Min blog her opdateres sjældent, for jeg er bange.
Jeg har stadig masser at sige og fortælle, men jeg er blevet bange for det.
Det som gør mig bange er, om der er nogle kommunale kontrollanter, der læser med, og at jeg i så fald ikke ved, hvilke fejltolkninger af og fejlkonklusioner på mit funktionsniveau de kan lave pga. noget, jeg skriver på en blog, og jeg ved ikke, hvilke negative konsekvenser det evt. kan få for mit liv.
Jeg ved ikke, om de gør sådan noget i min kommune, men jeg kender til andre, som pludselig har fået frataget uundværlig støtte, fordi de har haft en blog, de har skrevet om deres hverdag med handicap på. Ja, det har været en del at begrundelsen i afgørelserne.
Egentlig var det slet ikke dette, jeg ville skrive om, men det blev bare vigtigt for mig at fortælle, hvordan jeg har en oplevelse af, at min ytringsfrihed er under pres.
Måske er bekymringen i mit tilfælde og i min kommune slet ikke relevant, men hvor skal jeg kunne vide det fra?
Hvordan skal jeg kunne føle mig sikker på, at jeg ligesom alle andre i Danmark har bevaret min ret til at ytre mig uden, at det får alvorlige negative konsekvenser for mig?
Jeg har et efterhånden rimeligt omfattende handicap. Der er så mange basale menneskerettigheder, man bliver frataget, når man har et handicap og især når man er afhængig af bevilget støtte i det daglige.
Jeg lever hver eneste dag med den helt grundlæggende frygt for, hvornår tæppet bliver trukket væk under mig.
Hvornår der bliver skåret i den støtte, der har og har haft en afgørende betydning for, at jeg så småt kan føle en snert af, at jeg lever fremfor, at jeg blot (og kun lige akkurat) overlever.
At jeg ikke har selvmordstanker konstant.
At jeg ikke selvskader på daglig basis.
At jeg ikke overdoserer som en kedelig form for mestringsstrategi med det formål at skabe en pause fra at overleve, så jeg kan samle kræfter til fortsat at kæmpe for overlevelse.
Det er nogle af de ting, jeg indtil videre langt hen ad vejen har kunne give slip på.
Det betyder ikke, at jeg ikke falder i indimellem, når jeg bliver presset nok, for det gør jeg.
Nogle perioder bruger jeg også mange kræfter på fortsat at undgå at falde tilbage i de uhensigtmæssige mestringsstrategier.
Officielt står jeg udenfor arbejdsmarkedet, for jeg er førtidspensionist. Jeg føler alligevel, at jeg er på overarbejde hver eneste dag, og som førtidspensionist er jeg så sygemeldt, som man overhovedet kan være. Det vil sige ingen stresssygemelding til mig, så jeg kan komme ovenpå igen.
Jeg har et fysisk helbred, der skranter, og et sundhedsvæsen, der har svært ved at rumme sådan en som mig, der falder udenfor alle deres kasser.
Jeg har et psykisk helbred, der stadig ikke tages hånd om i sundhedsvæsenet, fordi jeg falder udenfor alle deres kasser.
Det er svært at få råd til selv at betale for traumebehandling hos en psykolog, eftersom jeg er førtidspensionist.
Jeg har et efterhånden rimelig omfattende handicap, og jeg er derfor ikke i stand til at tage et arbejde for at tjene flere penge til selv at betale for traumebehandling hos en psykolog.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Som et menneske med handicap, der har brug for (omfattende) støtte i hverdagen, føler jeg mig lige så lidt værd og lige så lidt ønsket i samfundet som skrald.
Jeg er skrald, og der ses tydeligt ikke noget potentiale for genbrug i min type skrald.
Heldigvis findes der mennesker, der samler på min type skrald og godt kan se potentiale i at genbruge, selvom samfundet ikke kan.
Heldigvis har jeg mennesker, der ikke er ligeglade med mig, mennesker der ser en værdi i mig, mennesker der holder af mig. Jeg har mennesker, der ikke er forrået af den samfundssige forråede og meneskefjendske politik overfor blandt andre mennesker med handicap.
