Denne blog handler om mig og mit liv og også bagningen i mit liv.
Siden hedder Mine liv, fordi jeg hedder Mine, og fordi jeg på en måde har levet to liv. De første næsten 32 år af mit liv forsøgte jeg at leve som en neurotypisk (såkaldt “normal”) person, hvilket ikke gik så godt.
30. juni 2016 fik jeg efter flere års kamp for genudredning en ret god begrundelse for, hvorfor det aldrig gik så godt at forsøge at være “normal”: jeg er autist. Helt specifik mente de, at jeg har Aspergers syndrom, og derudover har jeg så også ADD, som er en variant af en opmærksomhedsforstyrrelse, som de fleste nok kender under navnet ADHD.
Jeg har et ret så stort problem med krav og forventninger – mildt sagt. Det er et problem, som jeg dybest set hader, og som jeg helst var foruden. Jeg er også tit blevet opfattet som trodsig og usamarbejdsvillig, men det er faktisk slet ikke det, det handler om. Min ret så dårlige evne til at håndtere krav og forventninger bunder nemlig i en enorm grad af angst, og når jeg ikke kan indgå i et eller andet, hvor det udefra set kan ligne usamarbejdsvillighed, trods eller at jeg bare vil have min vilje, så er det slet ikke det, der foregår inde i mig.
Jeg har taget et billede af, hvordan det ofte ser ud indeni mig, selvom jeg ser anderledes ud udenpå. Jeg ved ikke helt, hvilke ord jeg skal bruge til at forklare den følelse, så derfor tog jeg det billede. Måske er det angst, men jeg synes ikke helt, at det er dækkende nok.
Et par psykologer nævnte sidste år uafhængigt af hinanden PDA profilen ift. mig. Der begyndte jeg at undersøge, hvad det egentlig var for noget, og så kunne jeg faktisk godt forstå, hvorfor de fik den tanke ift. mig.
PDA står for pathological demand avoidance. Hvis jeg med mine egne ord kort skal beskrive, hvad det betyder, så er det et ukontrollerbart behov for at afvise nærmest alt, hvad der for individet minder om krav og forventninger, selvom det for andre måske kan være svært at se, hvordan noget kan være et krav eller en forventning.
Behovet for at afvise krav bunder ikke i et ønske om at ville have sin vilje eller være trodsig, og hvad jeg nu ellers tidligere er blevet beskyldt for at være. Behovet opstår på grund af en enorm angst og for at kunne håndtere den angst, er der et stort behov for at føle, at jeg har kontrol over noget. Ofte ville jeg dog ønske, at jeg var i stand til at overlade kontrollen for noget til andre omkring mig, så jeg på den måde kunne blive aflastet lidt, men jeg har ekstremt svært ved det, fordi det udløser en voldsom følelse af angst hos mig.
Jeg lærer meget om mig selv dag for dag, og jeg begynder også så småt at lære strategier til at arbejde med min PDA (det står vist nok ikke officielt i mine papirer, men jeg er umiddelbart ikke selv i tvivl om, at det er det), fordi jeg har opdaget, at jeg ikke kommer nogen vegne, hvis jeg forsøger at arbejde mod min PDA.
Jeg har lært rigtig meget ved at læse om de erfaringer, som andre voksne med PDA har gjort sig, og jeg har efterhånden udviklet nogle strategier til at lægge en form for struktur for min dag, som jeg har rigtig meget behov for at have, samtidig med at jeg desværre ikke kan følge et fast dagsskema.
Jeg begynder også at kunne sætte ord på, hvordan folk omkring mig bedst kan hjælpe mig, og hvad der er nødvendigt, for at jeg er i stand til at tage imod den hjælp, som jeg bliver tilbudt. Jeg har bare rigtig lang vej igen for at kunne komme til at fungere bare nogenlunde. Jeg arbejder intenst på sagen.
Jeg har masser af humor, og der har jeg altid haft. Det er noget af det, der gør, at jeg stadig kæmper mig igennem dag for dag, selvom det hele ofte ser håbløst ud. Mange som ikke kender mig opfatter mig grundlæggende som et negativt menneske. Det anser jeg dog ikke mig selv for at være – nærmere tværtimod.
Jeg er kreativ, og jeg er god til at tænke ud af den såkaldte boks for at finde frem til løsninger, der virker.
Jeg elsker at bage og bager normalt rigtigt meget. Jeg følger ikke nødvendigvis en opskrift.
Jeg er vist lidt sær, men jeg synes, det er på den gode måde. 🙂
Velkommen til Mine liv.