Jeg sidder i bilen på vej hjem fra psykolog. Bostøtten er som altid chauffør.
Inden vi kørte havde jeg en ret god fornemmelse for, hvilke altere der ønskede at tale med min psykolog i dag, så jeg pakkede en køletaske med en kakaobrik, udskåren appelsin, en lille bøtte lakrids og en banan.
Det er som regel de ting de altere insisterer på, at vi skal stoppe i Lidl på vej hjem fra psykolog for at købe.
Eller faktisk var bananen egentlig tiltænkt den del af mig, der skriver dette.
Jeg fik ret i min antagelse om, hvem af alterne der havde brug for at tale med psykologen i dag, så lige nu sidder jeg med lidt kvalme, fordi to af de små altere var ret hurtige til at få kværnet både appelsin, kakao og lakrids.
Det er ok. De var også dygtige ved psykologen i dag, så det er fuldt fortjent, synes jeg.
Jeg var til stede noget af samtalen, men en stor del af samtalen talte nogle af de små med hende, så det er lidt uklart for mig, hvad de talte med psykologen om.
Min psykolog opsummerede ellers samtalen, da jeg var lidt mere til stede igen, inden vi afsluttede dagens samtale, men jeg har lidt svært ved at huske, hvad hun sagde.
Jeg husker dog, at hun sagde, det ville være en god ide, at jeg nævnte for bostøtterne, at der godt kan komme nogle reaktioner på samtalen den næste tid.
Vi talte åbenbart om nogle af de tidlige traumer i dag, så det kan godt sætte noget i gang.
Det var, af årsager jeg ikke har lyst til at komme ind på, også det, jeg havde en formodning om, der godt kunne komme til at ske i dag.
Der var derfor, jeg pakkede snacks til nogle af de små altere, inden vi kørte.
Jeg ved godt, de små altere også er mig, men det er uanset vigtigt at behandle dem som de individuelle dele af mig, som de er, så de føler sig anerkendte i systemet.
Det er vigtigt, fordi målet med terapien er at få et system/en personlighed som er mere integreret. Målet er ikke nødvendigvis at opnå én samlet personlighed. Målet er at opnå et system, som samarbejder og arbejder med hinanden i stedet for mod hinanden.
Måske ender det med, at alle altere i systemet bliver integreret til én hel personlighed, og så er det jo fint. Jeg bliver ikke skuffet, hvis det ikke sker. Jeg er overbevist om, at det er muligt at have det godt med et samarbejde system af altere.
Egentlig er det også en smule skræmmende at tænke på bare at være én enkelt hel personlighed, for hvad vil det sige? Det har jeg vel aldrig sådan helt prøvet. Så det er lidt skræmmende at tænke på, fordi det er nyt og ukendt.
Nu er vi ved at være nået hjem til min bolig i den lille landsby.
Jeg har brug for at hvile, når jeg kommer hjem, men jeg må nok hellere hurtigt spise lidt frokost. Det bliver bare havregryn med Nesquik og mælk. Ingen i systemet kan lide smagen af mælk, så derfor spiser vi kakao på havregrynene.
Det er en meget sansevenlig, velkendt og tryg spise for mig, som jeg gang på gang op igennem livet trofast er vendt tilbage til.
