at klare sig igennem, fordi de til dagligt klarer sig selv og ike er afhængig af (massiv) støtte hver eneste dag året rundt.
Det er sikkert svært at sætte sig ind i, hvor slemt det egentlig opleves, for jeg er da sikker på, at alle er meget berørte af situationen og oplever det som meget indgribende i deres liv, som de kender det.

Jeg ved godt, jeg har astma, og det også er for at passe så godt som muligt på mig, så jeg ikke bliver smittet og risikerer at blive meget syg, men jeg ved samtidig også, at min læge for kun knap tre uger siden henviste mig til en psykiatrisk indlæggelse, fordi han vurderede, at jeg var til fare for mig selv, hvor jeg igen blev afvist og ingen hjælp fik.
Jeg ville sikkert blive meget ramt, hvis jeg blev smittet af corona, men jeg har også tiltro til, at det danske sundhedsvæsen stadig ville have kapacitet til at behandle mig, nu hvor der er taget de her ret omfattende og indgribende tiltage for at bremse smittespredningen.
Jeg ved med sikkerhed, at jeg psykisk ER meget ramt nu, og at jeg kan være meget hurtigt på vej hen imod det punkt, hvor jeg igen er til fare for mig selv. Denne gang er jeg dog meget alene med det, for jeg har ikke den nødvendige fysiske bosætte, der kan hjælpe mig med at bremse det i tide.
Jeg er meget bange og meget utryg. Lidt for corona virus men allermest for mig selv, sådan som min tilstand har udviklet sig de sidste par dage.

Jeg her på baggrund af mine mange års erfaringer som borger med behov for støtte i varierende omfang ingen videre tiltro til, at jeg får bevilget den nødvendige ekstra støtte og psykiatriske/psykologiske behandling til at komme ovenpå igen.
Det store spørgsmål er vist mest, hvor stort et funktionstab jeg denne gang får, og om jeg i det mindste kan genvinde lidt af den tabte funktionsevne.
Jeg lider jo stadig under funktionstabet opnået i forbindelse med den flytning i juni for to år siden, hvor jeg mod min vilje blev flyttet til en ny og fremmed by i en bolig, som meget hurtigt viste sig at være inficeret med skimmelsvamp, som gjorde mig meget syg. Både min kommune og mit støttetilbud lagde herefter det fulde ansvar for at finde en egnet bolig over på mig, selvom jeg ikke havde haft noget at gøre med flytningen og valget af bolig og egentlig sket ikke ønskede at flytte til den nye by.

Sikke et sidespor. Jeg har det ad helvede til. Jeg gør mit allerbedste for at håndtere situationen så godt som overhovedet muligt, ligesom jeg altid gør, men jeg er ved at drukne i det.