Jeg dissocierer dagligt. Det varierer, hvilket udtryk dissociationen har. Nogle dage er det meget diskret, og så skal man kende mig rigtig godt for at opdage det. Andre dage er det ikke til at overse.

For ikke så længe siden var jeg ude at handle i Netto med en bostøtte. Jeg gik fuldstændig i stå. Vi stod i kø ved kassen, og jeg frøs bare i en stilling, hvor min ene arm og hånd rakte en pose hen mod bostøtten. Jeg bevægede mig ikke og svarede ikke på tiltale. Kassedamen bemærkede det, men hun var heldigvis sød. Min bostøtte kom hen og tog mig med hen for enden af kassen. Så stod jeg fastfrosset der. Jeg kom først til mig selv igen, da vi var kørt fra Netto.

I dag lukkede mit system ned i venteværelset hos min psykolog. Bostøtten satte sig ved siden af mig og hev mig ind til sig, fordi min krop bare klaskede mere og mere sammen, så der var risiko for, at jeg røg på gulvet.

I går aftes var jeg i Rema med en bostøtte. Der kunne jeg mærke, at min hjerne blev mere og mere tåget. 1,5 times tid senere forsvandt jeg ind i mig selv og var ukontaktbar. Selvom jeg var kommet lidt til mig selv, da jeg var kommet i seng og bostøtten gik ca. kl. 23, var min hjerne stadig tåget, da jeg vågnede i morges. Det var den også hele vejen hen til psykologen, og så klaskede jeg sammen i venteværelset.

Heldigvis har jeg en god og tryg relation til min psykolog, så jeg fik alligevel meget ud af samtalen. På et tidspunkt spurgte jeg hende, om jeg lød anderledes i dag. Det gjorde jeg ikke, sagde hun, men der havde jo været nogle forskellige altere forbi i løbet af samtalen.

Her de sidste par uger har der været et nyt alter. Jeg ser hende i spejlet. Hun er mig fra starten af 20’erne, hvor jeg flyttede hjemmefra og blev indlagt på psykiatrisk hospital i Risskov og fik den fejldiagnose, som har haft en stor negativ indflydelse på mit liv, fordi jeg fik meget antipsykotisk medicin. Jeg var en zombie på den medicin i 8 år.

Min psykolog og jeg har snakket om hende i dag. Hun er meget anderledes end de andre altere, jeg har.

Da jeg var færdig med samtalen, gik bostøtten og jeg hen til bilen. Jeg kunne mærke, at det var i dag, jeg skulle forbi det gamle psykiatriske hospital i Risskov. Jeg har haft det så svært med det sted, at jeg siden jeg forlod det for sidste gang i februar 2017 ikke har kunnet komme i nærheden af det forfærdelige sted. Så mange ubehagelig oplevelser. Så mange flashbacks og påtrængende minder. Og jeg har ikke engang været udsat for tvang.

Jeg var der en enkelt gang for et års tid siden, og det var en meget ubehagelig oplevelse.
I dag virkede det som om, det nye alter havde brug for at vise mig stedet igen. Jeg lyttede til hende. Hun havde vel brug for det af en årsag.
Jeg pegede og fortalte bostøtten om alle de steder, jeg havde været indlagt på hospitalet. Lidt om hvad jeg havde oplevet, og hvordan det havde været at være der.
Det gik meget bedre i dag end sidste gang. Det var godt, at jeg lyttede til det alter.

Hun udpegede vinduet til den stue, hvor hun (vi) var indlagt dengang i 2007, hvor hun blev indlagt og fik den famøse skizofreni-diagnose. 19. september 2007 – 19. december 2007. Det var vores første indlæggelse på Risskov. Den har haft så stor og negativ indflydelse på vores liv lige siden. Heldigvis troede nogen på os, og vi slap endelig af med den forkerte diagnose. I 2016 slap vi af med skizofreni-diagnosen og fik en autismediagnose og en ADHD-diagnose. Siden da er OCD-diagnosen også kommet til, og psykiatrien har endelig anderkendt, at jeg faktisk også er vældig traumatiseret.

Sidste år bad jeg om at blive udredt ift. min dissociation, men det ville de ikke i psykiatrien.

Jeg kan godt se, at jeg skifter mellem hun, vi og jeg. Det må egentlig være lidt forvirrende at læse. Det er faktisk også forvirrende for mig. Jeg synes tit, det er svært at finde ud af, hvordan jeg skal omtale mig selv, fordi jeg jo bare er én person, som for mange år splittede op i forskellige personer/altere for at kunne komme igennem noget, der var alt for svært.
Og alligvel føler jeg mig jo som mange, og vi er ikke altid enige om, hvad vi kan lide, har lyst til osv.
Vi deler heller ikke altid hukommelse eller bevidsthed. Det er utroligt forvirrende – også for mig.

Jeg har indsat et billede af en del af det gamle hospital i Risskov. Den sorte ring markerer vinduet til den stue, jeg var indlagt på dengang i 2007. Det var stue 16 på afdelng N6.

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om min tekst giver mening, eller om det er en kæmpe omgang rod. Der er rod indeni mig, så det er virkelig svært at vurdere.

Jeg ved, at jeg har gjort noget i dag, som er en meget stor ting. Jeg har gået rundt om det gamle AUH Risskov.
Det er ikke noget, jeg har aftalt med min psykolog, men det virkede rigtigt. Jeg har brug for at konfrontere nogle af de steder, hvor jeg har haft det allersværest. Måske så jeg kan se, at jeg ikke er der længere. At det er et overstået kapitel. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det virker, så derfor bliver jeg ved, selvom det er helt ekstremt hårdt at eksponere mig selv for steder, hvor jeg er blevet påført traumer. Jeg forsøger at hele, og jeg gør det godt.