Her har været stille alt for længe. Jeg håber på, at jeg snart har kræfterne til at skrive om, hvorfor jeg har været stille så længe.

Jeg er lige flyttet igen. Det er min ottende flytning siden 2015, og jeg håber, det er den sidste i mange år.

Jeg er flyttet til en lille landsby udenfor den større by, som jeg boede i før. Flyttefirmaet arbejdede effektivt i går og flyttede mine ting fra lejligheden og til det hus, som jeg nu lejer af min far. Det betyder, at jeg endnu en gang bor i flytterod. Selvom jeg vel godt kan sige, at jeg efterhånden er vant til det, er det stadig belastende.

Inden jeg flyttede i huset, boede jeg i næsten et halvt år i campingvogn hos en bostøtte og hendes familie. Altså udenfor deres hus. Det er det, jeg håber på at finde energi til at fortælle om snart.

I sensommeren skrev jeg et brev til bostøtten og hendes familie. Jeg sætter et uddrag af brevet ind her, fordi det beskriver, hvor godt det er for mig at bo udenfor storbyen og i så lille en landsby, at jeg næsten bor på landet.

“Det er dejligt at være her i landsbyen, fordi der er meget ro. Der er ikke så meget trafik, og der er ikke ret mange mennesker. Når jeg går ud af døren, kan jeg gå rundt i byen uden at møde andre mennesker. Det giver mig mere ro i min hjerne og i min krop.

Mennesker er ok i små portioner, men det stresser mig rigtig meget, hver gang jeg går ud af døren hjemme i lejligheden, for der er altid andre mennesker udenfor min dør. Det er der ikke her. Det giver mig mere ro og tryghed.

Det er dejligt, at de mennesker jeg så møder her, når jeg møder nogen, er så venlige og imødekommende. De smiler til mig, og de hilser. Jeg føler mig velkommen i byen.

Det er dejligt at være her, for når solen går ned, så bliver der rigtig mørkt. Der er ikke en stor by og en masse trafik og mennesker til at forurene nattens beroligende mørke med lys.

Når jeg går ned på markvejen få meter fra campingvognen, så er der allerede ved at være ret mørkt, og jeg kan se en masse stjerner. Mange flere stjerner end inde i byen. Jeg kan se Mælkevejen, og jeg kan se planeter.

Jeg kan mærke, at verden går til ro for at blive klar til en ny dag, når solen står op.

Når jeg kan mærke, at verden sætter farten ned og går til ro, så kan jeg også bedre sætte farten ned og finde ro til at blive klar til en ny dag.

Det er dejligt, når jeg går ud, at jeg går ind i små oaser af dufte fra sensommerens frugter på de frugttræer, der står rundt omkring.

Når jeg går ned ad markvejen, kan jeg se langt ud over de marker, som før stod frodigt med korn. Korn der svajede i vinden som et bølgende hav. De ser så dejligt bløde ud, når de bølger blidt i en sommerbrise.

Det er dejligt her, for alting går ikke så hurtigt, som det gør inde i byen. Min krop og mit sind kan bedre følge med. Når min hjerne farer af sted som 1000 små hoppebolde, går verden omkring mig stadig ikke så hurtigt. Det hjælper min hjerne til at få styr på alle de mange hoppebolde, som ellers plejer at være så uregerlige.”

Og med det slutter jeg af for denne gang. Jeg skal ind til byen til mit aktivitets- og samværstilbud.