Dag 26 – 7/4 2020
Jeg er træt. Som i helt ekstremt træt. Klokken nærmer sig de 22, og i dag har bare været ekstremt hård.
Jeg har sovet meget lidt i nat, og derudover har der været ret mange ændringer og uforudsete ting. Det er altsammen noget, der er ekstremt belastende for mig.
Lige på den anden siden af vejen står en piloteringsmaskine, rambuk, eller hvad den slags nu hedder. Den startede kl. ca. 7.40 i morges, så det har bare været kontante dunkelyde igen i dag, selvom det vist ikke var helt så konstant som i går. Jeg er så lydfølsom, at jeg får fysisk ondt af at blive udsat for den slags massive støj.
Min OCD har været rigtig slem i dag, så det har været meget belastende.
I går aftes lagde jeg et puslespil på 500 brikker på 4-5 timer, og jeg havde en lægesamtale med en læge, jeg næsten ikke kunne forstå, fordi hun havde en meget kraftig udenlandsk accent. Det gik ikke så godt, synes jeg, fordi jeg blev så angst, at min hjerne lukkede ned.
Jeg har været på gåtur med mit aktivitetstilbud, ligesom vi er i hverdagene, mens tilbuddet har lukket. Altså det er kun mig og en af personalerne, ikke andre borgere samtidig.

Jeg havde en rigtig træls nedsmeltning her til aften, hvor det i dén grad udløste en gigantisk omgang kravafvisning. Shit jeg havde det skidt, øv!

Jeg kan ikke skrive mere. Jeg kan ikke huske så meget af dagen, og jeg er pisse træt og udmattet.

Dag 27 – 8/4 2020
Jeg vågnede ved 5-tiden. Jeg havde mareridt, og selvom det var et af de mildere, så jeg godt kunne gå ud til nattevagten, var det stadig et af dem, der var realistiske, og som sidder fast i mig stadig.
Der er meget lidt i den her verden, der føles trygt for mig, og der er meget få mennesker, der føles trygge for mig. I mareridtet forsvandt endnu et af mine trygge mennesker fra mig, og det føles overvældende og skræmmende stadigvæk.
Angsten for at det sker æder mig op lige nu. Alt er kaos og trygheden i det velkendte har været væk alt for længe. Mareridtet har forstærket en underliggende frygt, som lige nu er eskaleret til regulær angst.

Det er forfærdeligt, og jeg er helt ekstremt træt.
Klokken er 6.35 nu, og jeg kommer sandsynligvis ikke til at få sovet mere nu.
Jeg har vel sovet 5-6 timer i nat, så det er jo også en af de bedre nætter hvad angår mængden af søvn og endda sammenhængende søvn. Dagene bliver bare så forfærdeligt lange.

Jeg gik op og bad om noget beroligende medicin her kl. 6.45 og har nu endelig lagt mig i sengen igen.
Jeg snakkede med en nattevagt noget tid også, og jeg har spist noget af det rugbrød, jeg plejer at spise, som jeg købte sammen med en bostøtte i for nogle dage siden for at have noget trygt og velkendt.

Først så gik det ikke så godt med at bede om hjælp. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, da jeg gik ud, så jeg bad om en kande vand og sagde at jeg var vågnet pga. mareridt og ikke turde prøve at sove igen, fordi jeg var bange for, at det fortsatte.
Nattevagten sagde, at man jo ikke nødvendigvis havde mareridt igen, hvis man faldt i søvn igen, så hun syntes, jeg skulle prøve igen.

Nede hos mig selv på stuen kunne jeg mærke, at jeg ikke havde det godt, og jeg havde tydeligvis ikke formået at udtrykke mig på en måde, så jeg blev forstået, så jeg skrev det ned på et stykke papir efter at have siddet lidt og mærket angsten eskalere, og så afleverede jeg sedlen til nattevagten og bad hende læse det.
Det fungerede bedre. Jeg er godt nok træt af, at det er så pisse svært at kommunikere, og jeg er endnu mere træt af, at det er så usynligt et problem for andre, fordi det jo lyder normalt og forståeligt, det jeg siger, men jeg formår jo desværre bare ikke at få udtrykt mig på en måde, så den jeg taler med forstår det, jeg har brug for at de forstår. De tror bare, at de forstår, og det er et kæmpe problem.
Jeg er ikke nødvendigvis i stand til at finde den rette kombination af ord til at få modtageren til at forstå det budskab, jeg ønsker at formidle, men modtageren forstår jo noget ud fra det, jeg siger, og det gør dem overbeviste om, at de har forstået mig. Selvom jeg siger, at de ikke har forstået, for det kan jeg jo høre, og så har jeg ikke ramt den rette kombination af ord.

Kl. 7.09. Følelsen af at være forkert og ikke god nok eskalerer. Angsten for at menneskene omkring mig tænker, at jeg er besværlig og doven og bare ikke gider og dermed skal se at tage mig sammen er overvældende.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg blev afvist i psykiatrisk skadestue i Risskov med besked om, at jeg lige måtte lære at klare mig selv og tage noget ansvar. Jeg forsøgte jo netop at tage et ansvar ved at bede om hjælp, når jeg ikke kunne passe godt nok på mig selv længere, fordi jeg havde det så skidt, så jeg ikke så andre udveje end at overdosere i beroligende medicin for at få en pause.
Der var så mange afvisninger på hjælp i den type situationer, at det nærmeste endte med at føles som om, at psykiatrien egentlig mente, at det så var en ok mestringsstrategi at bruge med at overdosere i beroligende medicin, når jeg psykisk ikke kunne mere.
Det lyder helt åndssvagt, for jeg ved jo godt, at det er en elendig mestringsstrategi, men på et tidspunkt efter utallige afvisninger på hjælp i akutte situationer, føltes det som om, at psykiatrien så faktisk egentlig mente, at min mestringsstrategi var ok.

Det her bliver en svær dag, kan jeg allerede mærke.
Jeg skal have lægesamtale i eftermiddag, hvilket i sig selv er angstprovokerende, fordi jeg er pisse bange for læger, og jeg samtidig ikke kan forstå den ene læge pga. accent, og den anden læge har jeg mødt på Risskov. De skal åbenbart være to i dag.

Gode ting at se frem til i dag:
Gåtur med tryg og velkendt personale fra mit aktivitetstilbud
Jeg må bage pandekager i dag
Fra i dag skulle der gerne være forudsigelighed i både frokost og aftensmad, så det heller ikke er så stor en stressfaktor

Dag 28 – 9/4 2020
Nu er jeg i seng. I dag har været ok, og jeg blev positivt overrasket over den personale, som jeg havde frygtet at få som kontaktperson. Jeg havde frygtet at få hende, fordi hendes stemme lyder som om, den skælder ud, og måske minder den mig om en anden person, det har været træls overfor mig, men sidstnævnte er kun en tese.

Jeg slog min arm i går aftes, som var den dumme aften hvor de gav mig en mandlig kontaktperson ovenpå en dum dag med lægesamtale. Og så faldt jeg i søvn på badeværelsesgulvet.
Jeg var ovre at få taget røntgen her til aften, fordi jeg var bekymret for, om den var brækket, men det var den umiddelbart ikke, så jeg håber, det holder stik denne gang.
Flere nuancer i den tur involverende en flugt-respons, der var svær at kæmpe imod og førnævnte kontaktperson, der løb gennem tunnellen fra psyk til somatisk, så jeg ikke skulle være alene derovre.

Heldigt det har været en ok dag, for ellers havde jeg nok ikke været i stand til at kæmpe imod flugtresponsen og få ringet bostøtten op i stedet for og forsøgt at forklare personalet på skadestuen situationen. Ikke sikker på, det egentlig lykkedes, men de forstod trods alt min panik og handlede på den, så det er vel ok.

Det irriterer mig bare, at det ikke lykkedes at få formidlet til kontaktpersonen bagefter, at jeg faktisk ikke havde forstået ret meget af det, de sagde til mig på det andet hospital, fordi mine kommunikative evner bliver ret så dårlige, når jeg bliver ramt af angst.

Jeg spurgte hende, da hun som aftalt lige kiggede ind for at sikre sig, at det var lykkes mig at komme i seng, om jeg havde været besværlig eller træls eller sådan noget i dag, men hun sagde, at det var jeg ikke, og jeg havde klaret det godt i aften.
Det har jeg også, for jeg håndterede også, at køkkenet igen ikke havde sendt den rigtige mad over til mig, og jeg har været i bad og hjemme i lejligheden med bostøtten for at skifte til nogle ikke-døde sko.

Hendes svar virkede troværdigt, og jeg vil rigtig gerne tro på det, men den evige “hvad nu hvis” rumsterer og gør det svært for mig helt at turde tro på det. Men hvad nu hvis, det faktisk ér rigtigt…

Jeg fik ikke skrevet mere i går. Det eksploderede fuldstændig i flashbacks og panik.
Lægen fra Risskov og lægesamtale i det hele taget udløste den første bølge. I aftenvagten havde de så af uvisse årsager valgt at den ene mand ud af de fire personer på arbejde i aftenvagten skulle være min kontaktperson, selvom det ligesom er blevet sagt af både mig og mit støttetilbud, at det ikke er en mulighed for mig med mandligt personale på grund af tidligere traumer.
Så det eksploderede fuldstændig. Ud over at jeg slog min arm ret voldsomt, slog jeg også hovedet i selvskade og så faldt jeg i søvn på badeværelsesgulvet på et håndklæde.
Jeg gætter på, at jeg lå der 1-1,5 time, før jeg vågnede og gik i seng. Jeg tror, jeg forsøgte at børste tænder, for der var en lang stribe tandpasta i håndvasken.

Jeg fik ikke muligheden for at bage pandekager og køkkenet leverede ikke den aftensmad, der var bestilt til mig, så der var kun en enkelt af de tre ting, jeg så frem til den dag, der rent faktisk blev til noget, og det var gåtur med tryg og velkendt personale fra mit aktivitetstilbud.

Jeg forstår ikke, hvorfor psykiatrien bliver nedprioriteret sådan. Personalet har jo slet ikke tid til alle de ting, de skal nå. De går sikkert også hjem med dårlig samvittighed og ondt i maven nogle gange eller ofte, fordi de ved, at de ikke har kunnet give deres patienter den støtte og omsorg, de har haft brug for.
Det er faktisk ikke ok for hverken personale eller patienter. Sådan har det jo desværre været i flere år.

Godnat her fra. Jeg håber, jeg kan sove i nat, og at i morgen også bliver en ok dag.