Jeg skrev nedenstående tekst for et par år siden. Det var vist i 2019, før jeg vidste, at jeg dissocierede. Jeg kaldte det en nedsmeltning dengang, når sådan noget skete. Jeg har sidenhen ændret lidt i teksten, så der står dissociation. Her kommer det:

Udefra set er dissociation meget underligt og uforståeligt, medmindre man selv har prøvet det. Selvom man selv har prøvet det, føles det stadig underligt at opleve det.

Sådan som jeg bedst kan forklare dissociation for nogle, der aldrig har prøvet det selv er vist sådan her:

Tænk tilbage på dengang du var barn. Du sad måske i børnehaven med alverdens farver i forskellige bøtter med fingermaling. Alle de flotte farver, der var! Du tænkte, at du ville blande alle de flotte farver sammen til den flotteste farve nogensinde, så du kørte dem alle sammen ud og rundt på papiret med dine små fingre. Det blev ikke flot, for det blev en meget kedelig brun farve.

Hvis du nu tænker på alle farverne i de små bøtter med fingermaling som alle de tanker, følelser og indtryk, dit sind rummer og modtager fra din omverden, og du så forestiller dig, at din hjerne slet ikke kan finde ud af at rumme alle de forskellige tanker, følelser og indtryk, og den kan heller ikke finde ud af at filtrere nogle fra, så føles det ligesom når alle de flotte farver bare blev til en kedelig brun.

Det er umuligt at adskille noget som helst af det, der foregår inde i din hjerne fra hinanden. Der foregår alt, alt for meget, men du ved ikke længere, hvad det er for noget. Din hjerne er et kæmpe kaos, og det er blandt andet der, dissociation kan forekomme hos nogle. Dissociation er den der fesne brune farve, man fik ud af at blande alle de flotte farver sammen.

Jeg vil prøve at give et indblik i, hvordan det kan føles indefra for mit vedkommende, men jeg vil også tilføje, at det kan opleves anderledes for andre personer, der oplever dissociation, ligesom jeg selv oplever dissociation i mange andre former.

Jeg tager udgangspunkt i en helt konkret situation, som foregik i mit aktivitets- og samværstilbud en dag. Dette er bare en enkelt episode, og det afspejler kun den konkrete sammensætning af sted og personer. Havde der været andre støttepersoner omkring mig, havde situationen givetvis også set anderledes ud.

Forestil dig, at du er min kontaktperson. Du har et godt kendskab til mig, og du kan ofte se på mig, hvis der er noget galt.

Den her dag sidder vi sammen med en anden borger i samværstilbuddet. Den anden borger og jeg taler om de forskellige måder, vi nogle gange reagerer på vores udfordringer på.

Jeg kigger på min telefon og ser, der er en email. Jeg åbner den og læser, og lige pludseligt går verden i stå for mig. Det er som om, jeg bliver suget ned i et dybt hul af chok, panik, angst og en følelse af, at verden går under lige om lidt. At min indre verden går under lige om lidt, må jeg hellere tilføje.

Du kigger på mig, da jeg tager min telefon op og læser noget på den. Du ved ikke, hvad jeg læser, men du kan se, at noget ændrer sig, så du siger til mig, at du kan se, der sker noget lige nu, hvilket jeg kan bekræfte.

Du spørger, om jeg er ok, og det er jeg ikke.

Jeg rejser mig op og går ud af køkkenet, hvor samværstilbuddet har deres café. Du følger efter mig henad gangen og spørger mig om noget, som jeg ikke helt ved, hvad er. Jeg svarer, at jeg ikke kan få vejret.

Vi går ned til det rum, hvor jeg har min faste plads med mit skrivebord, som jeg har lavet en hule under.

Du tager om mig og holder mig ind til dig i et langt kram og sørger for, at jeg tydeligt kan mærke din dybe vejrtrækning for at hjælpe mig at finde ud af at trække vejret igen i stedet for at hyperventilere.

Du taler beroligende til mig, men jeg opfatter ikke så meget af, hvad du siger.

Du mærker, at jeg bliver lidt slap, og du hjælper mig ned at sidde på min stol, hvorefter du henter en stol og sætter dig ved siden af mig.

Du tager mine hænder og du taler til mig. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad du siger.

Jeg finder ud af, at du spørger mig om, hvilken bostøtte der kommer og henter mig i dag. Min hjerne siger navnet til dig, men det kommer ikke ud af min mund. Jeg kan ikke svare dig og har mistet evnen til at kommunikere.

Min krop er blevet meget anspændt og er på vej til at krampe, men jeg forsøger at kæmpe imod. Det lykkes nogenlunde, men jeg sidder meget skævt med min overkrop, og mit hoved hælder lidt til siden. Jeg er ikke i stand til at rette mig op.

Mit ene ben er i en eller anden underlig vinkel, og det gør ondt i den fod, jeg et par måneder forinden havde brækket i et fald fra trappen. Jeg er ikke i stand til at reagere på den smerte og flytte på min fod og mit ben, så jeg sidder der bare. Mine hænder er også knuget helt sammen til knytnæver, som jeg ikke er i stand til at få løsnet.

Du spørger mig igen, hvem der kommer og henter mig. Jeg får løsnet en finger og forsøger at fortælle dig det ved at tegne et lille L på mit lår, hvor min hånd ligger. Jeg kan heller ikke få kontakt til mine arme og hænder, så jeg kan kommunikere på en alternativ måde til at tale.

Du ser ikke, at jeg gang på gang tegner et L på mit lår, men jeg kan jo heller ikke bevæge min hånd. Det er bare min pegefinger, der om og om igen tegner et lille L.

Jeg opgiver. Du fortæller mig, at du ringer til bostøttekontoret og finder ud af, hvem der henter mig i dag. Du spørger vist egentlig, om det er ok, men jeg kan ikke svare dig.

Du får at vide, at det er L, der henter mig, da du får fat i telefonvagten hos mit støttetilbud. Du forklarer kort, hvad der sker, og du får bostøttens telefonnummer, så du kan ringe til hende.

Du bliver hos mig hele vejen igennem det her. Du forsvinder vist lige kort for at give en kollega besked om situationen, men du forlader mig ellers ikke. 

Jeg er lettet over, at du bliver hos mig, for jeg er voldsomt forpint og har ikke brug for at være alene.

Selvom du vist er i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kan høre dig eller forstå dig, taler du hele tiden til mig. Du fortæller mig, hvad du gør, og du gør intet uden at informere mig om det. Det føles trygt, at du gør det, selvom du ikke ved, om jeg kan høre dig.

Mit blik er stivnet, og jeg kigger tomt ud i luften, så det må være svært at vide, at jeg kan høre dig. Jeg kan ikke flytte mit hoved eller mine øjne for at kigge på mig. Min hjerne forsøger desperat at svare dig, men der kommer ingenting ud af min mund.

Det klør i min nakke, og min fod gør stadig ondt. Jeg kan intet gøre ved det, for jeg kan stadig ikke få kontakt til min krop. Min hjerne er fuldstændig kollapset på grund af den email, jeg fik lidt tidligere.

Min bostøtte kommer, og du fortæller hende, hvad der er sket. Du fortæller hende, at jeg har siddet stivnet sådan der en halv time, tror jeg nok, at du sagde. Jeg kan ikke huske det.

Min bostøtte tager over. Hun kender mig heldigvis rigtig godt, så hun ved fra tidligere nedsmeltninger, hvad der sker lige der. Nu er du bostøtten.

Du ved, at du bliver nødt til at overtage styringen for mig, og du ved, at du skal hjælpe min hjerne med at finde kroppen igen og finde ud af at bruge den.

Du guider mig i alle trin af processen hen imod at komme op at stå.

Jeg skal flytte mit højre ben, fortæller du mig. Da du kan se, at jeg ikke kan finde ud af det, lægger du din hånd på mit højre ben og fortæller mig, at det er det ben, jeg skal flytte nu.

Det hjælper min hjerne til at begynde at finde en forbindelse til benet igen, og jeg begynder langsomt at kunne flytte lidt på benet. Centimeter for centimeter.

Vi gentager det samme med det andet ben og armene. Det er svært at få hjulpet mig jakken på, fordi mine led er så spændte og i lidt underlige stilinger, men det lykkes.

Vi får mig ved fælles hjælp på benene og går ud mod elevatoren, så vi kan komme ned til bilen i kælderen. Du støtter mig hele vejen ned til bilen, så jeg ikke falder på vejen, fordi jeg har svært ved at gå.

I bilen begynder jeg at kunne sige nogle lyde i mit forsøg på at genvinde evnen til at kommunikere med dig. Du støtter mig igen fra bilen og op ad lejligheden. Min ene fod slæber lidt hen ad fliserne, for jeg kan stadig ikke helt få styr på det der med at gå.

Oppe i lejligheden hjælper du mig af med mit overtøj og ind til min seng. Jeg vil have mine bukser af, fordi jeg har det alt for varmt, og det lykkes mig selv at få bukserne ned til anklerne, men jeg kan simpelthen ikke få dem helt af, fordi mine hænder stadig er krampagtigt lukkede sammen.

Du hjælper mig med at få bukserne helt af, så jeg kan lægge mig ned i sengen, og så lægger du kugledynen hen over mig.

Du sætter dig ved siden af mig i sengen og er bare hos mig, så jeg kan føle mig tryg. Når jeg føler mig tryg, kan jeg hurtigere komme ovenpå igen. Du ved også, at du ikke skal spørge mig om alt muligt, men at du bare skal sidde ved siden af mig og vente, til jeg er klar i hovedet igen. Du ved også, at hvis du lige skal på toilet eller have noget at drikke, så har jeg brug for, at du fortæller mig, hvor du går hen, og at du kommer tilbage igen bagefter. Du kender mig rigtig godt, og jeg kender også dig rigtig godt, så det giver mig ro og tryghed til at begynde at få lidt styr på mit indre kaos igen.

Jeg begynder at tale igen. Der går ikke så lang tid denne gang, efter jeg er kommet ind under dynen i mit mørklagte soveværelse. Du har som det naturligste i verden trukket mørklægningsgardinerne for, for du ved godt, at når jeg er blevet så overvældet, som jeg er lige nu, så har jeg brug for at blive skærmet fra så mange indtryk som muligt, så jeg kan blive klar i hovedet igen.

Min tale er meget staccato. Ordene kommer stødvist ud med længere pauser mellem hvert ord. Det kan godt være lidt svært at forstå, hvis man ikke kender mig, men du kender mig heldigvis. Du ved, at det tager tid, og at du skal være tålmodig. Jeg får også byttet om på ordstillingen, så sætningerne bliver lidt underligt opbygget. Nogle gange kan jeg ikke helt finde det rigtige ord, så det kræver nogle forsøg at finde det frem. Tit får jeg byttet rundt på ord, der lyder lidt som hinanden, så der kommer nogle forkerte ud.