Dissociation. Det er et mærkeligt ord, som let kan få det til at slå knuder på tungen. Og hvad er det egentlig?

Jeg var ved at google for at finde en valid kilde at citere her, men jeg har ombestemt mig. Jeg er ikke fagperson, selvom jeg har en stor faglig viden om rigtig mange ting.

Dissociation kan komme til udtryk på mange forskellige måder og i forskellige grader, men det er  uanset udtrykket en forsvarsmekanisme, som er tæt forbundet med traumer.

Jeg dissocierer. Rigtig meget endda. Jeg blev gjort opmærksom på, at jeg dissocierer, i forbindelse med en psykologisk udredning i 2019. Psykologen bemærkede forskellige udfald og hurtige skift, og vi blev derfor enige om, at hun skulle lave en screening for dissociation vha. af et skema, som hed DES-II.

Jeg scorede temmelig mange point i den screening, og det bekræftede min psykologs mistanke.

Det var mærkeligt at finde ud af, at jeg dissocierer, men det forklarede bare så meget.

Det forklarede, hvorfor jeg husker så lidt af mit liv. Jeg har ikke ret mange minder. Jeg ved, jeg har deltaget i større livsbegivenheder, jeg ved, jeg har gået tre år i gymnasiet, jeg ved har gået på højskole to gange. Jeg ved ikke, hvordan det var at være en del af det, for jeg kan ikke huske det.

Det forklarede også, hvorfor jeg nogle morgener var vågnet op til nybagte pandekager, som jeg jo selv måtte have bagt, eftersom jeg boede alene.

Det forklarede, hvorfor jeg fandt ting, som jeg ikke vidste, jeg havde købt.

Det forklarede også, hvorfor jeg det ene øjeblik kunne sidde på biblioteket, og det næste øjeblik stod jeg af bussen i en naboby uden at vide, hvordan og hvorfor jeg var kommet med en bus.

Det forklarede også nogle af mine selvmordsforsøg dengang, jeg boede på et forfærdeligt bosted i 2017. Jeg opdagede nemlig ikke nødvendigvis, at jeg var i gang med et selvmordsforsøg, før det var for sent.

Det var meget skræmmende at opleve de ting uden at vide, hvorfor de skete. Især når det var handlinger, der potentielt kunne tage livet af mig. Derfor var det også en lettelse at finde ud af, hvad det var for noget, der skete, for så havde jeg da i det mindste en forklaring.

For nylig blev der sendt en dokumentar på TV2, som hedder “Mit spaltede jeg”. Dokumentaren handler om dissociativ identitetsforstyrrelse (DID), som tidligere hed personlighedsspaltning.

Jeg meldte mig som deltager til dokumentaren, og produktionsselskabet besøgte mig og prøvefilmede mig. TV2 besluttede sig dog for at sige nej tak, da de allerede havde en deltager, som åbenbart havde en historie meget lig min.

Jeg har DID. Jeg har ingen officiel diagnose, for psykiatrien i Danmark interesserer sig af uvisse årsager tilsyneladende ikke for dissociation og dissociative lidelser, men min psykolog er egentlig ikke i tvivl om, at det er det, jeg kæmper med. Det er jeg efterhånden heller ikke selv, selvom jeg indimellem stadig kan tænke, at det da er alt for mærkeligt, og jeg bare lige skal tage mig sammen.

Jeg går hos den psykolog, som udredte mig dengang i 2019, så hun kender mig efterhånden rigtig godt og kan aflæse mig. Hun bemærker mine skift og kan også se, når jeg ikke hører, hvad hun siger til mig, selvom jeg svarer “ja”.

Jeg har en del forskellige personligheder – altere kalder man dem officielt. Nogle af dem er små børn, der er en teenager og en voksen, der er et kattedyr af en art og en uhyggelig en som er en dæmon (ikke et religiøst væsen). Der er nogle flere også. Jeg kender ikke selv dem alle.

Nogle gange deler vi hukommelse, men ofte gør vi ikke. Nogle gange kan jeg, der skriver dette, og som er den der primært er i front, observere, hvad der foregår, mens en af de andre personligheder er i front, men jeg kan intet gøre. Det kan godt være skræmmende eller frustrerende afhængigt af, hvad vedkommende foretager sig.

Lige nu betaler jeg selv for at gå til psykolog, fordi der ikke er et tilbud i psykiatrien, som kan give mig den behandlings som jeg har brug for. Jeg har ikke råd til at komme så ofte, som jeg har brug for, så det kan nogle gange godt gøre mit liv meget svært imellem samtalerne, hvis en af personlighederne har været lidt utilfreds med psykologen, fx hvis hun germe vil lave aftaler om noget med dem.

Jeg har søgt om behandling hos kommunen, men de bliver ved med at give afslag. Senest i torsdags (i dag er det tirsdag), og jeg blev slået fuldstændig ud, fordi de giver afslag, da de mener, at jeg alligevel ikke kan få det bedre. Og det er jo ikke rigtigt, fordi jeg faktisk har gjort store fremskridt de sidste fire måneder, hvor jeg også er flyttet over i et nyt støttetilbud, der passer meget bedre til mig.

Jeg bruger også mine psykologsamtaler på at arbejde med de ting, der trigger mig i det nye tilbud blandt andet fordi, jeg skal forholde mig til nye mennesker, og relationer er noget, som jeg har rigtig svært ved pga. mine traumer.

Jeg har haft det virkeligt dårligt siden i torsdags og måtte igen have noget lidt stærkere beroligende medicin.

I formiddag var jeg hos min psykolog, og der er ligesom faldet mere ro på hele mit system af personligheder. Hvor det før føltes som om, de allesammen løb rundt mellem hinanden i panik som sådan en flok hovedløse høns, så er som om, de nu kan stoppe op og begynde at finde lidt ro igen.

Så nu skal vi forsøge at finde en måde at sameksistere nogenlunde igen, så vi allesammen kan være her.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det ovenstående egentlig giver mening for andre. Jeg forsøger at undlade at skrive en hel roman, for det bliver for uoverskueligt at læse for andre. Men er det forståeligt? Bare lidt?

Nedenstående billede er fra Dissociationsnetværket, som kan findes på dette link. Det forklarer, hvordan man udtaler dissociation.