Dag 23 – 4/4 2020
Første nat på psykiatrisk afdeling er gået. Jeg har ikke sovet ret meget, men natten er ellers gået ok. Jeg sover heller ikke ret meget, når jeg er hjemme hos mig selv. Jeg har et stort talent for søvnløshed.
Selvom jeg kan mærke, at det lige nu er det rigtige for mig at være indlagt, og det på nogle områder er en lettelse, er det samtidig en kæmpe belastning, fordi de mangler den nødvendige viden om autisme, og det betyder, at der er en alt for høj grad af uforudsigelighed til, at min autisme kan blive tilgodeset tilstrækkeligt.
Jeg kan samtidig godt se og mærke, at personalet har pisse travlt, og at de i hvert fald om aftenen er undernormerede ift. antal patienter og deres behov. Det gør sig sikkert også gældende i dagtimerne, for sådan har det jo været i årevis i psykiatrien pga. den politiske nedprioritering.

Så nu er klokken 8. Jeg skal forholde mig til nye mennesker, som jeg ikke kender, og så noget mad, som ikke er det samme, som jeg plejer at spise.
En indlæggelse er ensbetydende med stress i andre omgivelser, men variation skulle også være så godt, har jeg hørt.

———

Klokken har passeret 20. Selvom jeg ikke kan få besøg af mine bostøtter under indlæggelse, fordi der er besøgsforbud pga. corona, så er det alligevel eksploderet i kontakten i dag.
Faktisk var det ikke kontakten med en bostøtte, det var med telefonvagten. Det resulterede så bare i, at jeg så stort set ikke har kunnet forholde mig til bostøtterne i dag. Jeg har sammenlagt til med dagbostøtten i 29 minutter. Aftenbostøtten har jeg overhovedet ikke taget kontakt til.
Der er igen skruet fuldstændig op for min afstandtagen til bostøtterne.
Det er fandme heldigt, at jeg er indlagt og ikke længere er i min lejlighed.

Noget godt må det gøre mig at være indlagt, for mit niveau af stress og angst er nu dæmpet nok til, at jeg kan mærke smerte.
Jeg lukkede ned mentalt i forgårs og faldt ned af den skammel, jeg sad på i køkkenet. Lige da det skete, kunne jeg godt mærke, at det gjorde ondt, men så forsvandt det. I aftes kunne jeg til gengæld mærke det rigtig meget, og det kan jeg også i dag. Jeg er noget blå og forslået på den nederste del af ryggen.

Der er kommet mere styr på maden her. Det var næsten så overvældende, at jeg var ved at græde til frokost, da de havde fået køkkenet til at sende et fad med over til mig med rugbrød på og pålæg og tilbehør lagt hver for sig og adskilt. Det plejer at komme smurt ovre fra køkkenet nemlig.
Til aftensmad havde de også fået bestilt noget, så maden var adskilt, og det var noget, jeg kunne spise, så jeg har spist godt og tilstrækkeligt til alle måltider i dag.
Det er faktisk bare lige en anelse fantastisk at opleve for mig.

Jeg er stadig ret bange for at være her qua den magt de har over mig især i forhold til journalskrivning og den sandhedsværdi, det bliver tillagt, men det er stadig den bedste løsning, og jeg er blevet bedre til at være indlagt forstået på den måde, at jeg er blevet bedre til at bede om hjælp og modtage hjælp og til ikke at maskere de svære ting væk, så de ikke er så synlige for andre.

———
Klokken er nu 22, og det er sengetid. Det er i hvert fald det her tidspunkt jeg ofte forsøger at sove på derhjemme.
Jeg har det rigtig svært med nætterne, og nu hvor min kat ikke er hos mig, er det endnu sværere. Min kat kommer jo hen til mig, når jeg vågner, så siden jeg fik ham 1. december 2018, har jeg ikke på samme måde været plaget af mareridt, som har lammet mig fuldstændig, når jeg vågnede fra dem, så jeg ikke engang turde gå på toilet.
Derfor er jeg ekstra bange for natten her, fordi min kat ikke er her til at hjælpe mig.

Jeg savner ham simpelthen så meget, mit kære pelsbarn.

Dag 24 – 5/4 2020
Det er vist nok søndag. Det er i hvert fald aften, og det er sengetid.
Dagen har været meget hård, og jeg har dissocieret meget i løbet af dagen.
I formiddag var jeg i bad, og så var jeg ude at gå tur med dagvagtens kontaktperson. Eftersom jeg generelt har været meget træt og udmattet i dag, gik det langsomt.
Jeg har generelt været mega sløv i dag.
Aftenen var også svær, selvom det fungerer godt med kontaktpersonen, og så forsøgte jeg kontakt med bostøtte, og vi var ude at gå en tur sammen.
Jeg har sagt, at jeg gerne vil have udgang men kun med følge. Jeg er ikke klar til udgang alene, og jeg er ikke klar til at blive udskrevet i morgen, så det håber jeg ikke jeg bliver.
Jeg er for træt til at skrive mere nu.

———

Trods massiv træthed bliver det bare ikke til ret meget søvn. Klokken er over 3 nu, og jeg har sovet meget lidt og meget afbrudt. Det kommer til at blive en hård dag. Ok, jeg omformulerer det lige: det kommer til at blive en endnu mere hård dag.