Dag 19 – 31/3 2020
Jeg har haft det meget dårligt siden sidst og har ikke været i stand til at skrive. Meget af tiden er jeg ret usammenhængende, og min følelse af afmagt er enorm.
Jeg bliver emotionelt mindet alt for meget om tidligere traumatiske episoder og hændelser i mit liv, og min nuværende situation med mit støttetilbud, minder mig alt for meget om de 8 måneder i helvede, som jeg kalder mit opholde på et specialiseret autisme-botilbud i 2017.
Det var dengang, jeg gav op og havde utallige selvmordsforsøg.

Dag 22 – 3/4 2020
Klokken er 4 om natten. Jeg har haft nogle meget dårlige dage. 1/4, dag 20, gik for en stor dele vedkommende i min seng, hvor min telefon igen var på “forstyr ikke”, fordi jeg ikke kunne forholde mig til kontakt med mennesker og i særdeleshed mit bostøttetilbud. Jeg røg ind og ud af den hjernetåge, som dissociationen nogle gange giver mig fred i, så jeg får en pause fra den virkelighed, jeg ikke kan holde ud at leve i.

Dagene er meget sammenflydende, og jeg kan ikke rigtig adskille dem fra hinanden eller huske, hvad jeg foretager mig.

Der er stadig ikke sket nogen ændringer i bostøttetilbuddet ift. mig, der gør, at jeg føler, jeg kan holde ud at være i det.
Mine selvmordstankerne fylder efterhånden rigtig meget, og listen med argumenterne for og imod har efterhånden mange punkter, der tæller for, at den eneste måde at kunne holde min situation ud, det er at jeg ikke længere eksisterer.
Jeg har ingen tillid til mit tilbud. Jeg har ingen tillid til, at de kan eller vil gøre det bedre for mig, for det er nogle intentioner de har udtrykt i flere uger sammen med bekymring for min tilstand, som jeg desværre ikke mærker handling bag.
På dag 18, 30/3 2020, mødte jeg den ny daglige leder for første gang nede på bostøttetilbuddets kontor. Jeg blev så panisk over den måde, jeg blev mødt på at daglig leder, at jeg på et tidspunkt bare skyndte mig ud på toilettet og efter at have været på toilet, flygtede jeg ud gennem vinduet.
Jeg slog mit knæ i processen, men det opdagede jeg først et par timer senere.
Så nu er jeg vågen. Jeg hader det. Det er fredag, og som det ser ud nu, går jeg weekenden og påskeugen i møde uden noget i sigte der fortæller mig, at jeg kommer til at kunne få det bedre nogensinde, fordi der på ingen måde bliver handlet rettidigt på den massive mistrivsel, der har været tiltagende for mig henover de seneste måneder, og som især er eskalerer i forbindelse med corona lockdown.

Jeg frygter for mit liv og min førlighed, og der bliver simpelthen ikke handlet tilstrækkeligt og hurtigt nok i mit tilbud og i Specialområde Autisme i det hele taget, som mit tilbud hører under.

Jeg er bange. Jeg er helt ekstremt bange. Overlever jeg det her, bliver realiteten en hverdag med er endnu lavere funktionsniveau end bare for 2 og 5 måneder siden, og jeg aner ikke, om jeg denne gang genvinder noget af mig funktionstab, men jeg ved, at jeg gennem mine i alt tre år i Specialområde Autisme har mistet enormt meget funktionsevne, og at det er lykkes mig at genvinde meget lidt af det.

Jeg er virkelig bange.

———

Klokken har nu passeret 18. Jeg kan ikke huske, jeg har skrevet det, jeg kan se, jeg allerede har skrevet for i dag.

Jeg kontaktede mit bostøttetilbud kort tid efter, at telefonen var åbnet. Jeg bad om at blive ringet op af afdelingslederen, fordi jeg ikke længere kunne være alene i min lejlighed og havde behov for indlæggelse i psykiatrien.

Jeg blev ringet mindre en 10 minutter efter det. Endelig blev der handlet relevant og hurtigt nok. Jeg har desværre mange traumer relateret til psykiatrien, så det er voldsomt angstprovokerende at skulle give det et forsøg mere med psykiatrien, men jeg følte ikke, jeg havde et valg.
I dag har jeg følt mig hørt i mit bostøttetilbud. I dag har de handlet relevant og taget over, der hvor jeg havde brug for det. I dag har jeg følt mig relativt tryg ved at overlade “slagets gang” til dem. Fordi jeg følte mig hørt, forstået og mødt, lige der hvor jeg var.

Jeg havde det forfærdeligt med at ankomme til akutmodtagelsen og være på hospitalet og have kontakt med læger og andre, der skriver i en journal, fordi jeg så mange gange har oplevet fejl og misforståelser, og flere af de fejl noteret i den journal, som nærmest betragtes som sandhedEN i lægeverdenen, har været til stor skade for mig. Dette gælder mestendels psykiatriens journalføring.

Så nu er jeg på psyk igen. Det er på sammen afdeling og endda på den samme stue, som jeg forlod sidste gang, jeg var indlagt på en psykiatrien afdeling 6. november 2018.
Jeg er rigtig bange for, om jeg nu kan tro på de mennesker, der arbejder her. Altså de gode intentioner, de udtrykker. Hvad nu hvis de så også denne gang noterer alt muligt, som igen viser, at vi mere eller mindre totalt har misforstået hinanden?
Det gør mig så vanvittigt bange.

Jeg forsøger virkelig at turde have tillid til dem og tro på dem, men det er svært, for der er hele tiden en lille del af min hjerne, der tænker, “Hvad nu hvis?”.