Det er ved at være rigtig længe siden, at jeg har skrevet et indlæg her på min blog, og det er der flere grunde til.

Corona krisen og alle dens ændringer og den lange periode uden noget, der lignede tilstrækkelig bostøtte, er en af grundene.
Problemer med mit bostøttetilbud er en anden grund.
Flytning til ny lejlighed er en tredje grund.
Det at der er gået længere og længere tid siden sidste indlæg er en fjerde og ret så væsentlig grund.

Det er som om, at jo længere tid, der går mellem mine blogindlæg, jo sværere bliver det også at gå i gang med at skrive igen. Hvad skal jeg skrive? Hvad har jeg lyst til at fortælle om? Hvornår skal jeg lige gøre det? Hvordan griber jeg det an? Det er tanker som disse, der gør det svært at komme i gang.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil skrive om nu, hvor jeg sidder og skriver. Jeg forsøger at forklare, hvad der gør det svært, og så finder jeg ud af, om det bliver til mere end den forklaring, og det gør det jo nu nok.

Jeg er jo flyttet i en ny lejlighed sammen med min dejlige pelssøn Hugo. Vi flyttede 15. juni og har nu boet her i cirka to uger. Det er stadig den samme by, men vi er bare rykket ind i midtbyen nu og ud over, at det nu er i gåafstand til mit aktivitetstilbud og de fleste andre ting, jeg benytter mig af i byen, så er her faktisk også meget mere stille.

I den gamle lejlighed, var der ekstremt lydt, så jeg skulle konstant høre på underboens radio, og hendes noget rustne stemme, der dog var meget gennemtrængende, ligesom alle hendes gæsters stemmer var.
Jeg havde også en nabo, som så mange film og muligvis også spillede computer. Han åbnede i hvert fald mange dåser og bøvsede meget.
Naboerne til den anden side var et par, som jeg egentlig ikke hørte eller så så meget til, men når jeg gjorde, så var det oftest fordi de skændtes meget højlydt og voldsomt.
I min opgang var der også en beboer, som gik ud og ind af sin lejlighed ufatteligt mange gange i løbet af dagen, og det involverede smækken med døre.

Oveni støjen kom der så lige den indtrængende tobaksrøg fra underboens lejlighed og muligvis også fra nabolejligheden (den med bøvserne). Jeg har astma, og det fungerer bare rigtig dårligt at skulle bo i passiv rygning, så det betød desværre ekstra astmamedicin og skift til en anden type med en inhalationsform, som krævede en knap så god lungekapacitet. Øv!
Det var det indvendige.

Udenom bygningen var der en park/have, som hørte til min boligafdeling, og modsat bygningerne sørgede boligforeningen for at holde parken/haven pæn og velholdt. Det betød desværre, at det næsten var hver eneste hverdag, at de kørte rundt med deres utroligt larmende havetraktorer, eller de gik rundt med en ukrudtsbrænder eller et andet larmende haveredskab.
Der var en legeplads på den ene side af bygningen, og børn kan altså larme ret meget. Det var dog ingenting i forhold til det, som foregik på den anden side af bygningen.
På den side af bygningen, hvor jeg havde soveværelse og køkken, lå der en skole. Det var da godt nok det værste støjhelvede nogensinde! Hvorfor skriger børn nærmest hele dagen lang?? Hvordan kan de holde ud at gå i skole og SFO?
Som om det ikke var nok, så blev skolens legeplads brugt flittigt af områdets unge mennesker, når det blev aften, hvor de hyggede sig med deres meget larmende højtalere og gerne en masse alkohol.

Når man som jeg er sanseforstyrret, og man blandt andet er overfølsom på høresansen, så er det ikke bare lidt irriterende at bo i støj som ovenfor beskrevet. Det er et sandt mareridt!
Jeg ved godt, at det sikkert er svært at forstå for mennesker, som ikke selv har udfordringer med sanseapparatet, men det giver mig deciderede smerter, når mine sanser bliver udsat for så voldsomme input. Du kunne lige så godt have stukket et par strikkepinde i ørerne på mig. (link åbner i ny fane) Det gør ondt!
Det føles som en form for tortur aldrig at kunne slippe for den smerte, som mit overfølsomme sansesystem kan give mig. Jeg fik aldrig en pause, for ude i verden er der altid meget støj, og mit hjem var aldrig et helle, fordi jeg boede i så støjende omgivelser.

I min nye lejlihed kan jeg stort set ikke høre naboerne. Hvis jeg ligger på mit badeværelsesgulv med øret nede mod gulvet, kan jeg nogle gange høre min underbo, men det er jo ikke meget.
I den fælles gård er der ikke ret meget græs eller andet, der hele tiden skal vedligeholdes, så der er ikke alle de larmende maskiner hver dag.
Lejligheden ligger tæt på en stor plæne, hvor der ofte samles unge mennesker med deres temmeligt belastende høje musik fra de bærbare højtalere, men det er indtil videre til at holde ud, fordi det er relativt begrænset, og vinduerne er så gode, så der ikke slipper så meget lyd ind i min lejlighed.
Jeg bor tæt på en relativt trafikeret vej, men de der gode vinduer hjælper også på det.
Lejligheden ligger tæt på den gade i byen, hvor de fleste diskoteker og barer ligger. Indtil videre er det stadig relativt stille, men diskoteker og så videre er vist heller ikke åbnet endnu efter corona nedlukningen. Jeg tror nu stadig, jeg er bedre stillet lydmæssigt, end jeg var i den gamle lejlighed, når diskotekerne åbner igen.
Jeg bor ikke i røg, så jeg behøver ikke længere tage ekstra astmamedicin.

Der er mange ting, der er positive ved at være flyttet.
En flytning koster jo som bekendt også bare mange kræfter, så jeg er fuldstændig drænet for energi, og jeg har stadig nok at se til med udpakningen, som har været gået i stå i over en uge nu, fordi jeg simpelthen ikke har haft overskud til at tage mig af det.

Der er stadig problemer med mit bostøttetilbud, og det påvirker mig meget negativt, og det går ud over mit funktionsniveau, så jeg oplever at miste færdigheder. Jeg er stadig ikke stabiliseret, så mit funktionsniveau daler stadig.

Jeg er ekstremt træt nu, så jeg vil stoppe med at skrive for nu. I skal dog ikke snydes for nogle billeder af min dejlige dreng Hugo.