Dag 7 – 19/3 2020.
Jeg er vågnet ved 6-tiden her til morgen. De første måske 20 minutter var der stadig mærkbar effekt af de positive ting, der skete i går. Klokken er nu 6.35, og det er ved at være slut med beholdningen af positive rester fra i går.
Jeg er træt af at vågne til endnu en dag. Jeg gider det ikke, og jeg orker det ikke. Det eneste gode ved den her skide Corona virus situation er, at verden er meget mere stille, end den plejer at være, og at ingen forventer, at jeg giver hånd, så jeg behøver ikke fortælle, at jeg ikke giver hånd og afvise at gøre det eller bare give hånd i de tilfælde, hvor jeg ikke har kapacitet til at sige fra overfor den irriterende sociale norm.
Altså ikke at jeg ligefrem kommer ud af lejligheden og nogen steder hen, men i morgen har jeg en aftale i den ambulante psykiatri, fordi egen læge igen har henvist til en genvurdering, og der behøver jeg i hvert fald ikke stresse over det med at skulle give hånd.
Jeg stresser nu også rigeligt over selve det at skulle hen til en samtale på psyk, for jeg har i dén grad dårlige oplevelser med psykiatrien, og nogle af dem har desværre sat sig som traumer, der påvirker mig i det daglige.
Heldigvis ledsager en personale fra mit dagtilbud mig, som jeg er meget tryg ved, så det er dejligt, nu hvor jeg ikke har bostøtte til at ledsage mig, som jeg ellers plejer.
Jeg tager aldrig til aftaler i sundhedsvæsenet alene. Jeg har angst for hospitaler og læger og generelt personer, der noterer ting om mig i en journal, for de journalnotater er jo altid fulde af fejl. Det er mest et spørgsmål om, hvor graverende fejlene er.

Ej, jeg kunne have skrevet det her kortere: Jeg er pisse bange for den aftale på psyk, som jeg har i morgen.

———

Nå, det gik absolut ikke godt med dagbostøtten i den første time på videoopkald i dag. Jeg bad hende om at kommunikere på en anden måde, fordi den måde hun sagde ting på var ubehagelig for mig, og jeg fik det dårligt.
Det ville hun ikke. Hun sagde, at det var altså sådan, hun kommunikerede på, og så kunne jeg jo bare vælge bostøtten med hende i dag og i morgen fra. Så jeg kan i hvert fald konstatere, at hun er en af dem, der tror, hun forstår…

———

Jeg blev afbrudt af et opkald der i formiddag og fik ikke skrevet videre. Jeg har ikke haft brugbar bostøtte i dag i stil videre. Mit gæt er, at jeg sammenlagt har hyperventileret i en times tid i dag.
Jeg forsøgte at give bostøtten en chance mere og endte med at kollapse så meget mentalt, at jeg skreg ind i telefonen og smækkede på.
Et par personaler har fået telefonsvarerbesked fra mig, hvor jeg hyperventilerer i voldsom angst ude af stand til at få lagt en rigtig besked.
Jeg har heldigvis også fået hjælp af et par medarbejdere i specialområde autisme, som kender mig godt, men som har kontakt med mig via andre afdelinger end mit bostøttetilbud.

Jeg har lige været ude at gå med en personale fra mit dagtilbud. Det var rigtig dejligt. Lige nu sidder jeg udenfor på et trappetrin, fordi jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal gå op i min lejlighed for. Jeg har det ad helvede til. Jeg har svært ved at være nogen som helst steder. Egentlig har jeg bare trang til at gå, men jeg ved samtidig også, hvor dumt det er at gå, for jeg kan ikke være sikker på, at jeg mentalt er i stand til at passe godt nok på mig selv. Jeg risikerer, at min hjerne slår fra, så jeg ikke ved, hvad jeg laver.
En psykolog, der lige har lavet en udredning på mig, siger, at det er noget, der hedder dissociation, som min hjerne gør for at overleve noget, der er alt for belastende til ellers at kunne eksistere i.

Så ja, nu skal jeg “bare” finde ud af at komme ind og gå op i min lejlighed igen.

———

Jeg er træt og har brug for at sove. Resten af dagen er gået. De rigtige mennesker har endelig forstået situationens alvor ift. mit psykiske helbred, så fra i morgen aften har jeg tre timers fysisk bostøtte. Jeg håber, at det er nok til at bremse op for mit funktionstab.
Det lykkedes mig også endelig at komme i bad i dag.