Der har været alt for stille her i alt for lang tid.

2020 har på så mange måder været et hårdt år. Jeg har været og er stadig berørt af konsekvenserne af covid-19 pandemien, men siden jeg fik alle mine støttetimer tilbage, har det nok ikke fyldt så meget for mig, som det har for rigtig mange andre mennesker.

Jeg levede i forvejen et temmelig isoleret liv, så jeg har på den måde ikke mærket den store forskel, når restauranter, butikker, kulturelle oplevelser mm. har været lukket ned ligesom mange andre mennesker har, når de fra den ene dag til den anden pludselig skulle undvære alle de vante muligheder

Mange af de mennesker der før pandemien levede et meget udadvendt/socialt liv er måske pludselig ramt af ensomhed, fordi de ikke længere har mulighed for at få dækket deres sociale behov.

Sådan har mit liv set ud i alt for lang tid før pandemien, så jeg forstår jer, der lige pludseligt føler jer ensomme. Det er et helvede. Jeg savner så meget at have et socialt liv, men det er så længe siden sidst, at jeg bliver nødt til at genoptræne mine sociale færdigheder, for dem har jeg ikke haft mulighed for at holde ved lige. Ligesom man skal holde sin fysiske form ved lige ved regelmæssig træning, fordi ellers får man en virkelig dårlig kondition. (Bonusinfo: Jeg har heller ikke holdt min fysiske form ved lige.)

Inden covid-19 sådan rigtig brød løs, var jeg allerede i mistrivsel og med nedlukningen og det pludselige fysiske fravær af mine daglige bostøttetimer væltede jeg endnu mere.

Som det ser ud nu, er der stor sandsynlighed for, at jeg har en depression. Jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling siden 23/12 2020. I morgen starter jeg op i medicinsk behandling for OCD, fordi psykiatrien er underlig mildest talt, men som jeg sagde til lægen, så satser jeg på, at det får den bonus, at min depression letter, for det er nemlig antidepressiv medicin.

Denne indlæggelse er femte indlæggelse i 2020. Jeg havde ellers ikke været indlagt siden 6/11 2018.

Jeg vil bare gerne snart have det bedre, så jeg kan komme hjem igen. Jeg savner roen i min lejlighed og de vante rammer, og ikke mindst så savner jeg min dejlige kat Hugo, som lige nu er hos min søster og svoger, mens jeg er her. Han har selvfølgelig husket at overtage verdensherredømmet på matriklen, så vidt jeg kan forstå på min søster.

Mine bostøtter plejer at komme hos mig, selvom jeg er indlagt, for ellers er det alt for svært for mig at finde ud af. Det fik både de og jeg bekræftet i april, hvor der var fuldstændig lukket for besøg på hospitaler.

Som det er nu, er det kun en enkelt person, man må få besøg af, så jeg får desværre ikke tilstrækkelig støtte til at kompensere for mit handicap under indlæggelse. Det er pga. restriktionerne ifm. covid-19. Personalet på afdelingen har jo ikke på mirakuløs vis mere tid til rådighed, fordi jeg lige pludselig ikke må få besøg af mine vante støttepersoner.

Det er rigtig hårdt, og jeg har så meget angst en stor del af tiden, at jeg bare gerne vil flygte.

Jeg skrev dette om min angst en dag, hvor jeg havde søgt tilflugt på mit badeværelse, fordi der er jeg skærmet mere for indtryk, end jeg er inde på selve sengestuen:

 

“I synes, jeg er mærkelig

For jeg sidder hele tiden ude på det mørke badeværelse 

Med hovedtelefonerne på

Og en sød men Grim Giraf ved min side

 

I kan ikke se udefra

Hvordan min angst konstant æder mig op

Som en evig ild

I ser angsten men I mærker ikke mit helvede

 

Men her i mørket

Der kan jeg lukke af for resten af den verden

Som trofast nærer ilden til det bål

Som min angst brænder mig levende på

 

Her på det hårde gulv

Kan jeg finde en smule ro og ånde mere frit

Min krop bliver øm

Men mit sind får lettet sin byrde en smule

 

Så selvom jeg er mærkelig

Går jeg ind i mørket og finder mit åndehul

Hvor verden ikke eksisterer

Mens mit indre mørke æder mig langsomt

 

Hvis jeg kunne vælge

Slukkede jeg straks angstens ild

Jeg tog mit liv tilbage

Og gik ud i den verden

 

Som jeg savner at være en del af”

 

Jeg er træt, og jeg kan faktisk ikke finde ud af, om det jeg skriver egentlig giver så meget mening.

Jeg findes stadig, men mit overskud til at skrive har ikke været der længe. Derfor har jeg været så stille.