Dag 5 – 17/3 2020
Dag 5 starter alt for tidligt. Jeg vågnede omkring kl. 4.30. Jeg har været oppe på toilet og har spist en bolle og taget en dosis af min angstdæmpende medicin.
Jeg er så pisse træt af at være nødt til at tage den medicin og især, når det er så ofte, fordi jeg ikke vil udvikle tolerans, så jeg ikke længere har en effekt.
Hvis jeg ikke længere har en effekt betyder det enten, at dosis skal øges, hvilket er en ret så dårlig ide med tolerans som begrundelse, når det er et benzodiazepinpræparat, eller også kan jeg slet ikke få noget medicin for at afhjælpe min angst, hvilket også er rigtig skidt.
Jeg er bare så pisse overfølsom overfor medicin, så der er rigtig mange ting, jeg slet ikke kan tåle, og en stor del af de ting på listen er medicin, der ofte bliver brugt mod angst.

Fra i dag kommer der en personale fra mit dagtilbud og går en tur med mig, og det kan de indtil videre tilbyde alle hverdage.
Det er jeg glad for. Jeg er allerede mærkbart begyndt at miste muskelmasse, fordi jeg er endnu mindre fysisk aktiv, end jeg plejer. I forvejen kan jeg godt mærke på min krop og min relativt lave muskelmasse, at jeg ikke helt formår at få nok fysisk aktivitet ind i min dagligdag. Det er noget skidt.

Jeg har en hospitalsaftale på torsdag. Jeg ved endnu ikke, om den bliver aflyst, men min fysiske bostøtte er jo aflyst i størstedelen af timerne, så jeg ville måske skulle alene af sted til det. Jeg plejer ikke at være alene af sted til aftaler i sundhedsvæsenet, for det har jeg ikke gode erfaringer med.
Det er sådan en EEG undersøgelse af min hjerne, hvor jeg skal have nogle elektroder i hovedbunden, så jeg skal selvfølgelig ikke kommunikere ret meget med personerne der, men min angst for hospitaler og mennesker, der ikke forstår mig og derfor skriver forkerte ting i min journal er jo lige så slem, som den plejer.
Og hvordan skal jeg komme hen til aftalen? Jeg tør ikke køre med taxa i disse dage. I forvejen er det svært at køre med taxa blandt andet på grund af min angst for bakterier, og det er jo ligesom blevet endnu værre nu.
Undersøgelsen er en del af udredningen for epilepsi, som jeg er i gang med nu. Jeg har jo levet med de symptomer i 2-3 år nu, så måske kan det sagtens udskydes?

———

Nu er det aften. Den ene times fysiske bostøtte for i dag er overstået. Mit køkken er gjort rimeligt rent nu bortset fra gulvet, så nu kan jeg bruge det igen uden konstant at tænke, at der må være en milliard bakterier overalt og over på mig og min mad.
Vi spiste sammen også, og hun kogte noget couscous for mig, fordi jeg ikke var i stand til at læse og forstå, hvordan man skulle gøre. Det ville jeg ellers normalt kunne, men som dagene med den manglende fysiske bostøtte går, så får jeg mere og mere svært ved at læse og forstå.
Ofte bliver det også svært at skrive sammenhængende, og selvom jeg godt fx kan se, hvis en sætning ikke hænger sammen, så har jeg simpelthen ikke den nødvendige hjernekapacitet til at finde ud af at få det til at hænge sammen.
Jeg er medlem af Mensa og er blandt de 2% mest intelligente i befolkningen. Jeg er under mere normale omstændigheder rigtig god til skriftlig formidling.
Jeg har en stor del af tiden ikke det, der ligner adgang til den ressource, som min intelligens langt hen ad vejen plejer at være ift. at kunne kompensere for mit psykiske handicap. Halvdelen af tiden kæmper jeg nu med at forstå, hvad andre siger til mig, selvom det er helt basale dagligdags ting. Samtidig kan jeg ikke tale og måske endda ikke engang gøre mig forståelig på skrift.

Jeg har haft flere voldsomme angstanfald i dag, hvor jeg bare lå og hyperventilerede. Jeg ved, jeg har haft telefonisk bostøtte sammenlagt 3,5 timer med dagbostøtten. Jeg kan ikke huske ret meget af den.

Jeg var ude at gå med en kendt personale fra mit dagtilbud i dag. Det var dejligt at komme udenfor og få noget luft, og det syntes min kat også, som er vant til at gå tur i sele.
Jeg fik luftet grundigt ud i de 45 minutter, vi var ude. Der bliver bare så røget i min lejlighed, fordi der kommer røg ind nede fra underboens lejlighed, og hun heller ikke rigtig går ud i disse dage.
Det giver mig hovedpine, og mine lunger bliver ømme. Jeg glæder mig til endelig at slippe væk fra den her lejlighed om tre måneder minus to dage.

Mens jeg ligger og skriver det her, bølger angsten i mig med skiftende intensitet. Jeg ved, at det intet har med covid19 at gøre, at det bliver svært at få vejret, for jeg kender min angst rigtig godt. Det holder jo også op igen for bare at begynde ikke så længe efter.

Jeg har fået en tid til revurdering i psykiatrien på fredag. En tryghedsperson fra mit dagtilbud kan heldigvis tage med mig, for jeg kan ikke tage til sådan noget alene. Jeg har en voldsom angst for læger og hospitaler og især for psykiatrien pga. alt for mange dårlige og ubehagelige oplevelser gennem årene.
De plejer som regel at konstatere, at det ikke er deres opgave at hjælpe mig, for jeg er autist, og jeg har flere psykiatriske følgetilstande, og så er jeg for kompleks, og så bliver jeg afsluttet. Også selvom de vurderer, jeg har det skidt og har fået det værre siden sidste gang, egen læge havde henvist til en revurdering.

I eftermiddag talte jeg i telefon med min sagsbehandler. Hun forstår mig ikke.
Jeg sagde, at jeg ikke var så bekymret for at få corona halløj, for der ville jeg i det mindste få behandling, hvis det var nødvendigt, og så ville jeg enten overleve eller dø.
Når jeg så ikke får den nødvendige støtte nu, er der stadig ingen behandling for de psykiske problemer, der kommer til at hobe sig endnu mere op, for der har ikke været behandling til mig i årevis.
Hun argumenterede med 1. det er psykiatriens opgave og 2. de 10 bevilgede samtaler ift. angst, som jeg fik bevilget i februar, efter den ansøgning, som jeg sendte i sommeren 2017. PTSD blev der ikke taget stilling til.
Og så var jeg for øvrigt jo også bare meget svær at hjælpe.

Hun forstod det tydeligvis ikke. Hun forstår generelt ikke mig, men det farlige er, at hun tror, hun forstår.

Aftenbostøtten ringede på et videoopkald som aftalt. Den første periode er kl. 15.30-17. Jeg fik endnu et gigantisk angstanfald, og så faldt jeg åbenbart i søvn, for lige pludseligt bankede hun på min dør kl. 17.30, hvor hun skulle komme til en times fysisk bostøtte.
Jeg kan ikke rigtig huske det videoopkald.

Egentlig har jeg rigtig svært ved at tænke sammenhængende, og selvmordstankerne begynder at fylde meget, fordi jeg simpelthen er løbet tør for mentalt overskud for længst, så jeg ikke længere kan håndtere situationen så godt, som jeg ellers var så stolt af de første 2-3 dage.
Min hjerne er splat. Nogle gange fortæller den klump splat placeret inde midt i mit kranie, at jeg skal dø, og at det er det bedste for alle. Men hvad kan man egentlig også forvente af sådan en bunke splat, tænker jeg.

Det går desværre også ned ad bakke med at få spist igen, og jeg kunne mærke, at jeg blev mega frustreret over, at der var lidt plus på vægten i morges. Der skal være minus – ikke plus.