Jeg var på tur i går. I dag er jeg virkelig ramt af sociale tømmermænd. Det mærkes ikke kun i min krop og min hjerne, men mit udseende bærer også præg af det, så det er ret tydeligt.

Det er selvfølgelig træls, at jeg sådan bliver ramt af sociale tømmermænd, men jeg vidste det jo godt, da jeg valgte at tage med på tur. Jeg vurderede, at det var en energiudskrivning, som ville være de efterfølgende sociale tømmermænd og behov for restitution værd.

Jeg drikker generelt ikke alkohol, og sociale tømmermænd har ikke noget med alkoholtømmermænd at gøre.

I min dagligdag fylder fornuftig energiforvaltning en del, for jeg har generelt ikke ret meget energi at gøre godt med ift. de fleste normaltfungerende mennesker.

Det er hele tiden en afvejning af, hvad der er fornuftigt at bruge energi på, men samtidig er der også en ADHD, der spænder ben for altid at kunne være så fornuftig mht. at forvalte min energi, og derudover er der den detalje med den dissociative identitetsforstyrrelse (DID). Sidstnævnte betyder jo, at min personlighed er splittet op i flere forskellige altere (dele), og når vi ikke nødvendigvis deler hukommelse, og vi også har forskellige aldre, præferencer og dagsordener, så kan det der med fornuftig energiforvaltning ret ofte blive en umulig opgave.

Det er jo så sådan, det er for mig lige nu. Sammen med min psykolog arbejder jeg med at få det bedre, hvilket blandt andet indebærer, at mit system af forskellige altere gerne skal lære at samarbejde. Målet er ikke, at alle mine altere smelter sammen til at blive en samlet personlighed. Målet er, at vi (alle mine altere) kan arbejde sammen og eksistere i en fredelig sameksistens.

Turen i går gik til Vesterhavet sammen med min far, søster, svoger og hans familie. Jeg havde en af mine bostøtter med. Hun og jeg kørte i min bil, og hun var som altid chaufføren. Det giver en tryghed ikke at skulle køre sammen med andre, for så ved jeg, at jeg altid kan tage hjem igen, lige præcis når jeg har behov for det. På den måde kan jeg passe bedst muligt på mig selv og tage hensyn til dem, jeg er af sted sammen med.

Det var en køretur på 2 timer, så allerede da vi nåede vores bestemmelsessted, var jeg træt. Bostøtten havde observeret, at jeg undervejs havde skiftet mellem nogle altere. Det samme gjorde sig gældende på turen hjem.

Jeg havde en god tur, selvom jeg var spændt på, hvordan det ville gå, fordi det var en lang køretur, og fordi jeg ikke havde været på destinationen siden 2016. Det er ellers et sted, hvor jeg har været vant til at komme meget hele mit liv.

Jeg har ondt i min krop, og min hjerne er sløv og tung. Jeg er træt og udmattet i en grad, så min sædvanlige morgenmad blev skiftet ud med noget, der var meget nemt at tygge, så jeg ikke skulle bruge flere kræfter end højst nødvendigt på at spise.

Jeg har på trods af ovenstående ikke fortrudt, at jeg tog af sted.

Det er desværre bare et vilkår for mig, at jeg får sociale tømmermænd. Jeg vurderer fra gang til gang, om en social aktivitet giver mening for mig at deltage i, og om jeg har ressourcer til det, og når jeg vælger en aktivitet til, så ved jeg, at jeg samtidig vælger de sociale tømmermænd til. Jeg skal huske at tænke ind i min planlægning og mit energiregnskab, at der skal være plads til de efterfølgende sociale tømmermænd, og det kan være rigtig svært med ADHD og DID.

Hvis jeg helt skulle undgå de sociale tømmermænd, ville det betyde, at jeg aldrig deltog i noget socialt, og det ville give mig andre problemer, for i bund og grund er jeg et meget socialt menneske med et meget stort socialt behov, som jeg i forvejen ikke har mulighed for at få dækket.

I morgen står den på påskefrokost sammen med dem, jeg var på tur med i går samt et forældrepar med en teenager og et ret nyt spædbarn. I overmorgen står den igen på sociale tømmermænd.

Herunder et billede af mig i dag – ramt af sociale tømmermænd.