Vi er i midten af juli. I dag er der lige omkring 32 grader udenfor, og jeg er utroligt dårlig til varme. Jeg får det fysisk dårligt.
Derfor har jeg i morges været ude at hænge diverse stofrester, sengetøj og gamle gardiner op foran ydersiden af mine vinduer for at holde varmen ude af huset så godt som muligt.
Det virker. Her er knap 24 grader inde i huset, og det er nogenlunde til at holde ud at være til ved denne temperatur.

Jeg kan vist godt konkludere, at mit tiltage er en succes. Jeg burde være glad og lettet, og det er jeg også, men – og ja der er desværre et men. Jeg føler mig nu fanget i mit eget hjem.

Det lyder umiddelbart mærkeligt og ulogisk, det kan jeg godt høre. Jeg bestemmer jo sådan set selv, om jeg vil bevæge mig udenfor i det varme vejr, ikke? Hvordan kan jeg så føle mig fanget?

Jeg føler mig fanget, fordi jeg ved, at så snart jeg går udenfor mit hjem, så bliver jeg ramt af en mur af varme og overvældende sollys, der blænder mig og dræner mig fuldstændig for energi.
Jeg er så lysfølsom, at jeg lever for nedrullede gardiner, når der er solskin, og jeg bruger solbriller de fleste steder udenfor mit hjem inkl. i butkker og på besøg hos andre, som har behov for mere lys end jeg.
Mit nervesystem har utroligt svært ved at håndtere varmen, og jeg har meget svært ved at temperaturregulere, så jeg overopheder nemt og får kvalme, hovedpine og bliver ekstremt utilpas.

Så ja, jeg kan frit gå ud af min dør og ud i det varme sommervejr og er på den måde ikke fanget i mit hjem, men jeg ved samtidig, at jeg ikke kan holde ud at være udenfor, og jeg får det fysisk dårligt af det.

Det minder mig om så mange perioder og situationer i mit liv, hvor jeg rent teoretisk har haft de samme muligheder som de fleste andre mennesker, men hvor jeg i praksis har været afskåret fra at benytte mig af de muligheder, fordi de har oversteget mine komptencer og/eller handlemuligheder.

Jeg har levet meget isoleret i mit hjem igennem mange år og gør det til en vis grad også stadig. Det er ikke fordi, jeg har ønsket at isolere mig, men jeg har bare ikke rigtig haft et valg. Det har fx været manglende transportmuligheder, som jeg var i stand til at rumme. Kan jeg ikke transportere mig selv rundt, kan jeg jo heller ikke deltage i ting, der ligger længere end gåafstand fra mit hjem. Jeg er fx gået glip af en kombineret bryllups- og navngivningsfest hos en veninde, fordi jeg ikke havde mulighed for at transportere mig selv hen til begivenheden. Efter det gled venskabet ligesom bare helt ud i sandet.

Sensorisk er jeg hypersensitiv, så jeg bliver ofte nødt til at trække mig fra begivenheder, jeg gerne vil deltage i, hvis jeg da overhovedet kan se en mening i at tage af sted.
Jeg er medlem af en social forening, og flere af dens arrangementer foregår på caféer. Jeg ved, at jeg er så lydfølsom og har så dårlig en evne til at sortere i lydindtryk, at jeg ikke kan følge med i en samtale, så jeg opgiver på forhånd.

Der har også været indlæggelser i psykiatrien, hvor jeg fx har haft brug for, at personalet var opsøgende, for jeg var ikke i stand til at komme til dem. De insisterede på, at jeg skulle komme til dem, så langt de fleste gange, jeg havde behov for hjælp under indlæggelse fik jeg så bare ingen hjælp, for jeg var ikke i stand til at gå ud af min stue og bede om den.

Der er mange flere eksempler, men jeg tror måske godt, at man som læser kan danne sig et billede af, hvordan jeg har oplevet ikke at have de handlemuligheder, som andre har tillagt mig, så jeg har været fanget i et limbo af håbløshed og følelsen af imod min vilje at være fuldstændig afskåret fra resten af verden.

Så i dag føler jeg mig fanget indendøre i mit hjem, og jeg kan mærke angsten og panikken ulme. Jeg forsøger at trække vejret dybt og roligt for at dæmpe følelsen, men det hjælper ikke rigtig.
Jeg kæmper imod dissociationen, for jeg ér jo ikke i fare, og jeg behøver ikke at flygte mentalt fra situationen. Det er jo bare sommer og varmt. Det går over og ingen her vil mig det ondt. Jeg er i sikkerhed.
Det forstår mit nervesystem ikke, for det er tilbage i den samme følelse af at være fanget, som vi har oplevet utallige gange igennem livet, og hvor vi har været alt for alene. Vi er heldigvis ikke alene længere.

Jeg kan godt se, at jeg pludselig omtaler mig selv som “vi” og ikke “jeg”. Det føles bare mest rigtigt i denne kontekst, for jeg har jo flere altere (personlighedsdele), og selvom de alle er en del af mig, er vi alligevel også så forskellige og bærer på forskellige minder, oplevelser og traumer. Det føltes forkert at skrive “jeg”.