Jeg er et menneske med komplekse traumer.

Traumerne påvirker mig i alle aspekter af mit liv, da de første traumer allerede opstod, da jeg var barn. Disse ønsker jeg ikke at uddybe nærmere her.

I folkeskolen blev jeg mobbet. Jeg blev meget at tiden holdt udenfor fællesskabet, og jeg følte mig enormt ensom, isoleret og usikker på mig selv. Følelsen af at det var mig, der måtte være helt forkert opstod allerede i løbet af mine første skoleår. Jeg troede, jeg var dum og uintelligent.

Da jeg gik i 10. klasse, blev jeg udsat for et overgreb af seksuel karakter af en jævnaldrende dreng, som jeg havde kendt i en del år. Jeg var flov og skamfuld og troede, det var min egen skyld, for det sagde han bagefter, at det var. Jeg fortalte ikke nogen om det før mange år senere.

Midt i 3.g blev jeg henvist til psykiater. Jeg selvskadede og mine selvmordstanker gennem mange år var nu til stede det meste af tiden.

Her blev jeg første gang fejldiagnosticeret, og det skete flere gange de næste 12 år. Jeg blev medicineret, fik mange og ofte alvorlige bivirkninger. Nogle af dem blev behandlingskrævende hvoraf en af gangene krævede tre døgns behandling på et somatisk akutafsnit.

Jeg oplevede ikke at blive hørt, troet på eller forstået i diverse møder med psykiatrien. Mange gange blev jeg afvist, når jeg havde brug for hjælp til ikke at handle på mine tanker om at tage for meget medicin. “Du må lære at klare dig selv og tage noget ansvar”, var en besked, jeg hørte mange gange, når jeg blev afvist.

Jeg tog hjem og overdoserede – ikke for at dø men for at kunne holde ud at overleve ved at få den pause, jeg fik. De fleste gange opdagede ingen det, så jeg fik min pause alene i min lejlighed.

Den kommunale støtte var utilstrækkelig, men der var da i det mindste et menneske at tale med indimellem.

Da de forkerte diagnoser endelig blev frafaldet, og jeg stod med en autisme- og ADHD-diagnose som 31-årig med en psykiatri, der understregede overfor kommunen, at jeg havde brug for massiv hjælp, blev jeg igen afvist.

At bo i egen bolig var blevet for farligt for mig pga. mig selv. Jeg spiste stort set ikke, selvskadede og havde voldsomme selvmordstanker. Jeg sov næsten ikke.

Der var ingen behandling i psykiatrien kun opbevaring, hvis jeg da ikke blev afvist. Under indlæggelser blev jeg overladt til mig selv og skulle som regel selv opsøge personalet. Kunne jeg ikke det, var jeg overladt til mig selv. Ofte havde de alligevel ikke tid, når jeg kæmpede mig hen for at bede om hjælp.

Og så blev jeg igen udskrevet til ingenting uden bedring.

Jeg har siden da oplevet utallige svigt fra både psykiatri og kommune samt fra det højtspecialiserede regionale støttetilbud jeg i en årrække var tilknyttet. Det havde nær kostet mig livet, fordi jeg knækkede fuldstændig og havde 8 selvmordsforsøg på 8 måneder.

Jeg er endelig i et støttetilbud, hvor der er et stort potentiale for markant udvikling.

De kontakter jeg har med kommunen, slår mig gang på gang tilbage, fordi de retraumatiserer mig. De minder mig om de utallige svigt, jeg igennem hele mit liv har oplevet fra mennesker og fra systemerne.

Jeg drømmer om at få det så meget bedre, at jeg kan nøjes med minimal støtte bevilget af kommunen, for det vil mindske min kontakt med det system, som gang på gang gør mig syg.

Hvis det skal kunne lade sig gøre, har jeg brug for traumebehandling.

Psykiatrien har afvist mig igen. De har ikke en behandling, der passer til de komplekse traumer, jeg har. Det blev da endelig forsøgt for et par år siden, men det fungerede slet ikke. Jeg blev syg af traumebehandlingen, så vi blev enige om at stoppe den.

Kommunen har valgt at give afslag på bevilling af traumebehandling, for der er jo ingen garantier for, at jeg får det bedre af det, mener de.

Det mener de trods dokumenteret fremgang af den behandling hos en specialiseret psykolog, som jeg selv med hjælp fra min far betaler.

Jeg har ikke været hos min psykolog i et halvt år, da vedkommende er sygemeldt. Det er virkelig tydeligt, at jeg mangler min behandling. Det er et meget langt og sejt træk, og jeg er ikke stabil nok endnu til at kunne undvære behandling.

Uden behandling får jeg det ikke ret meget bedre.

Hvis jeg ikke får det bedre, så kan jeg ikke nøjes med et minimum af støtte men vedbliver at have et massivt støttebehov.

Hvis jeg ikke får det bedre, kommer jeg til gang på gang at blive retraumatiseret af kommunen og blive fastholdt i noget, der gør mig syg.

Visheden om at være fanget i en relation, som gør mig syg uden nogen som helst mulighed for at slippe for det udløser selvmordstanker, for jeg kan ikke se andre måder at slippe for det, der gang på gang retraumatiserer mig og ripper op i alle de svigt, jeg gennem årene er blevet udsat for.

Jeg er bange. Kan jeg holde til det her i længden? Knækker jeg? Dør jeg?

Jeg har så meget at byde på, og jeg er noget for nogen. Jeg ønsker at leve og ikke dø. 

De vilkår, jeg skal forsøge at leve under, gør det bare til en ekstrem kamp, som jeg ikke med sikkerhed kan sige, at jeg vinder.

Er der virkelig ikke plads til sådan nogle som mig her i Danmark?