I dag brændte min hjerne fuldstændig sammen inde midt i gågaden, fordi jeg ikke kunne få den vaffelis, jeg de sidste to dage havde glædet mig til at få.

Øh hvad? – tænker du måske. Det kan jeg faktisk godt forstå, hvis du tænker, for jeg har det ærligt talt lidt på samme måde.

Lidt forhistorie. For et års tid siden holdt jeg op med at spise gluten. Jeg er ikke helt udredt for, om jeg kan tåle gluten eller ej, for da jeg for fem år siden blev henvist til undersøgelse for det, var jeg i dyb krise pga. min sociale situation på et botilbud, som nær havde kostet mig livet.

Jeg har i flere år ikke haft en god praktiserende læge, så jeg opgav at blive udredt. Nu har jeg heldigvis en rigtig god læge.

Hvorom alting er, nåede jeg bare et punkt sidste år, hvor jeg pga. maveproblemer kastede mig ud i at leve glutenfrit, og det har hjulpet meget.

Det betyder jo så også, at der er mange afsavn, og isvafler er blandt andet en af de ting, jeg savner. Is i et bæger er bare ikke nær så godt som is i en vaffel.

I flere måneder har der været optakt til åbning af et nyt ishus i nærheden af, hvor jeg bor. De har reklameret meget med, at de ville have et stort udvalg af glutenfrit inkl. vafler.

Åbningsdagen er blevet udskudt nogle gange, men nu skulle det endelig være i dag, hvor de åbnede med test-is inden den officielle åbning i morgen.

Det har de skrevet før, og jeg er gået forgæves før.

Da jeg kom ind i byen tidligere i dag og gik hen til ishuset, var der ikke åbent alligevel.

Jeg havde ellers tjekket deres side, inden min bostøtte og jeg kørte af sted.

Lige der gik min hjerne bare i stå. Jeg kunne slet ikke rumme det, for jeg havde sådan glædet mig.

Jeg blev nødt til at sætte mig på en bænk, for jeg begyndte at have lidt svært ved at mærke min krop.

Jeg var bare kørt fuldstændig fast i, at jeg ikke kunne få den is, og det drænede mig fuldstændig for den smule energi, jeg havde.

Jeg var sur, vred og skuffet, og jeg kunne slet ikke overskue resten af dagen, fordi der jo nu manglede den del, jeg havde glædet mig til.

Der er langt mellem glutenfri vafler, så vi kunne ikke bare finde et andet sted.

Jeg fik senere at vide, at jeg havde siddet omkring en halv time der på bænken, mens jeg forsøgte at få styr på min hjerne.

Vi har vel forladt bænken omkring kl. 14.30, tror jeg. Klokken er lige nu 23.21, og hvor flov jeg end er over at indrømme det, så er jeg stadig ramt at, at jeg ikke kunne få den længe ventede vaffelis.

Jeg tror måske også det handler om, at når isbutikken skrev, at de endelig åbnede til snigpremiere i dag kl. 14, så føles det som om, de har lovet det. Det betyder også, at det føles som om, de har brudt et løfte – en aftale, som vi havde.

Men hvad gør man så, når ens hjerne bare lukker ned over manglen på is?

Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg forsøgte at tænke på, hvad jeg evt. kunne tænke mig at spise i stedet for isen, men det er ikke så nemt at finde noget uden gluten.

Så vi kørte i et par genbrugsbutikker og Bauhaus. Ikke fordi jeg skulle have noget i Bauhaus, men jeg kan godt lide at kigge i byggemarkeder nogle gange.

Så i dag har jeg simpelthen været i Bauhaus, fordi jeg ikke fik en is.

Ja, det lyder stadig mærkeligt…